Rektor Birger Axens Dimissionstale

I har noget på…

dimission 29. juni 2007

Kære HF-studenter og Gymnasie-studenter!

“Men han har jo ikke noget på”, sagde et lille barn…”Han har ikke noget på,” er der et lille barn, der siger…..
”Han har jo ikke noget på”, råbte til sidst hele folket.

I kender H.C.Andersen eventyret, ”Kejserens Nye Klæder”. For en måneds tid siden blev eventyret – endnu en gang fristes man næsten til at sige - levendegjort for os alle dér sidst i maj måned på en tumultagtig pressekonference med ”cykelkejseren” Bjarne Riis i centrum.

Eventyrets tomme væve og bedragernes hårde sy arbejde med de indbildte, fine silkestoffer og guldbrokader, der jo er usynlige for den, der er dum eller slet ikke passer til sit embede – som I sikkert husker - blev på pressemødet erstattet af bedrifter om krævende bjergetaper og altfortærende spurter i det smukke Frankrig gennemført og vundet under falske forhold; nemlig på doping!

Nok havde Bjarne Riis noget på i 1996, nemlig den gule førertrøje, under sejrskørslen gennem gaderne i Paris, og vi elskede ham for det, men 11 år senere fremtrådte han i al sin afklædthed for os alle på pressemødet dér i maj. Mange malende overskrifter fandt vej til avisernes spalter: Løgnen er landet lød en af de mere markante! Og for få uger siden blev sejrstrøjen såmænd solgt på auktion – under vurderingen – for sølle 775 kr!

I eventyret står der, at ”det krøb i kejseren”, da hele folket til sidst råbte: ”Han har jo ikke noget på”- ”thi kejseren syntes, de havde ret; men han tænkte som så: ”Nu må jeg holde hele processionen ud” Og så holdt han sig endnu stoltere…

Som mennesker kan vi ikke undvære helte at se op til og spejle os i; vi har brug for at tro på noget sublimt, derfor skaber vi os idoler. På pressemødet fik vor nationalhelt, idolet Bjarne Riis, nogle gevaldige ridser i lakken efter 11 års fortielser.

Men dette idol tilføres også et menneskeligt aspekt ved indrømmelsen af sine fejl, et aspekt, som vi mere ”almindelige” mennesker kan identificere os med. Fra afsløringens dag var Bjarne Riis ikke kun ”cykelkejseren”, der besejrede Frankrigs bjerge, han blev også mennesket, der turde stå frem og erkende sine fejl - mere eller mindre presset!

Vi lever i en verden, hvor vi er omgivet af uærlighed og af mennesker, som puster sig op og gør sig til; en gang imellem føler man næsten, at det sprog, der anvendes i medierne, er på Epo! 

Derfor kan det være befriende, når idolet står frem og indrømmer, at han ikke er anderledes end os andre. Vi genkender os selv i ham. Vi genkender de gange, hvor vi er sprunget over, hvor gærdet var lavest eller er gået på kompromis med sandheden.

Bjarne Riis indgik sin kontrakt med djævelen, da han havde indset, at hans karriere som cykelrytter ikke af sig selv ville blive til mere end en karriere som dygtig hjælperytter, og han stikker os alle en ”hvid løgn”, som vi ganske tankevækkende  kalder det, blot en ”hvid løgn” i kæmpeformat!

Han gjorde, hvad vi alle – måske - kunne blive fristede til at gøre, da djævelen stod foran ham og sagde: Jeg vil opfylde alle dine drømme, men jeg vil have din sjæl!

Vi konfronteres alle – på forskellige niveauer -  med sådanne valgmuligheder i vores tilværelse, og det er jo under sådanne omstændigheder, at vi som successøgende og ambitiøse mennesker med frie valgmuligheder skal bestå vor etiske prøve.

Ingen af os kan vel sige os fuldstændig fri for ikke altid at have gået ad dydens smalle vej, men omkostningerne kan blive store og ridserne dybe og ødelæggende ved at vælge den anden rute.

Man siger jo, at man kan komme til verdens ende på en løgn, men det er sikkert og vist, at man aldrig kan komme tilbage på en løgn!

Udsat for tilværelsens mange fristelser skal I altid kunne kikke jer selv i spejlet – og være tilfredse med det, som I ser! Derfor skal I ikke være medløbere, for de bliver altid tilovers, og vælger I at gå i andres fodspor, ved I, at I aldrig kommer foran!

En kejser udstillet i det bareste ingenting for sit hele folk er læren af eventyret Kejserens Nye Klæder, hvor forfængelighed, opblæsthed, forstillelse, tilpasning uden selvstændig stillingtagen og fremfor alt ynkelig klamren sig til egen social position bliver stillet til skue.

Jeg ved, at I, kære studenter, som I sidder heroppe på scenen i dag, har ”noget på”!

Rent fysisk lægger dimissionsaftenen  jo op til festlige gevandter, og rent åndeligt har jeres to- eller tre års uddannelse her på skolen givet os - i samarbejde med jer - mulighed for at iklæde jer et ændret, nuanceret, måske endda  anderledes, livsindhold og livssyn, som forhåbentlig må komme til at præge jeres tilværelse, og som I forhåbentlig vil forstå at videreudvikle i jeres fremtidige tilværelse.

For at lave god mad, står der i hæderkronede Frk. Jensens Kogebog, så kræves der to ting: gode råvarer og gode kokke. Jeres forældre har leveret råvarerne, vi har leveret kokkene, og her på scene ser vi så resultatet af tilberedningen! Ikke så ringe!  

Derfor er denne aften også noget ganske særligt for jer, og den er noget særligt for os: lærere, øvrige medarbejdere, ledelse, der tager afsked med jer i aften efter disse års samarbejde om at give jer den rette påklædning til det krævende liv i samfundet, der venter herude på den anden side af de blå hoveddøre.

Forfatteren Dan Turell - fra den Københavnske forstad Vangede - har beskrevet sin dimissionsaften således:

Aldrig var verden så lys,

og på vejen hjemmefra gennem Nymosen

og op til skolens årsafslutning/dimissionsfest dansede jeg langs med solsortene,

der hoppede rundt og spiddede kirsebær i træerne,

bussen der drejede rundt om hjørnet ved Vangede Bygade

og småungerne, der tumlede rundt på legepladsen.

Alt var godt.

Hele verden stod i et magisk skær.

Denne magiske aften afslutter jeres ungdomsuddannelsesforløb her på skolen, og det, som I er blevet iklædt i uddannelsesforløbet kan vi vel tillade os at kalde en form for dannelse. Det lyder nemt lidt kedeligt, og dannelse er jo også et meget omdiskuteret begreb, der er vanskeligt at definere, ligesom det kan være vanskeligt konkret at definere for hver enkelt af jer, hvad det egentlig er, som I tager med fra årene her.

Nogle siger, at dannelse er

… det, som man husker, når man har glemt, hvad man har lært!

Men dannelsesbegrebet rummer mange aspekter, og måske kan I nikke genkendende til flere af dem:

Dannelse er den udvikling, som man skal igennem som menneske for at kunne navigere i samfundet og for at kunne indgå et fællesskab. Den omfatter både paratviden, men også sociale normer.

Man bliver dannet af sine erfaringer, dannet af sine rejser, dannet af de modsætninger, man møder og dannet af møder med andre mennesker. Dannelse er et socialt begreb. Man kan ikke sidde og være dannet for sig selv. Og dannelse har derfor også noget at gøre med, hvordan vi omgås hinanden.

Overordnet set kan man sige, at dannelse består af to dele:

Dels er der tale om en individualisering, hvor det gælder om at blive sig selv.

Og dels er der tale om en socialisering, hvor det gælder om at blive bevidst om, at man er en del af en større sammenhæng.

Det er vigtigt at få begge dele med. Ellers får dannelse karakter af en form for selvdannelse, hvor det kun handler om én selv.

Udgangspunktet for at tale om dannelse har altid med viden at gøre. Viden er nødvendig for at danne sig en holdning.

I vil forhåbentlig også komme til at føle, at den viden, som I tager med jer i aften herfra, når I for sidste gang går ud ad de blå hoveddøre, er en form for dannelse, der vil blive ”forrentet” med årene:

Det forunderlige er jo, at den viden, som man er blevet præsenteret for på skolebænken, ofte dukker  op senere i livet i andre sammenhænge, hvor man nu forstår nye dybder af den.

  Jeg er sikker på, at vore jubilarer her i aften - mere end nogen andre – kan bekræfte dette!

Indsigt i livet opnås kun ved at leve det, ikke ved blot at spekulere over livet;

kun ved at leve livet, lærer vi dets love og vilkår at kende – ofte gennem smertelige erfaringer.

Vær engagerede og gør jeres bedste – altid!

- hvilket minder mig om følgende lille fodbold historie om den verdensberømte målmand, Peter  Schmeichel, der blev interviewet af en journalist efter en fodboldkamp:

”Du var vel nok heldig i dag!” indledte journalisten interviewet.

”Ja, det er sjovt nok”, svarede Peter Schmeichel.

”Jo, mere jeg øver mig, jo heldigere bliver jeg!”

  Jeg indledte med eventyret om Kejserens Nye Klæder og har talt om den dannelsesmæssige påklædning, som vi i aften fejrer, at I er blevet iklædt til jeres videre færd i tilværelsen.

  Jeg vil slutte med nogle betragtninger, der relaterer sig til et andet dejligt eventyr, nemlig eventyret om ”Nattergalen”, der taler så direkte til os i vore dage i vort høj teknologiske samfund. Et samfund, der er karakteriseret af overfladiske medierelationer og af  overvågende og kommenterende eksperter, konsulenter og spindoktorer, der jo udtrykker sig ved hjælp af helt særlige sproglige formuleringer. 

Eventyret ”Nattergalen” er jo frem for noget eventyret om de sande værdier i tilværelsen, og måske husker I nogle af hovedtemaerne i eventyret: 

-den ægte, undseelige, vidunderligt syngende fugl
overfor den smykkebesatte, kunstigt frembragte, fugle efterligning, hvis sang bliver skabt af et maskineri med roterende valser,
-det naturlige overfor det kunstige,
-det uberegnelige, det oprindelige, det ægte overfor det programmerede, det overfladiske og det uægte
-det ægte talent overfor den smarte præstation

  Mine afskedsord til jer tager afsæt i hovedtemaet i Nattergalen:

I har hver af jer et talent. I skal finde jeres talent, I skal være tro mod jeres talent. For dér, hvor ens talent ligger, der er der også en naturlig lyst til at lære, til at udvikle sig ud fra den dannelse, som I har med herfra. I skal, om jeg så må sige, synge af hjertens lyst hver på sit engagerede felt, når I har fundet jeres ægte talent.

  Med sit talent spreder den ægte lille nattergal stor glæde og dyb bevægelse hos dem, der hører den. Den kan ikke indfanges og sættes på guldpind, selvom det forsøges, men den kan ændre verden med sit talent, den formår at drive selv døden væk fra kejseren.

  Vi besidder alle nogle menneskelige egenskaber og talent i forskellige blandinger. Det, som vi måler med et eksamensgennemsnit, er kun en lille del af spektret. De vigtige menneskelige egenskaber kan man ikke læse sig til eller gå til eksamen i for den sags skyld!

  Hver af jer kan med jeres menneskelige egenskaber og jeres talent yde jeres bidrag til at ændre verden på et eller andet plan, selvom I måske umiddelbart står lidt tilbageholdende overfor den tanke. Men det kan I, det er kun et spørgsmål om idé og vilje!

  Jeg håber, I vil tage godt vare på jeres indre nattergal, jeg håber, at I formår at udvikle den disciplin, der kræves, for at jeres iboende nattergal kan udfolde sig, at I aldrig vil svigte den eller spærre den inde.

  Jeg ønsker jer held og lykke med jeres nattergale sang, held og lykke med at ændre verden, jeg ved, at I kan!

  Med disse ord dimitterer jeg jer som HF-studenter og Gymnasiestudenter årg. 2007.