Hjælp til eksaminer

WEB Mariagerfjord Gymnasium 8955

Gåde råd til eksamen

Der er en masse, du selv kan gøre for at klare dig godt til eksamen. Her er en række gode råd fra gymnasiets skolepsykolog, Laila Fauerskov Duch.

1. Læsedage

 

  • Lav en realistisk læseplan med plads til pauser og nattesøvn.
  • Mød evt. med en læsegruppe.
  • Sørg for at få godt styr på alle materialer, bøger, noter og kopier.
  • Vær godt forberedt på, hvordan eksamen kommer til at foregå. Hvad skal du fx medbringe, forberedelsestid og eksaminationstid?
  • Forud for eksamen er det også en god idé at lave afspændingsøvelser, hvis nervøsiteten fylder meget. Du kan træne dig i at trække vejret, slappe af og tænke positivt.

2. Eksamensdagen

 

  • Vær realistisk omkring dine forventninger til din præstation.
  • Lad være med at komme til gymnasiet flere timer før for at høre, hvordan det er gået de andre, og sammenligne eksamensresultater. Du ved alligevel ikke, hvad der er foregået i eksamenslokalet.

3. Forberedelsestiden

 

  • Når du har trukket et spørgsmål, skal du læse det grundigt og spørge din lærer, hvis du er det mindste i tvivl om, hvad du skal. Husk, at det ok ikke at vide ALT - du kan klare dig godt alligevel.
  • Medbring et ur, så du har styr på tiden (du må ikke medbringe din mobil i eksamenslokalet).
  • Fokuser på det positive, tag en dyb indånding og tro på, at det nok skal gå.

4. 24-timers forberedelse

 

  • Du kan ikke nå at læse hele pensum, så sørg for at du er med, inden du trækker.
  • Lad være med at lære fremlæggelsen udenad. Udenadslære er med til at skabe panik, hvis du bliver forstyrret i ordstrømmen.
  • Lav i stedet notekort, så du nemt kan se, hvor du er kommet til, hvis du bliver afbrudt eller går i stå.

5. Eksamen

 

  • Husk, at det er ok at sige noget forkert, og at du gerne må rette dig selv.
  • Du har ret til at sige, at der er noget, du ikke forstår. Du kan fx bede om at få stillet spørgsmålet på en anden måde eller måske skænke dig et glas vand, så du får et øjeblik til lige at trække vejret og genfinde fokus.
  • De fleste er nervøse til eksamen, og det er helt ok. Sig det gerne højt, hvis du er meget nervøs. Overvej hvordan din lærer bedst kan hjælpe dig og sørg for at få det sagt.
  • Husk, at censor er "elevens advokat" og skal dokumentere alt, hvad der foregår under eksamen. Det er altså censors opgave at sørge for, at du får en fair behandling, og finde ud af, hvad du kan.
WEB Mariagerfjord Gymnasium 0199

Fokuser på det positive

Hvis nervøsiteten begynder at kaste mørke skygger over eksamenslæsningen, opfordrer Laila Fauerskov Duch til, at du laver afspændingsøvelser og flytter fokus fra dét, der kan gå galt:

- Det er præcist ligesom atleterne til OL. Der er ingen af dem, der før konkurrencen siger til sig selv: "Jeg kan ikke, det kommer aldrig til at gå". Tværtimod bruger de lang tid på at mentaltræne og fokusere på de positive tanker. I starten kan det måske være svært, men hvis du øver dig, bliver du bedre og bedre. Og når du så sidder i en presset eksamenssituation, er du trænet i at trække vejret og finde ro.

WEB Mariagerfjord Gymnasium 8989

Få styr på nerverne

Laila Fauerskov Duch anbefaler:

Lydfiler: En række lydfiler, der er gode til afspændingsøvelser. Se listen her (nyt vindue):

AFSPÆNDINGSØVELSER

Mobilapp: "Eksamenshjælp" er en app, som Studenterrådgivningen står bag. Søg på "Eksamenshjælp", der hvor du henter dine apps (logoet er lyseblåt med et hvidt s-formet logo).

Lydfilen "Selvhypnose mod eksamensangst". Denne lydfil er en lang afspænding, som også kaldes en selvhypnose. Du kan bruge den til at hjælpe dig selv med at slappe af både fysisk og mentalt. Samtidig er der indlagt en sekvens, hvor der arbejdes med at få mere ro, fokus og selvtillid i din forberedelse og til selve eksamen. Hvis du har deltaget i Lailas eksamenstræningskursus, ved du allerede, hvordan den bruges. Alle andre er også meget velkomne til at benytte lydfilen, der er helt ufarlig og ikke kræver andet end, at du lægger dig godt tilrette et roligt sted og har cirka 40 minutter til at lytte. Lyt til den her (nyt vindue).