”Se alle sammen! Det er Robin Hood!” En lille dreng fører mig ved hånden igennem små, beskidte gader. Hans råb lokker folk ud på små altaner, og flere af de fremmødte råber ”Velkommen, velkommen” efter os. Det er midt i påsken, og jeg befinder mig i en palæstinensisk flygtningelejr i udkanten af Beirut. Jeg er i Beirut med Radikal Ungdom og Venstres Ungdoms fælles mellemøstabejdsgruppe. De to ungdomspartier har stukket hovederne sammen, og er, med støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd og Det Arabiske Initiativ, i gang med et stort arbejde flere steder i mellemøsten. Denne gang er vi i Libanons hovedstad, Beirut, og formålet med turen er, at vi skal forsøge at bygge bro mellem ungdommen i Libanon og os; ungdommen i Danmark. Vi samarbejder med National Liberal Party som er et liberalt parti med en overvægt af kristne medlemmer. I løbet af vores ophold afholder vi, VU, RU og NLP i fællesskab et seminar. Programmet spænder vidt med alt fra en gennemgang af Libanons historie, den politiske tales teknikker, resolutionsskrivning og til et rollespil med udgangspunkt i forhandling og debatteknikker. Udover at højne forståelsen mellem danske og libanesiske unge er formålet med vores tur også, at udruste medlemmerne i NLP med gode, demokratiske værktøjer de kan bruge i deres politiske virke i et af verdens mest brogede samfund.

   Børnene i den palæstinensiske lejr mister hurtigt interessen for Robin Hood, da resten af den danske udsending viser sig længere nede af den snævre gade. Der er nemlig høje, lyshårede piger iblandt, og det er noget der gør indtryk. Jeg står og observerer børnene. De smiler, løber, griner og græder præcis ligesom alle andre sunde børn gør og bør. Faktisk er det svært at se forskel på disse børn og legende børn i Danmark, men fjerner man blikket fra de små smil og den glade leg, er oplevelsen pludselig tung og dyster. 

Gaderne er små, usle og beskidte. Husene står meget tæt og er i ringe stand. På altanerne står børn, mødre og vasketøj stuvet sammen, og i butikkerne sidder folk og stirrer ind i fjernsyn. Nyhederne fortæller aldrig nyt om forbedrede forhold for de palæstinensiske flygtninge som er tvunget til at bo i usle lejre. Men alligevel er der stemning og liv i lejren. Det er utroligt, hvor meget der skal til for at dræbe et smil.

   De palæstinensiske lejre opstod i 1947, og var tiltænkt at skulle huse arabere som flygtede efter oprettelsen af Israel. Mange af de mennesker som bor i lejrene i dag er født der og har aldrig set Palæstina. I 1982 invaderede Israel det sydlige Libanon for at stoppe Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO’s aktioner mod Israel. Under denne invadering massakrerede højreorienterede kristne libanesere, falangisterne, flere af de palæstinensiske lejre, og palæstinenserne blev i 1975 viklet ind i den libanesiske borgerkrig (1975-1990). I 1985-86 angreb den shiamuslimske Amal-milits lejrene, og først i 1990 blev en fredsaftale underskrevet. På dette tidspunkt var over 150.000 mennesker døde. De palæstinensiske flygtninge i Libanon har ingen rettigheder og har intet sted at tage hen. Fra politisk side gøres ikke meget for at afhjælpe problemet, og lejrene er Libanons største humanitære katastrofe.

   
Bortset fra de palæstinensiske flygtningelejre er Libanon en farvelade af dimensioner. Politisk, religiøst og kulturelt. Moskeer, kirker og nogle få synagoger skyder op mellem hinanden overalt i Beirut, og mennesker fra forskellige religiøse samfund mødes dagligt på kryds og tværs. Morgen, middag og aften blandes smuk sang fra de mange kirker og moskeer i bønner om fred og fordragelighed med hinanden, og lægger en tryg stemning over byens travle liv. Og livet strømmer i Beiruts gader. Der er gang i byen, og libaneserne er glade for livet. ”Jeg elsker livet!” svarer 20årige Julian Kamal og 27årige Nada Aoun begge på spørgsmålet om, hvordan det er at være ung og politisk aktiv i det kaotiske Libanon.

   Et af de største problemer for politisk aktive i Libanon er, at de skal betale store beløb til medierne for at få dem til at dække de politiske aktiviteter og kampagner. ”Vores parti har utrolig svært ved at blive hørt i medierne. Det er meget forkert. Alle i samfundet har ret til at blive hørt, så hans holdning også kan komme ud til offentligheden” udtaler Julian Kamal som er formand for NLP’s ungdomsgruppe på et fransk universitet. Julian Kamal finder de ellers meget frie medier højst udemokratiske, og han bakkes op af medlem af NLP’s udenrigspolitiske sekretariat, Nada Aoun: ”Magten ligger i pengene, og det er ligegyldigt, hvilken holdning du har. Penge er blevet vigtigere end ord” fortæller hun. Eftersom det ikke er muligt for et mindre parti, at betale store beløb til medierne når de har noget på hjerte, er det svært at få holdningerne ud til den brede befolkning, og al kommunikation med folk udenfor partiet foregår derfor dels via partiets hjemmeside, men i høj grad også ved den direkte personlige kontakt med folk på gader, universiteter, på arbejdet etc. 

Robin og hans radikale venner sammen med medlemmer af venskabspartiet NLP på udflugt i Libanons Nationalpark - i baggrunden de store cedertræer, som er landets nationalsymbol.