…ikke længere et menneske, men et nummer

 

Af Ann-Katrine Jakobsen

 

Fredag d. 22. januar besøgte 84-årige Arlette Andersen, tidligere fange i den tyske koncentrationslejr Auschwitz, Mariagerfjord Gymnasium. Her hun holdt et mindeværdigt foredrag om sine oplevelser som jøde under 2. Verdenskrig for alle interesserede elever og lærere.

Interessen for at høre Arlette Andersens historie var stor. Trods foredragets placering fredag over middag, hvor de fleste kunne snige sig til at starte weekenden en smule tidligere, har der sjældent været et så stort fremmøde til et foredrag.

Arlette Andersen og hendes historie gjorde et tydeligt stort indtryk på alle i salen; aldrig i mine tre år på gymnasiet har der været så stille i salen i så lang tid. En stilhed, der kun blev brudt af usædvanligt lange og begejstrede bifald fra publikum.

Men Arlette Andersens historie er også gribende og spændende, samtidig med at den er grufuld og frygtelig. Med sin franske accent berettede hun om, hvordan hun i 1943 blev taget til fange af tyskerne i den sydfranske by, Clermont-Ferrand, hvor hun og hendes familie havde søgt tilflugt fra nazismen. 

Selv om hun kun var jøde af arv og ikke af overbevisning, blev hun bragt til koncentrationslejren Auschwitz. En medfanges kommentar: ”Vi er her for at dø,” samt lig liggende rundt omkring i lejren fik det til at stå lysende klart for hende, at en barsk fremtid ventede.


Hvor barsk er svær at forestille sig, men Arlette Andersen gav os et forfærdelig nøgternt indblik i livet i koncentrationslejren.

Hun skildrede kampen om mad og mulighed for at vaske sig, da alle var styret af frygten for at blive udvalgt i selektionen, hvor de syge og svageste blev sendt til gaskamrene.

  

Ligeledes fortalte hun om talrige henrettelser, hårdt arbejde uden formål og evig frygt. Og som hun selv sagde: ”Jeg var ikke længere et menneske, men et nummer.”  Hun viste os det nummer, 74853, hun havde fået tatoveret på armen, hvilket med ét fik det hele til at virke frygtelig virkeligt.

   Den beretning, der tydeligvis gjorde størst indtryk på publikum, var om Mala, der forsøgte at flygte fra Auschwitz. Det lykkedes, men efter 14 dage blev hun fanget og skulle derfor hænges. Men sådan blev det ikke. Hun slog kommandanten i ansigtet og forsøgte at begå selvmord med et barberblad. Som straf blev hun brændt levende i et af lejrens krematorier.

 

Alt dette har Arlette Andersen i 45 år forsøgte at fortrænge, da datidens mentalitet var, at man skal glemme. Men historikeres og politikeres benægtelse af holocausts og Auschwitz’ eksistens, samt hendes overbevisning om, at disse historier er mere intense at få fortalt end at læse i bøger, begyndte hun i 1990 at holde foredrag om sine oplevelser.

Og hun har helt ret; foredraget var en meget intens oplevelse, som mange af os sætter stor pris på, at vi har fået.