27/2 -07
Til redaktionen
Venus fra
Milo på Hobro Gymnasium og HF-kursus
Venus fra Milo står stadigvæk sikkert og smukt på Louvre i
Paris.
Men på Hobro Gymnasium og
Hf-kursus – i elevernes fællesområde mellem palmerne – står en vellignende
fuldskala-kopi.
Det er Hobro
Kunstsamling, der for nylig erhvervede den flotte græske kvindefigur over
netauktionen lauritz.com for midler
tjent ved salg af Hans Henrik Lerfeldt-plakater.
Initiativtageren til
købet er formanden for Kunstsamlingen. Læge Svend Nielsen, der i går besøgte
skolen for at markere, at figuren fra nu af er deponeret på skolen.
Svend Nielsen var meget
tilfreds med figurens placering mellem Grønnegårdens palmer og midt i elevernes
fællesområde.
Han oplyser, at Venus
er udført af en elev på Det kongelige danske Kunstakademis Billedhuggerskole.
”Originalen på Louvre er ikke som de fleste andre statuer i græsk stil en
romersk kopi, men fundet og opgravet på den græske ø Melos.
Så faktisk burde den
hedde Afrodite fra Melos. På den oprindelige sokkel stod kunstnernavnet
Alexandros,” fortæller Svend Nielsen.
Ved den lille
overrækkelsesceremoni i mandags deltog foruden Svend Nielsen også rektor Birger
Axen, pedel Bent Christensen, oldtidskundskabslærer, Helle Severinsen, og to af
hendes elever. Julie og Carina fra 2.a.
Rektor Birger Axen er
meget tilfreds med, at netop gymnasiet har fået lov at huse Kunstsamlingens nye
figur. ”Hun står flot herude mellem palmerne, og den minder os om, at også et
moderne gymnasium bygger på en gammel europæisk kultur.”
Svend Nielsen fortæller, at idéen til placeringen kom, da Kunstsamlingen for
halvandet år siden havde en kvindestatue, Bodil, på turné rundt på
Hobrovirksomheder og institutioner.
”Her gav Birger Axen
udtryk for, at sådan en flot kvindefigur ville være velkommen til permanent
ophold på skolen.
Da jeg så, at
Venusfiguren var udbudt på Nettet syntes jeg, at nu var lejligheden der til at
få et pust fra verdenskunsten til gymnasiet i Hobro.”
1. Billedtekst: Helle Severinsen benyttede
lejligheden til at belære sine old-elever om Afrodites stil: Det er en
hellenistisk statue fra o. år 100 før Kristus. Bl.a. den realistiske anatomi på
den smukke, nøgne torso, det bølgende lændeklæde og det personlige
ansigtsudtryk er typisk for perioden.
Fra venstre ses: Svend Nielsen, Birger Axen, julie,
2.a, adjunkt Helle Severinsen og Carina, 2.a.
2. Billedtekst: Pedel Bent Christensen (t.h.) hjalp Svend
Nielsen (t.v) med at finde den helt rigtige placering til Afrodite fra Melos.
.
FAKTA – VED ADJUNKT HELLE SEVERINSEN
.
Afrodite fra Melos er en hellenistisk skulptur fra 2. årh. f.Kr.
Hun er et produkt af en tid, hvor man søgte de allerede gamle, klassiske idealer fra Athens guldalder i det 5. århundrede, men hvor man også stræbte efter at tilføre figuren individualitet, sanselighed og en fortælling.
Hos Afrodite udspilles her ingen store dramaer, men samtidig med, hun er opstillet i den klassiske, afbalancerede kontrapostostilling, så udspilles antydningen af en historie i klædet, der er faldende og i den sanselighed, hun så tydeligt udtrykker i sin tiltagende nøgenhed.
Hellenismen som periode er at sammenligne med mange senere, hvor de klassiske idealer fra 5. årh. f.Kr. blev genfødt, fx renæssancen, men også med i dag, hvor netop den individuelle historie har så stor betydning. Ligeledes ser vi også en stræben efter i boligen at hente fortidens (sic!) idealer ind igen i form af de moderne klassikere. (”Klassiker” er et begreb, der har navn efter ”klassiske tid 479-323 f.Kr.).
Afrodite fra Melos er en højt berømmet statue, fordi hun er et vellykket eksempel på hellenismens forkærlighed for det klassiske. Hun er det bedste fra den ”gamle” tid i skøn forening med de ”nye” idealer.
Undertegnede glæder sig til at lede oldtidskundskabsundervisningen ud i Grønnegården.
Helle Severinsen
vh
Informationschef
Henrik Damsgaard