11-01-2012

Til redaktionen

 

Pressemeddelelse

 

Whatever Happens på Mariagerfjord Gymnasium

Det er musicaltid på Mariagerfjord Gymnasium. Her spiller snart en stor elevtrup ”Whatever Happens”, der bygger på Michael Jacksons sange, men rummer en selvstændig handling, skrevet ’fra bunden’ af elever.

Ligesom forrige år med Queen-musicalen, ”We Will Rock You”, og sidste år med Beatlesmusicalen ”Across the Universe” er hele forløbet planlagt, udformet og organiseret af eleverne selv.

Der er på den måde opstået et scenevant elevmiljø, som har styret processen.
Det er Emilie Rasmussen, 3.b, Kasper Knudsen, 2.q, og Casper T. Mønsted, 2.a, der har udformet idé og manus, og Emilie og Casper har gået hele vejen med koordinering og organisering af den rekordstore musicaltrup.
Projektets instruktør og hovedansvarlig er Emilie Rasmussen, der har deltaget i de seneste 3 års musicalarbejde.
Hun har en solid basiserfaring med skuespil, idet hun for 3 år siden var på Kulturskolens Teatertalent-linje. 

Forestillingen har premiere tirsdag d. 24. januar - og spiller yderligere onsdag 25/1, torsdag 26/1 og fredag 27/1 – alle aftener kl. 19.
Der kan allerede nu købes billetter à 60 kr. på Safeticket på skolens hjemmeside
http://www.mariagerfjord-gym.dk/.

Torsdag d. 26/1 har musicaltruppen desuden inviteret Fjordområdets 8.-,9.-,10-klasser til en særlig skoleforestilling fra kl. 12.
Aktørerne glæder sig meget til skoleforestillingen, fordi de forventer, at Michael Jacksons sange, den medrivende historie, den flot opsatte scenografi udformet af Mai Seiberg, 3.ab, det store kor med band under ledelse af Mikkel Koudahl, 3.ab, og den dygtige dansetrup tilsammen vil appellere stærkt til et ungt publikum.

Casper T. Mønsted, der har haft mere end én finger med i spillet, da manus til Jackson-musicalen blev skrevet i 2011 resumérer handlingen sådan:

” Whatever Happens drejer sig overordnet set om menneskets forståelse af hinanden på godt og ondt.
Handlingen tager udgangspunkt i en omrejsende showtrup bestående af farverige karakterer og ser på, hvordan splid og kærlighed kan opstå mellem mennesker - centreret om en altid positiv showdirektør.

Ea er den mystiske pige, som kommer til truppen og efterhånden bliver en del af denne indesluttede hverdag. De to sceneteknikere, brødrene Oscar og Julian, forelsker sig selvfølgelig begge i hende, og det er dette skub, som tvinger karaktererne til at tage deres tilværelse op til overvejelse.

Stykket kan både ses som en tragikomisk fortælling om skæve eksistenser, men lægger også op til en dybere overvejelse af vores personlige opfattelse af hinanden i dagligdagen.”

Lektor Ole Bent Larsen, som siden Jacksonprojektet blev iværksat i sommeren 2011 har fulgt projektet fra sidelinjen, udtrykker uforbeholden anerkendelse af de koordinerende elevers indsats:

”Det er dristigt af en gruppe elever selv at ville skrive en musical. Det er, hvad der ufortrødent er sket på Mariagerfjord Gymnasium i 2011: Emilie, Kasper og Casper kastede sig ud i at være skribenter og idémagere sammen med en elev-responsgruppe.
Valget faldt naturligt på Michael Jacksons musik, som netop er en del af mange unge menneskers musikbaggrund og også er aktuel i forbindelse med den revival, han fået efter sin dramatiske død.

Det, som eleverne har skrevet, er en musical af den type, hvor man bruger kendt musik, men skriver sin egen historie, og hvor musikken naturligt knyttes ind som en del af handlingen til karakteristik af handlingen, personerne og situationerne.
Jacksons musik får som udgangspunkt lov at leve i sine originale arrangementer. Men undervejs i processen er musikken i flere tilfælde blevet twistet genre- og fortolknings-mæssigt, så nummeret udtrykkes optimalt i forhold til situationen på scenen.
Flere numre er tilsat kor og blæsere - netop hvad et gymnasium kan give som et ekstra pift. Enkelte arrangementer får således et andet udtryk end det, man kender, men bevarer den show-power som er karakteristisk for netop Michael Jackson.

Ikke mindst 3.g’eren Emilie Rasmussen er ildsjælen i hele instruktions- og produktions-arbejdet. Hun har kreativt og professionelt styret forløbet med overblik, iderigdom og entusiasme - godt hjulpet og støttet af en nøglegruppe af kreative og arbejdsomme kammerater.
Hendes engagement har smittet af på den meget store trup af elever. Op imod 200 elever har været involveret. Aldrig nogensinde har så mange elever været engageret i årets skolekomedie. Koret er på hele 60 personer. Hvilken entusiasme!

Som konsulent og coach på hele projektet kan jeg kun være stolt på skolens og ikke mindst på elevernes vegne.”