Torsdagscafé med Bandbattle

 Af: Brian Andersen

Torsdag den 3. maj, vil der fra kl. 13.45 blive afholdt torsdagscafé i Grønnegården.

Der vil som sædvanligt blive mulighed for køb af lidt til halsen i form af øl, vand og snacks.

Udover dette forsøger Caféudvalget sig denne gang med noget helt ny, i form af det vi har valgt at kalde en ”Bandbattle”, hvor elever fra alle årgange har haft mulighed for at tilmelde sig.

Blandt de tilmeldte bands kan f. eks nævnes ”Punk bandet”, som er et band bestående af meget erfarende musikere. Disse gutter har gennem mange år beskæftiget sig med punkmusikken, og er i øvrigt kendt for at have en utroligt veloplagt forsanger der giver sig fuldt ud når han er på scenen. Herudover vil man også kunne opleve ”Funky luggage”, som er et band der går efter det de selv kalder ”The funky sound”, og det er næsten umuligt at forholde sig i ro når disse veloplagte drengerøve fyrer den af med deres første singleudgivelse, nemlig megahittet ”Keep on dancing”.

Et andet band som også bliver en stor oplevelse at følge er de yderst professionelle og altid velspillende ”Fusion flex 2TM”, som kaster sig ud i en omgang fusionsjazz der selv for de mest erfarende ører vil føles overvældende.

Et band man bestemt heller ikke kan overse er kæmpetalenterne fra ”Swing the cats”. Det er en stor ære for os at kunne præsentere dette band, som har revolutioneret musikverdenen med deres helt egen stil de selv betegner som ”Swing hop”. For at det ikke skal være løgn så har ”Swing the cats” til denne bandbattle en gæstemusiker med sig, Og det er ikke en hvilken som helst gæstemusiker vi her har tale om. Det er nemlig den højt profilerede amerikanske producer ”Attitude G”, der de seneste par måneder har været her der og alle vegne på den internationale musikscene. ”Attitude G”, bliver i musikerkredse sammenlignet med selveste Timberland, så dette må absolut siges at være et scoop for Caféudvalget på Hobro Gymnasium.

Man vil kunne opleve endnu et band, som dog har valgt ikke at ville have deres navn her på hjemme siden. Dette respekterer vi selvfølgelig fuldt ud. Om dette band ved vi dog at de spiller Grunge af den gamle skuffe. Så der er helt sikkert noget at se frem til.

Det er altså i alt blevet til 5 tilmeldte bands hvilket er meget tilfredsstillende.

Der vil til konkurrencen være et yderst kompetent dommerpanel bestående af Jon Uhrskov, Mikkel Hollænder og Per Vilsbøll som alle er klar til at øse ud af deres ekspert viden.

De bands som dommerne finder dygtigst vil blive belønnet med yderst lukrative præmier;-) 

Vi håber at se mange af jer til hygge og festlige musiske indslag. 

Vel mødt – Caféudvalget