Anmeldelse Af Niels Arden Oplevs spillefilm, ”Drømmen”        Tilbage til forsiden
 i E-Avisen ”Arbejderen”:

Kampen mod den autoritære skole

'Drømmen' er en fremragende film om et oprør mod den sorte skole. Den foregår i 1969 men har stor aktualitet i dag, hvor skolen igen er sat til debat

af Niels Ole Nielsen

Instruktøren Niels Arden Oplevs nye film Drømmen er ikke mindre end en fremragende film om den 13-årige Frits, der gør oprør imod sin skoleinspektør.

Det er samtidig et oprør imod den sorte skole langt ude i provinsen så sent som i sommeren 1969, hvor en reaktionær, tyrannisk og indflydelsesrig skoleinspektør styrer den lokale folkeskole med gammeldagse - grænsende til fascistoide - metoder.

Niels Arden Oplevs film kan absolut siges at have aktualitet med regeringens og Dansk Folkepartis planer om at ændre folkeskolen. Børnene skal disciplineres, lære at læse og skrive på bekostning af kreativ undervisning. Det er dyder fra den hedengangne sorte skole, som ønskes gennemført.



Magtsyg tyran

Drømmen foregår i opbrudstiden sidst i 1960`erne, hvor nye vinde blæser hen over landet. Nye pædagogiske ideer får fodfæste, frisindet og oprør imod autoriteterne er på dagsordenen, ny musik har sin opblomstningstid. Og de nye ideer er da også ved at komme til lokalsamfundet langt ude i provinsen.

Inspektør Lindum Svendsen (Bent Mejding) tåler imidlertid ikke forandring og er ikke bleg for at bryde loven. Han er jo en af de mægtigste mand i lokalsamfundet og kan udøve sin magt, som det passer ham.

Selv om revselsesretten er blevet afskaffet for flere år siden, deler han stadig øretæver ud og er ikke bleg for direkte at mishandle elever med grov vold, hvis hans definition af disciplin ikke bliver overholdt.

Tidens ideer vækker ikke genklang hos skoleinspektøren og ligesindede, som ikke tåler 'negermusik' og nymodens tanker om fri og kreativ undervisning - i hvert fald ikke på deres skole. Nødtvungent må Lindum Svendsen ansætte Freddie Svale (Anders W. Berthelsen) - på prøve, da Svale ikke er helt færdiguddannet. Svale har de nye pædagogiske ideer med i bagagen.



Rebeller skal trynes

Især 13-årige Frits (Janus Dissing Rathke), som er ny på skolen efter sommerferien 1969, er begejstret for Svales undervisning.

Frits er noget af en outsider, en rebel som følger med i, hvad der sker ude i verden. Hans store ideal er Martin Luther King - 'I have a dream!', deraf filmens titel.

Frits sværmer for Iben (Sarah Juul Werner), som er datter af skolekommissionens formand (Peter Hesse Overgaard), der er Lindum Svendsens tro væbner.

Snart kommer Frits i inspektørens søgelys. Frits har beatles-hår, altså blot halvlangt hår. Men Frits bliver taget på fersk gerning i pigernes omklædningsrum. At han havner der er faktisk ikke hans egen skyld.

Frits tages med på inspektørens kontor og udsættes for grov vold, hvor hans ene øre bliver skamferet og må syes. Det starter et oprør i lokalsamfundet, hvor Frits og forældrene kæmper en strid imod inspektøren og de magtfulde spidsborgere om at få afsat Lindum Svendsen.



En historie i flere lag

Drømmen har en historie i flere lag. Den handler om retfærdighed, tillid, den første kærlighed, vold og menneskeværd, men det er først og fremmest kampen imod autoriteterne, som ikke skyr noget som helst middel for at bevare magten, om det så skal ske ved afpresning, løgn og misbrug, som er det gennemgående tema.

Niels Arden Oplev har lavet en fremragende og yderst relevant film, som bør få gehør overalt. Dertil skal lægges, at Drømmen er yderst velspillet. Det gælder lige fra Bent Mejdings strålende fremstilling af tyrannen Lindum Svendsen over de kompetente voksne skuespillere til børneskuespillerne.

Det er dansk film, når det er allerbedst, og det siger ikke så lidt.



Drømmen. Instruktion: Niels Arden Oplev. Manuskript: Niels Arden Oplev og Steen Bille. Premiere i dag.

Han har en drøm

"Drømmen"

Lars Borberg

Niels Arden Oplev ligner ingen andre som filminstruktør. Han har noget, som meget få af hans kolleger i branchen har, både herhjemme og i verden: Han har en drøm. Han har sjælen og hjertet med i sine film, så stærkt at der stor store, uregerlige flammer og gnister omkring dem. Han har vreden og lysten og viljen helt fremme i bevidstheden, viljen til at ændre verden.

Det ses. Det er en uregerlig vrede, så uregerlig, at den tager magten hist og her i filmen, river lysten til at behage, ønsket om at sælge billetter og tilskyndelsen til æstetik af som et plaster, så vi kan se hudafskrabningerne, blodet, stingene, vredesrødmen.

Han laver film, så det gør ondt. Han skaber store, bevægende øjeblikke - og han tør bruge så stærke midler som selveste Martin Luther Kings berømte ord, omplantet til og forløst i en nordjysk provins.

"Drømmen" er drømmen om frihed, lighed og retfærdighed, om magtmisbrugeren, der styrtes til jorden og kærligheden og glæden og fællesskabet, der sejrer. Og den tager skikkelse af en lille skoledreng med det, der hedder "et vanskeligt sind", i Himmerland i 1969. Vi ved jo, at det et langt stykke er ham selv, det handler om - hans egen oplevelse af tyrannens overgreb, den ubegribelige voksne vold, skjult under et modbydeligt hykleri. Og den viden er både med til at løfte filmoplevelsen og til at skabe de øjeblikke af nærgående personlig pinlighed, der trækker blod i filmen. Det er ikke bare et uskyldigt lam, der mishandles af en magtbrunstig skoleleder - det er også en sær dreng med en udfordrende adfærd og en skoleleder, der er vokset sammen med sin magt og i sin selvopfattelse er blevet en ædel halvgud.

Det gør konfrontationen voldsom og katastrofal. Ikke bare for barn og skoleleder, men nok så meget for drengens far og for den unge lærer, der støtter ham. De satser deres voksne værdighed i kampen, hvor drengen intet har at tabe - han står, uden at erkende det, på tærskelen til et helt liv. De andre har valgt deres vej og er blevet sårbare.

En anden stor styrke ved Niels Ardens film er dens usikkerhed: Jo, dens hovedpersoner gør det rette, står ved deres overbevisning - men det betyder ikke, at de vinder. Drengen vinder ikke nødvendigvis kampen og kærligheden. Hans retfærdige sejr smuldrer, da skæbnen griber ind. Hans far står fast - men kan han bære presset - og moren træffer sit valg - og mister sit job. Vi får ikke bundet sløjfer, ingen forsikringer om, at alt gik godt bagefter - kun en uvis fremtid i opløsningens tegn.

Var det rigtigt at gå så langt?

Ja, med vor tids øjne, uden al tvivl, men vi lever jo også i en tid, hvor disse skridt for længst er taget og konsekvenserne udløst af pionerer og forkæmpere. Var det rigtigt i 1969?

Det var i hvert fald farligt.

Filmen har storartet skuespil og kompromisløs instruktion: Janus Dissing Rathke er intet mindre end fremragende i hovedrollen som den 13-årige Frits, stramt, stærkt og varmt instrueret, tydeligt tryg og tydeligt helt inde i sin rolle. Og Bent Mejding, gudfader bevares for en skikkelse han skaber som den tyranniske skoleinspektør og Jens Jørn Spottag, blød og sårbar og stærk og vred som den ikke helt psykisk stabile far. Anders W. Berthelsen er lige det ældste til rollen som den nye unge idealistiske lærer på prøve - og hans selvsikre personlige rock'n roll-udstråling gør det vanskeligt at tro helt på den karakter, han skal udvikle i filmens løb. Men Anne-Grete Bjarup Riis er til gengæld helt på plads som den jordbundne mor, der løfter så meget i hverdagen, at hun næsten ikke kan klare at tage sådan en krise oveni.

Og der er godt med dejlige sideskikkelser, bedsteforældre, skolebørn, præstepar, skolekommission - og pigen Iben, der har en helt særlig plads hos både Frits og i filmen.

Det er en helstøbt filmfortælling, der viser Niels Arden Oplev som en sikker fortæller og en stærk personinstruktør. De fås ikke meget bedre.

·  "Drømmen"

Danmark 2006. Instruktør Niels Arden Oplev.

En time, 50 minutter. Till. o. 11 år - men med lidt civil ulydighed, hvorfor så ikke over syv?

Danmarkspremiere

Lagt på www.nordjyske.dk torsdag d. 23-03-2006 kl. 19:12

Interview: Niels Arden Oplev
(Film: Oplev drømmen )

Jyllands-Posten 25 marts 2006, 1 . sektion side 16

Den 44-årige instruktør og manuskriptforfatter Niels Arden Oplev er aktuel med sin stærkt personlige film Drømmen, der bygger på barndomsminder fra opvæksten i Himmerland i begyndelsen af 1970'erne - særligt hans oplevelser fra skoletiden, hvor en tyrannisk og lovløs skoleinspektør spolerede landsbyidyllen.

Af CAMILLA NATASCHA NIVARO
Året er 1973. Efter fem år i en tryg landsbyskole i Arden i det sydlige Himmerland flytter landmandssønnen af samme navn, Niels Arden Oplev, som så mange andre landsbyunger i sjette klasse over på en centralskole. Et dramatisk skift fra en hverdag med pædagogiske og inspirerende undervisere som forfatter Ole Lund Kirkegaard til en dagligdag præget af tyranisk lærerdiktatur og frygt. Oplevelser, der efter mange års rumsteren i hovedet på den nu 44-årige instruktør og manuskriptforfatter Niels Arden Oplev er blevet bearbejdet og foreviget i den prisbelønnede film Drømmen.
»På centralskolen huserede den her skoleinspektør, som Bent Mejding portrætterer i Drømmen, og ham var vi eder rådeme bange for. Han fik sådan nogle blodstyrtnings- og hidsighedsanfald, hvor han blev helt rød i ansigtet og gik amok. Man blev derefter hevet ind på kontoret, og så stod den ellers på seriøse tæsk. Hans personlighed var enormt skræmmende. Han kørte psykisk terror på os med sin uberegnelige og potentielt voldelige adfærd. Vi var simpelthen så tæske bange for ham,« mindes Niels Arden Oplev.

En trykkende ånd
Niels Arden Oplev mærkede aldrig selv de fysiske konsekvenser af skoleinspektørens iltre temperament, som hovedpersonen Frits gør det i Drømmen, men han husker tydeligt, hvordan klassekammeraten Ken fik rykket øret løst af den lovløse inspektør.
»Drengen skulle sys, så slemt var det. Det var tredje gang, det skete i min tid på skolen. Alligevel var der ingen voksne, der stillede spørgsmål ved, om det var rimeligt. Børnene var så bange, at de brækkede sig, inden de skulle ind på kontoret. Der var også nogle, der så det som en manddomsprøve, børn der havde forældre, som sagde: »Jamen, vi fik jo selv tæsk, det har vi ikke taget skade af,« og derfor ikke gjorde noget ved det. På den måde var inspektøren en trykkende ånd over hele landsbyen og området. Det var som om, han havde levet i en evighed, fordi han havde terroriseret folk i generationer. Dengang var folk i hans position dybt respekterede. Derfor var det nødvendigt, at der kom et oprør. På den måde er filmen et forsvar for ungdomsoprøret.«
Hvor de virkelige hændelser udspillede sig i starten af 1970'erne har Niels Arden Oplev valgt at lade filmens handling udspille sig i 1969 for at få opbrudstiden med ungdomsoprør, atom-march, Beatleshår og Martin Luther King-taler på sort/hvid-fjernsynet med i filmen.
Og netop med inspiration fra Martin Luther Kings taler herunder afsnittet: I have a dream that one day this nation will rise up and live out the true meaning of its creed samt den moderne og pædagogiske lærervikar Hr. Svale, skabt på baggrund af Ole Lund Kirkegaards personlighed, finder filmens hovedperson Frits mod og vilje til at gøre oprør mod den diktatoriske skoleinspektør.

Sans for retfærdighed
Niels Arden Oplevs største inspirationskilde var dog en anden.
»Mit forbillede dengang var min far, Hugo. Der er klart, at der er mange elementer fra ham i denne film. Faderen i filmen ligger meget tæt op af min egen far. Han var meget belæst og læste især meget om JFK, som han var meget optaget af, og Martin Luther King og hele The Civil Rights Movement. Han havde et godheds-ideal på størrelse med Gandhi.«
Derfor blev Niels Arden Oplev et barn med en, hvad han selv betegner som overudviklet sans for retfærdighed.
»Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min stemme ikke talte ligeså højt som voksnes. Det kunne jeg ikke få ind i pæren. Når man tilmed vokser op på en gård, som jeg gjorde, så har man et større ansvar, end hvis man vokser op i en lejlighed. Hvis man bliver bedt om at tage en traktor ned for at hente et eller andet, når man er ni år gammel, så er der ikke nogen, der samtidig kan påstå, at man er et barn. Man påråber sig på den måde ansvar og magt. Men jeg havde ikke det mod, som Frits har. Han er jo en klassisk helteskikkelse. Men også et barn, hvor vreden over uretfærdighed bliver større i styrke end angsten over, hvilke konsekvenser et oprør kan få.«

Syret oplevelse
Er Frits sådan, som du ville ønske, at du havde været som barn?
»Ja, det kan man godt sige. Han er et unikum, men det er enhver person, der for alvor går ind og forandrer noget. I begyndelsen vil de, som man forventer er med en, vende sig mod en, fordi deres angst for, hvad der kommer, er større end det ubehag, man har. Det er et uheldigt karakteristika. Det kræver en hel del at få flertallet til at tippe over. Men uden dem er det ikke muligt at forandre. Dengang vi levede under det terrorregime, diskuterede vi jo også på alle leder og kanter, hvordan vi kunne ændre det. Men vi havde jo nok at gøre med at overleve dag for dag. Og det karakteriser netop tilstanden i et diktatur. Det var et diktatur. Selv de ældre lærere turde ikke gå imod inspektøren.«
Hvordan har det været at genoplive barndomsminderne på godt og ondt?
Det var ret syret, det var enormt underligt. Efter at have lavet Portland og Fukssvansen, to kontroversielle film, tog jeg en beslutning om, at nu er jeg blevet voksen og følsom nok til at skrive noget, der er stærkt realistisk. Jeg har altid båret rundt på denne her historie og gerne villet fortælle den. Men når man begynder at rode i ens fortid, så udfordrer man også skæbnen. Men for mig har det været en god oplevelse, fordi på den måde husker man også en masse gode ting, ikke kun: Hvor var han et svin eller, Hvor var det en kamp. Der er hele tiden ting, der dukker op. Det har været et fantastisk privilegium at få lov til at tage en tidsmaskine tilbage 1969 på Kulturministeriets regning. Men jeg tror ikke på film som et psykoterapeutisk værksted.«
Men eksisterer der ikke et forløsende element i endelig at have lavet denne personlige film?
»Når man laver en stærkt personlig film, er det klart, at man føler, at man løber en stor risiko, fordi man blotter sig meget. Så det er forbundet med en vis frygt at sende sådan en film ud. Men jeg vil gerne have, at publikum får vendt bøtten omkring, hvad ungdomsoprøret gik ud på, hvor meget det krævede, og hvorfor det var så svært at forandre. Hvorfor er der så mange medløbere og så få som Che Guevara og Martin Luther King, når det kommer til stykket, og hvad kræver det af et menneske at være det? Spørgsmålene er jo evigt gyldige og relevante også i vores samfund. Alt, hvad der hedder humanisme og ytringsfrihed er ikke ting, der er mejslet ind i sten som de 10 bud, ikke noget vi er født med, men noget som konstant skal endevendes og opretholdes som fælles ide, og det handler denne film også om. At turde sige, hvad man mener og prisen derfor. Så kan man altid diskutere, hvor grænsen går, og hvorvidt der overhovedet er en grænse og alt det, der er blevet diskuteret til hudløshed her på det seneste.«

Nødt til at kæmpe

Hvad kan man bruge denne film til?
»Jeg tror, der er enormt mange mennesker, der får sat billeder på nogle oplevelser fra deres skoletid, som de har gået rundt med inden i. Hvordan var det egentligt? Har det indflydelse på, hvordan jeg er i dag, hvordan jeg reagerer overfor min chef, hvis han er urimelig? Bakker jeg hen i et hjørne og kigger den anden vej og håber på, at der er en anden, der siger noget, fordi jeg er bange for at blive fyret? Det ligger jo ikke så langt væk. Der er også chefer, der den dag i dag ikke forstår, at man får mest ud af at motivere sine medarbejdere i et kreativt miljø i stedte for at være urimelig. Der er stadig opgør, der skal tages. Man bliver nødt til at tage de kampe, der kommer og som minimum støtte op om dem, der gør det.«
camilla.nivaro@jp.dk




Fakta: Blå bog
Niels Arden Oplev
Niels Arden Oplev er uddannet fra den Danske Filmskole i 1987.
I begyndelsen af 1990'erne instruerede han bl.a. novellefilmene Tusmørke, Nøgen og En succes for DR.
Hans første spillefilm, Portland fra 1996, deltog i hovedkonkurrencen i Berlin, og Fukssvansen fra 2001 modtog en Bodil og to Robert-priser.
Niels Arden Oplev har desuden arbejdet som instruktør på Taxa, Rejseholdet, Forsvaret og Ørnen.
I år modtog Niels Arden Oplev prisen Krystalbjørnen ved Berlin Filmfestival 2006 for Drømmen. Filmen
Drømmen
Året er 1969, en tid med ungdomsoprør, atom-march og Beatleshår. De nye frigjorte vinde er dog endnu ikke blæst i retning af den lille provins, hvor 13-årige Frits (Janus Dissing Rathke) bor med sin familie. Frits og de andre skoleelever må dagligt kæmpe med den tyranniske skoleinspektør Lindum Svendsen (Bent Mejding). Inspireret af Martin Luther King og sin frisindede, københavnske lærervikar, Freddie Svale (Anders W. Berthelsen), gør Frits endelig oprør mod Lindum Svendsens underkuelse. Men prisen er høj. Både for Frits og resten af familien.

Interview: Niels Arden Oplev
(Interview: Martin Luther King i Himmerland )

Politiken 20 marts 2006, 2 . sektion side 1

Med sin nye film 'Drømmen' tager Niels Arden Oplev os med tilbage til sommeren 69 og til Himmerland, hvorfra hans verden går. Hvor onde kræfter driver deres spil, men hvor en amerikansk borgerrettighedsforkæmper kan gøre en forskel.

Af Hans Jørgen Møller
Det er sommeren 69. Året, hvor den canadiske rockmusiker Bryan Adams får sin første seksstrengede guitar. Så han kan spille og synge om den første kærlighed i et af de bedste år af sit liv.
Så rosenrødt ligger landet ikke for den 13-årige Frits i Niels Arden Oplevs nye film, 'Drømmen'. Her er 1969 året, hvor hans far kommer på hospitalet med dårlige nerver. Og hvor han møder den ultimative ondskab materialiseret i skoleinspektør Lindum Svendsen på den nye skole, han begynder på. En pædagogisk bastard, som formørker ikke alene Frits' unge liv, men som truer med at ødelægge hele hans familie.
»Og det værste er, at han har eksisteret. Han var inspektør på den skole, som jeg startede på i 6. klasse. Han er frygtelig i Bent Mejdings fremtoning i filmen, men jeg har ikke gjort ham værre, end han var. Han var en skræmmende, skræmmende mand«, siger Niels Arden Oplev - stadig med en snert af bæven i stemmen trods mere end 30 års afstand.
»Han var frygtet i syv sogne. For ikke alene terroriserede han os elever, der gik på skolen. Han havde også terroriseret vores forældre, og blev ved med det. Alligevel var der ingen, der overvejede, at det kunne være anderledes. Vi levede under et åg af frygt. At blive sendt ind på hans kontor var som at gå ind i et torturkammer«, tilføjer den 44-årige filminstruktør, hvis nøglefilm får dansk premiere på fredag.
'Drømmen' har allerede været vist på filmfestivalerne i Göteborg og Berlin, og begge steder er den blevet præmieret. I Göteborg fik den de svenske kirkers filmpris, mens juryen i Berlin ikke tøvede med at tildele filmen en Krystalbjørn som det synlige bevis for, at 'Drømmen' var dette års bedste børne- og ungdomsfilm på Berlinalen.
Personlig historie
Niels Arden Oplev har tidligere lavet filmene 'Portland' i 1996 og 'Fukssvansen' i 2001, og han har instrueret et utal af afsnit af tv-serierne 'Taxa', 'Rejseholdet', 'Forsvar' og 'Ørnen'. Men 'Drømmen' har hele tiden ligget i baghovedet på ham. Helt tilbage, før han lavede 'Portland', har Niels Arden Oplev vidst, at han ville lave den film en dag. Og at den måske ville blive hans vigtigste nogensinde.
»Fordi det langt hen ad vejen er min egen historie. Ikke nødvendigvis et hundrede procent, som det foregik, men mange af karaktererne er inspireret af mennesker fra min hjemegn i Himmerland. Og mange af hændelserne i filmen har virkelig forekommet og er skildret, sådan som jeg husker dem«, fortæller Niels Arden Oplev, som derfor også er ekstremt spændt på gallapremieren på filmen på torsdag i Imperial Bio.
Her har han nemlig inviteret 60-70 familiemedlemmer, venner og folk fra sin gamle hjemegn, som endnu ikke har set filmen, men som vil kunne nikke genkendende til en stor del af filmens handling. Også Niels Arden Oplevs 85-årige mor har sagt ja til en tur op ad den røde løber for efterfølgende at opleve sig selv spillet af Anne-Grethe Bjarup Riis. (Hans far, som spilles af Jens Jørn Spottag, døde i 2001).
»Min fars død er en medvirkende årsag til, at jeg endelig har fået taget mig sammen til at lave 'Drømmen'. Som det fremgår af filmen, så havde vi et meget tæt forhold. Han led ikke af depressioner, som faderen i filmen, men han var en drømmer. For ham kunne ting, der foregik i vikingetiden, være lige så vigtige som ting, der foregik i går. Kimbrernes togt mod romerne var for ham mindst lige så vigtigt som kornpriserne. Han var en meget usædvanlig landmand. Meget belæst - Martin A. Hansen, Johannes V. Jensen og biografier om John F. Kennedy, Martin Luther King og Gandhi. Han var en tænker. I det hele taget var både min mor og min far kulturelle mennesker. De tog blandt andet i teatret i Århus, hvilket folk på egnen syntes var både spild af penge og benzin«, siger Niels Arden Oplev med halvt lukkede øjne og et smil på læben.
»Det er ikke sådan, at jeg har ventet med at lave filmen, fordi jeg var bange for, hvad min far mon ville tænke. Men jeg har det lidt, som om jeg sætter en runesten over ham. Det er også noget af det, som 'Drømmen' handler om«.
Heldigvis for Niels Arden Oplev havde han en helt anden type skoleinspektør end Lindum Svendsen i sine første fem skoleår. Han hed såmænd Ole Lund Kirkegaard og skrev senere 'Gummi Tarzan' og en lang række andre børnebøger. Han er helt klart inspirationskilden til den unge langhårede vikar Freddie Svale i filmen, spillet af Anders W. Berthelsen.
»Jeg har et klassebillede fra 1968, som Ole Lund Kirkegaard er med på. Han har halvlangt hår, mens vi andre er tyskerklippede godt op i nakken. Jeg vil kalde ham en forløber for den oplysningstid, som først mange år senere slog igennem på egnen. Han tævede eksempelvis ikke os elever. Men selv om han repræsenterede den nye tid og han var skoleleder, så stoppede han ikke den ældre lærer, som var på skolen. Og dennes hænder sad eddermaneme løst«.
Fire år tilbage
Som jeg kan regne mig frem til, så gik du først i 6. klasse i 1973. Mens filmen foregår i 1969. Hvorfor har du flyttet handlingen fire år tilbage?
»Fordi jeg gerne ville have den brydningstid, som slutningen af 60'erne er, som ramme. Hvor vi børn endnu ikke var begyndt at blive langhårede. Beatleshår var således stadig forbudt på skolen. Hvor man godt kunne forvente, at noget havde ændret sig på grund af det ungdomsoprør, som ændrede ting andre steder i verden i 1968. Men ude på landet hos os var der absolut intet sket«.
Alligevel formår Frits og hans forældre at gøre oprør mod autoriteterne. Har det været det væsentligste for dig at fortælle, at det kan lade sig gøre at stå op mod overmagten?
»Det er en del af det. Men ikke kun det. Hvis jeg med 'Drømmen' har formået at lave noget, som både fortæller min historie, og som samtidig viser tiden og den virkelighed, vi levede i, så det trænger ind, så er jeg tilfreds. En film, hvor publikum får noget at tænke over, samtidig med at den er forførende og underholdende«.
Og du er ikke bange for at tabe nogle af pointerne i bestræbelserne på at skildre tiden, som du husker den?
»Jeg er ikke bange for publikums dom, men jeg er spændt på, hvad anmelderne siger. For det er ikke en film, der anstrenger sig for at være kunstnerisk. Det er meget mere en klassisk film. Jeg kunne sagtens ha' gjort den meget mere deprimerende. Jeg kunne ha' filmet om efteråret, med pløjemarker og gråtoner, gjort bedsteforældrene meget ubehagelige osv. Det er bare ikke sådan, jeg husker det. Så jeg er spændt på, om de tør lukke hjerterne op«.
»Jeg er sikker på, at publikum nok skal finde identifikationen i filmen. Mange mennesker kender det her med at bide noget i sig på arbejdet. Enten fordi de er bange for at blive fyret, eller af angst for ikke at blive forfremmet. De bider ydmygelserne og overgrebene i sig, selv om de dybest set skammer sig over det og allerhelst vil gøre oprør. Det er også det, som 'Drømmen' handler om«.
Rutine fra tv
'Drømmen' er som nævnt Niels Arden Oplevs tredje spillefilm. Der er gået fem år mellem hver, og der er en helt speciel grund til, at kadencen ikke er højere.
»Jeg har jo mit dagjob, som jeg kalder det, ved siden af. Jeg har faktisk startet og instrueret to tv-serier, sideløbende med at min medforfatter, Steen Bille, og jeg har skrevet 'Drømmen'. Det er nødvendigt, for at jeg kan forsørge min familie«, siger Niels Arden Oplev med et smil.
Du har været med til at vinde en Emmy for 'Rejseholdet' og en for 'Ørnen'. Så det har vel ikke udelukkende været rutinearbejde?
»Nej, ikke helt. Men det er ikke mit hjerteblod at lave tv-dramatik. Det er mainstream, for det må man vel kalde tv-serier, hvor kravet er mindst en million seere per afsnit. Tv har imidlertid givet mig en masse rutine. Jeg tager meget hurtigere beslutninger på tv, bl.a. fordi det er et meget hurtigere medie«.
»Det var Anders W. Berthelsen, der fik mig med på 'Taxa', efter at vi havde lavet 'Portland' sammen. Og da min kone gerne ville have, at vi købte et hus, faldt det i hak. Så var det bare med at komme i gang. Men jeg havde nok ikke lavet så meget tv, hvis ikke jeg havde haft så stor en familie at forsørge«.
»For film er det, jeg brænder for. Jeg kan sætte et helt andet aftryk på film, end jeg kan på tv. Kunstnerisk og fortællemæssigt har jeg langt større ambitioner med mine film. Og især 'Drømmen', fordi den er så stor en del af mit eget liv«, siger Niels Arden Oplev.
BLANK
Drømmen har dansk premiere landet over på fredag.
hans.jorgen.moller@pol.dk
Fakta: Blå bog
Niels Arden Oplev
Født 26. marts 1961 mellem landsbyerne Valsgaard og Oue på den nordlige side af Mariager Fjord i det sydligste Himmerland.
Tog realeksamen fra Arden Skole.
Uddannet fra Den Danske Filmskole i 1987.
Bor i Gl. Holte med hustru og fire børn.
Hans første spillefilm, 'Portland' fra 1996, deltog i hovedkonkurrencen ved Berlins Internationale Filmfestival.
Hans anden spillefilm, 'Fukssvansen' fra 2001, modtog en Bodil og to Robertpriser.
'Drømmen' har allerede fået de svenske kirkers filmpris ved filmfestivalen i Göteborg samt Krystalbjørnen for bedste børne- og ungdomsfilm i Berlin i sidste måned.
Han har været instruktør på tv-serierne 'Taxa', 'Rejseholdet', 'Forsvar' og 'Ørnen'.
Anders W. Berthelsen har medvirket i samtlige Niels Arden Oplevs tre spillefilm. Og han har allerede sagt ja til at være med i Oplevs kommende film, som ifølge instruktøren bliver »en vild og anderledes film. En art-house-film med bred appel«, kalder han den selv med et fiffigt grin.
Anders W. Berthelsen har kun én betingelse: »Jeg vil optræde med noget ordentligt hår«. I modsætning til i de øvrige film af Niels Arden Oplev. 'Drømmen'
Fakta: Filmen
Drømmen
Den brutale og tyranniske skoleinspektør Lindum Svendsen (Bent Mejding) styrer en lille jysk skole med hård hånd i slutningen af 1960'erne. Til denne skole kommer den unge, progressive og langhårede vikar fra København Freddie Svale (Anders W. Berthelsen). En dag finder Freddie Svale drengen Frits (Janus Dissing Rathke) groft mishandlet af skoleinspektøren og kører ham til lægen, hvor det konstateres, at hans ene øre er revet halvt af. Frits er imidlertid ikke sådan til at kue. I en mindeudsendelse i fjernsynet har han set Martin Luther King, og opmuntret af hans 'I have a dream'-tale - og af Freddie Svale - går Frits til kamp mod overmagten sammen med sine forældre (Jens Jørn Spottag og Anne-Grethe Bjarup Riis). En kamp, som får voldsomme konsekvenser for alle parter. 'Drømmen' er produceret af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa og indspillet på Ærø med et budget på 20 millioner kroner. Filmen indgår i Filmklub Danmarks repertoire.

Kielstrups skolestrid trak tænder
BITTER STRID: En 45 år gammel skole-lukning kaster skygger helt op i nutiden

Af Jesper Poulsen jesper.poulsen@nordjyske.dk

KIELSTRUP: Sjældent har en skolestrid trukket tænder ind i nutiden som den i Kielstrup.

Kommuneskolen lukkede ellers for 45 år siden.

Helt op i 2000 mærkede tilflytterparret Lise Colding og Ricki Laursen efterdønningerne.

Endnu før parret var rykket ind på Damhusvej, blev de konfrontret med en underskriftsindsamling om skoleidistrikter. Her med et ønske om, at Kielstrupbørn skulle passes i Valsgaard - ikke i Oue.

- Men vi anede i sagens natur intet om, hvad protesten gik ud på og skrev derfor heller ikke under, husker Lise Colding.

Kielstrup hører under Oue sogn og ligger da også geografisk et par hundrede meter nærmere Oue end Valsgaard.

Kielstrup-børn skulle derfor gå i Oue Skole, bestemte politikerne.

- Men vore børn blev passet i dagpleje og børnehave i Valsgaard og dyrker gymnastik her. Selv arbejder vi i Hobro. Derfor vil vi helt naturligt også have vores børn til at gå i skole i Valsgaard, forklarer Margit og Gert Hald, der slog sig ned i Kielstrup i 1972.

Samme tilhørsforhold har mange i Kielstrup gennem årene følt. Fordi netværket befinder sig i Valsgaard.

I slutningen af 2001 strammede den igen til. Nu var kommuneskolen i Oue på vej til at lukke. Rostrup Skole fem-seks kilometer fra Kielstrup kunne mageligt rumme de 15-20 Kielstrupbørn. Hvorimod kaos med ekstra klasser og økonomisk bet lurede i Valsgaard med en skole fyldt til bristepunktet.

Sammen med gemalen gik Lise Colding på barrikaderne og skrev under.

- Tanken om, at vore børn ikke skulle gå i den samme skole, var ubærlig, siger hun.

Denne gang fulgte de folkevalgte ønskerne fra Kielstrup.

Det følte man ikke i 1961, hvor Kielstrups egen skole skulle lukke, endnu før man havde besluttet, om den nye centralskole skulle bygges i Valsgaard eller Oue.

De to jævnbyrdige byer kæmpede bravt om at lægge matrikel til nybyggeriet.

Undervejs dukkede et famøst, ministerielt papir op med påskriften ”Oue-Valsgaard Centralskole”.

Med den prioritering af bynavnene mente sognerådets tre Oue-folk ganske bestemt at have papir på en skoleplacering i Oue.

De tre fra Valsgaard havde en anden opfattelse. Derfor stod Skalborg Hansen med det afgørende lod.

Han boede i Kielstrup.

Ardens senere borgmester foreslog minsandten at bygge nær Kielstrup på bakken oven Kielstrup. Midt mellem Oue og Valsgaard.

I august 1966 - for 40 år siden - åbnede den nye centralskole. Som bekendt i Valsgaard. Men Kielstrupbørnene skulle til Oue.

- Det var nu ikke derfor, vi i protest åbnede en friskole i forsamlingshuset. Det skyldtes ene og alene vrede over, at man ikke ville sende lærere til Kielstrup, men tvinge børnene den anden vej, fastslår Kristian Mikkelsen, Kielstrup.

Bygget alene på en protestemning overlevede friskolen i 10 år. Til sidst kneb det både at skaffe børn og lærere.

Midt i et skoleår i 1970 myldrede 25-30 elever til Valsgaard, hvor en enkelt klasse nåede op på 37 elever og gjorde det umuligt at åbne døren i undervisnings-tiden.

Kristian Mikkelsen betegner spillefilmen ”Drømmen som et udpræget forsvar for Oue Skole.

Han genkender nstruktør Niels Arden Oplevs idealistiske musiklærerfigur som Oue Skoles daværende førstelærer - afdøde forfatter Ole Lund Kirkegaard.

Flere af landsbyens originaler såsom manden, der i filmens åbningscene sælger gammelt jern, boede også i Kielstrup. Tæt på Oplev, hvor instruktøren selv voksede op.

Drømmen udspiller sig i 1969, netop mens friskolen i Kielstrup forbløder.

- I dag har forældrene mulighed for at vælge Lille Virgils Friskole aktivt til frem for at skulle søge dispensation til at måtte komme til Valsgaard. Det fornemmer jeg har taget noget af trykket af den gamle skolestrid, siger Lise Colding.

Lagt på www.nordjyske.dk tirsdag d. 08-08-2006 kl. 04:00

Mine forældre gav mig modet til at være anderledes

Roberto Zacharias

Én fik knaldet hovedet ind i en metalhylde, så han begyndte at bløde. En anden måtte til lægen og have sit ene øre syet efter en tur på kontoret.

Selv nåede han aldrig selv at få tæsk. Men flere af Niels Arden Oplevs kammerater slap knap så heldigt fra mødet med en voldelig og tyrannisk skoleinspektør på Valsgaard Skole nær Hobro i begyndelsen af 1970erne.

De voldsomme barndomserindringer har siden ligget i baghovedet på den nordjyske filminstruktør, der i sin nye film "Drømmen" får fortalt historien om sin traumatiske skoletid.

- Nogle ting er dramatiseret. Men skoleinspektøren er skrevet direkte af fra virkeligheden. Han var en frygtet person på hele egnen og havde en enorm magt. Og når man tænker på, hvad han gjorde, er det ufatteligt, at ingen stoppede ham. Men det var der altså ikke, siger Niels Arden Oplev, der for nylig blev hædret med den fornemme pris Krystalbjørnen ved filmfestivalen i Berlin for sin meget personlige beretning om opvæksten i Himmerland.

Fik god start

Her begyndte han sin skoletid med fem idylliske år i landsbyskolen i flækken Oue, hvor den kendte børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaard var leder og lærer.

- Han kunne ikke drømme om at slå og var en mand, der forsøgte at indføre moderne pædagogiske principper. Når den første sne kom, kunne han finde på at stoppe undervisningen og arrangere sneboldkampe. Og han var bedre til at klatre i træer end os børn og var i det hele taget utrolig populær og meget anderledes end andre lærere på landet på den tid, fortæller Niels Arden Oplev, der kan genkende flere personer og situationer i Ole Lund Kirkegaards bøger.

- Mange af de historier, han har skrevet, er faktisk inspireret af os - hans elever. Min kammerat Jørn, som jeg stadig har kontakt til, var fuldstændig model for "Albert": Hvidt tykt strithår, sorte briller, der var sat sammen med hæfteplaster, og kropumulig i skolen, siger den nu 45-årige filmmager.

Frygtens skole

Glæden ved at gå i skole forsvandt dog så snart, at Niels Arden Oplev blev flyttet til centralskolen i den nærliggende og større by Valsgaard, hvor hans far og farbrødre var vokset op.

Her huserede den før omtalte skoleleder, der ifølge sin nu berømte elev kunne få nogle raserianfald, der gjorde ham postkasserød i ansigtet og gerne endte med tæv - til trods for at lussinger og anden fysisk afstraffelse af skolebørn var blevet forbudt i 1967.

- Vi var så bange for ham, at det ikke kan beskrives. Skolen var som et diktatur, og alle lærerne led på en eller anden måde under hans regime. At komme fra Ole Lund Kirkegaards skole og til denne var som at blive bombet 30 år tilbage, husker Niels Arden Oplev.

Han erkender gerne, at den rebelske Frits i "Drømmen" på mange måder minder om ham selv som 13-årig.

- Man kan ikke sætte lighedstegn mellem ham og mig, men vi ligner da hinanden en hel del. En overudviklet retfærdighedssans var også et af mine største problemer, da jeg gik i skole. Jeg fik konstant rodet mig ind i noget, hvor jeg måtte forsvare mig selv eller andre. Jeg var ikke særlig stor, men til gengæld helt vildt hidsig, så jeg klarede mig godt i slagsmål, siger Niels Arden Oplev, der synes, at det var en daglig prøvelse at gå i skole.

- Jeg husker min skoletid som en meget hård tid, sådan lidt western-agtig, hvor man hele tiden skulle passe på og aldrig vende ryggen til. Sådan var det helt op til anden eller tredje real, hvor jeg først rigtig begyndte at føle, at jeg havde styr på tingene.

Forældrene skabeloner

Filminstruktøren har langt hen ad vejen også brugt sine egne forældre - en litteraturinteresseret landmand og en meget selvstændig sundhedsplejerske - som skabeloner for hovedpersonens kærlige far og mor.

- Selv om min far ikke havde gået meget i skole, var han en belæst mand, der var medlem af en litteraturstudiekreds og havde læst Martin Luther King, Gandhi og samtlige danske forfattere. Desuden gik både han og min mor meget op i historie og lokalhistoriske ting og kørte ofte til Århus for at gå i teatret. De var også venner med Ole Lund Kierkegaard og hans kone Inge-Lise, og på den måde var de nok lidt usædvanlige og svære at placere, siger Niels Arden Oplev, der dengang syntes, at hans forældre var "de fedeste".

- På mange måder havde de et forholdsvis moderne ægteskab. Der var i hvert fald ikke nogen af dem, der gav sig, og de kunne satme skændes, så brædderne røg af. De var stærke personligheder begge to, og min mor var lidt af en institution, fordi hun var den første sundhedsplejerske i Nørager Kommune og havde sin egen bil. Derudover havde hun arbejdet som sygeplejerske på et børnehospital i London efter krigen og som sundhedsplejerske i København i begyndelsen af 1950erne.

Tryllebundet af far

Filminstruktørens far skilte sig også ud i lokalsamfundet, og var med Niels Arden Oplevs egne ord lidt af original, der altid var god til at underholde sine omgivelser.

- Han kunne fortælle historier i timevis, så man sad tryllebundet og så tingene lyslevende for sig. Min far var helt vildt optaget af cimbrerne og fortalte om, hvordan mændene stod bryst mod bryst i de sydtyske floder, for at kvinder og børn kunne komme tørskoede over. Og om hvordan de kurede ned ad Alperne på deres skjolde. Min far var fyldt med den slags historier, men meget af det var vist noget, han selv fandt på, siger nordjyden og smiler vemodigt ved mindet om faren, der døde for fem år siden.

- Derudover kunne han formulere ting, som mange mænd på den tid ikke turde formulere. Ting, der havde med følelser og religion at gøre. Han var en meget følsom mand samtidig med, at han var enormt stolt, hvilket jeg har genskabt i filmens far-karakter Peder, siger Niels Arden Oplev.

Han understreger dog, at hans egen far ikke led af depressioner og også på andre områder adskiller sig fra faren i "Drømmen".

- Min far ville nok have reageret anderledes i nogle situationer. Hvis der var nogen, der havde rykket ørerne af mig, tror jeg, at han havde tævet vedkommende gul og grøn, lyder det fra filminstruktøren, der stadig har sin 85-årige mor boende i Nordjylland.

Arvet forældres mod

Ifølge Niels Arden Oplev har hun og faren en stor del af æren for, at han altid er gået sine egne veje.

- Mine forældre har givet mig følelsen af, men også modet til at være anderledes. Jeg har befundet mig i mange mærkelige sammenhænge op gennem barndommen og ungdommen, men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville, siger han.

Et eksempel er hans medlemskab af motorcykelklubben MC 77 Hobro, som "ikke var voldelig, men bare sjov og ballade."

- Min mor havde nogle teaterbilletter til Hobro Teater, som hun og min far ikke kunne nå at bruge. Derfor overtalte hun mig og en af mine bikervenner til at tage derned, så vi mødte op i fuldt ornat med rævehale, pelskrave, rygvest og kørestøvler og var næsten en lige så stor attraktion som stykket, fortæller Niels Arden Oplev.

- Sådan noget har jeg altid synes var spændende - at krydse grænserne på den måde og træde ind i nye miljøer. Det har jeg sådan set gjort hele mit liv.

Rævehalen var da også med, da han som 18-årig begyndte på et hf-kursus på Hobro Gymnasium efter at have arbejdet som ufaglært i et år.

Her klarede han sig fint fra starten og var især god i humanistiske fag som historie og religion. Men det frie miljø fik også den unge nordjydes kreative frø til at spire.

- Der var en tradition med, at hver klasse skulle skiftes til at optræde til morgensamlingen, hvor man skulle lave et eller andet på fem-ti minutter. Jeg fik rottet mig sammen med nogle, og så begyndte vi ellers at skrive provokerende teaterstykker og lave fægtekamp på scenen og sådan nogle ting, siger Niels Arden Oplev.

Mor købte filmbog

Efter at taget sin hf-eksamen flakkede han rundt i et år i Afrika, Europa og USA, hvorefter moren forventede, at hendes søn ville gå i gang med en akademisk uddannelse.

- Jeg bestemte mig i stedet for, at jeg ville sætte mig ned på min røv og begynde at skrive og lave film, selv om jeg aldrig havde haft et filmkamera i hånden. Det synes min mor var lige hårdt nok. Og jeg kan stadig høre det rungende grin fra mine venner i bikerklubben og lyden af bajerflasker, der blev hamret ned i bardisken, da jeg fortalte dem om mine planer, siger Niels Arden Oplev.

- Så sad jeg ellers der på mit loftsværelse og skrev. En dag kom min mor hjem og smækkede en tyk bog med titlen "Filmkunst" af Niels Jensen ned i skrivebordet og sagde, at hvis jeg ville lave film, måtte jeg hellere lære noget om det - og flytte til København.

Han fulgte sin mors råd, og i 1987 kunne Niels Arden Oplev så formelt kalde sig filminstruktør efter at være blevet uddannet på Den Danske Filmskole.

Efter at have lavet flere novellefilm til DR i begyndelsen af 1990erne debuterede han som spillefilmsinstruktør i 1996 med den barske "Portland" om Aalborgs mere dystre sider.

Den blev fulgt op af den sorte komedie "Fukssvansen" og tv-successerierne "Taxa", "Rejseholdet", "Forsvar" og "Ørnen", som Niels Arden Oplev også har været med til at skrive konceptet til.

Og nu er han så aktuel med erindringsfilmen "Drømmen".

- Da jeg begyndte at arbejde seriøst på min første spillefilm, skrev jeg faktisk noter til denne historie. Men dengang var jeg for meget rebel og havde mere lyst til at lave en film, der brød dansk film op, hvilket "Portland" gjorde ret så kraftigt.

- Men så døde min far, og det satte gang i nogle ting om at vende tilbage til noget, som hele tiden har ligget der. Og jeg har altid vidst, at jeg kunne lave en superstram historie med realistiske følelser.

Lagt på www.nordjyske.dk søndag d. 19-03-2006 kl. 04:00

Niels Arden Oplev

[ Født 26. marts 1961

[ Opvokset på gården Kirkehøjgård nær landsbyen Oue ved Mariager Fjord som søn af en landmand og en sygeplejerske.

[ Bor i dag i Gl. Holte nord for København.

[ Gift med amerikaneren Florence Tone, som han har fire børn med:

[ Anna (16 år), Linnea (11 år), Yale (9 år) og Thoreau (5 år). Sidstnævnte er opkaldt efter den amerikanske poet Henry D. Thoreau, der i midten af 1800-tallet opfandt begrebet civil ulydighed.

[ Hed selv Niels Arden indtil 1993, men måtte droppe sit oprindelige mellemnavn som efternavn, fordi en landsretssagfører havde købt retten til det. Valgte Oplev, som er navnet på en gammel stavkirke, der lå på hans fars jord i Himmerland.

[ Uddannet fra Den Danske Filmskole i 1987. I begyndelsen af 1990erne instruerede han blandt andet novellefilmene "Tusmørke", "Nøgen" og "En succes" for DR.

[ Hans første spillefilm "Portland" fra 1996 deltog i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Berlin, mens "Fukssvansen" fra 2001 både modtog en Bodil og to Robert-priser.

[ Niels Arden Oplev har desuden arbejdet som instruktør på tv-succes-serierne "Taxa", "Rejseholdet", "Forsvar" og "Ørnen". De tre sidstnævnte har han også været med til at skrive konceptet til.

[ Aktuel med spillefilmen "Drømmen", der er baseret på hans barndomserindringer og vandt en Krystalbjørn ved årets filmfestival i Berlin for bedste børnefilm.

Lagt på www.nordjyske.dk søndag d. 19-03-2006 kl. 04:00

Portræt: Niels Arden Oplev
(Tvivlen er et værktøj )

Berlingske Tidende 27 juli 2006, 2 . sektion side 6

Filminstruktøren Niels Arden Oplev har lavet »Drømmen«, som er årets mest sete film. Siden han var ung, har han drømt om at fortælle historier. I dag drømmer han om at lave film i USA, om mere tid, om at smide den økonomiske spændetrøje - og om at tabe kontrol.

Af Henrik Dannemand
»Jeg har altid været en dagdrømmer.
Som dreng lavede jeg huler i kornet og lå og kiggede op i den blå himmel omkranset af gult korn. Eller også sad jeg i min fars skov. Der var et sted med mosbund og meget høje graner, hvor grenene gik helt ned til jorden. Det føltes ligesom at sidde i en stor sal. Et godt sted at dagdrømme. Ude på det åbne land var der en lavning, hvor der løb en lille bæk omgivet af poppeltræer. Bladene gav en helt særlig lyd, når vinden blæste. Det lød som hundredevis af klokker. Min barndom var på den måde fyldt af naturens mystik.
Jeg er født på Kirkehøjgård, som dengang var mine forældres. Den ligger midt mellem Holstebro og Hadsund på nordsiden af Mariager Fjord. Man kan ikke komme meget længere ud end det. Det er helt derude, hvor verden er forlænget med gulvbrædder.
Barndom på landet
Min far var landmand, og min mor var den første sundhedsplejerske i Nørager Kommune. De var på hver deres måde meget stærke mennesker og meget kulturelle. De havde begge læst den danske litteratur, og min far var meget optaget af Ghandi og John F. Kennedy.
Min far sagde selv, at han kun havde gået i skole i treethalvt år - hver anden dag i syv år - og så på landbrugsskole. Han var en stor humorist og en forbandet begavet historiefortæller. Han kunne fortælle gamle sagn og historier om sin familie, så man lå flad af grin. Han var typen, der kunne tryllebinde 100 mennesker ved en konfirmation.
Min mor var en mere rationel historiefortæller. Hun var formand for den lokalhistoriske forening, syv år ældre end min far og på mange måder en moderne kvinde. Hun er fra Djursland - fra den ambitiøse del af familien - og fik en realeksamen. Hun gik på sygeplejeskole i Århus under krigen og var sygeplejeske i London i 1948-49. Det var usædvanligt dengang. Senere tog hun en uddannelse som sundhedsplejerske og arbejdede i 1951-52 på Vesterbro i København.
Når man vokser op på en gård, arbejder man meget og har ansvar. Vi havde et familiebrug med heste, køer og grise. Jeg kørte traktor fra jeg var otte år. Som 13-14-årig kunne jeg klare bedriften.
Jeg var meget alene. Der var ikke legekammerater lige om hjørnet, så det var meget mig og min hund. Fuldstændig børnebogsagtigt. Først da jeg kom i skole, kunne jeg hænge ud med kammerater. Om sommeren levede vi i skoven og byggede huler, og vores forældre så os ikke hele dagen. Det var vel et friere liv end i dag, hvor børn er meget overvågede.
Udlængsel
Jeg drømte om at komme ud i verden. Jeg har altid lidt af en kæmpe udlængsel. Jeg ville være sømand som min onkel og fætter og var i erhvervspraktik på København-Oslo færgen i København.
I 1978 fik jeg realeksamen, og derefter arbejdede jeg et år på et stort gods ved Århus. Det var hårdt og ikke skole nok for mig. Jeg meldte mig på HF i Hobro og blev skolens første rocker. Jeg mødte op med rygvest, kasket og fuld ornat. Jeg var medlem af en MC-klub. Én af de fredelige, hvor man mest gik op i at køre på motorcykel. Jeg var mere en rebel end en rod. Jeg har altid haft det svært med autoriteter.
Efter HF forlod jeg Danmark og var væk i et år sammen med en af mine venner. Vi besøgte 16 lande og rejste 50.000 km. gennem Europa, Afrika, Mexico, USA og Canada. Det var dér, jeg begyndte at skrive, men jeg var i tvivl, om det skulle blive til en bog eller en film. På Long Island traf jeg en advokat, der havde arbejdet for den japanske filminstruktør Kurosawa, og som forhandlede James Bond rettigheder. Det trickede mig.
Filmdrømmen
Drømmen om at lave noget med film havde min far også påvirket mig til. Han havde set Carl Th. Dreyers film og havde fortalt, hvordan det var at cykle gennem Rold Skov om aftenen efter at have set »Vredens dag« i 1944. Han var pissebange og måtte cykle ekstremt hurtigt. Jeg så Dreyer filmene sammen med ham, da jeg var 12-13 år. Det var usædvanligt for en dreng på den alder at se »Ordet«, og den gjorde ekstremt stort indtryk. Det samme gjorde gjaldt »Vagabonderne på Bakkegården«, som jeg så da jeg var syv-otte år. Der var noget magisk ved at gå i biografen. Både bøgerne og filmen var et vindue mod verden.
Da jeg kom hjem fra USA, sad jeg på mit kvistværelse og skrev. Min mor mente, at jeg burde tage en uddannelse, hvis jeg mente noget seriøst med at ville skrive. Hun foreslog, at jeg pakkede sydfrugterne og flyttede til København. Det gjorde jeg i sommeren 1983 uden at kende et øje i byen. Det var ret ensomt. Året efter meldte jeg mig ind på filmvidenskab, men jeg var ikke teoretiker, så i januar 1985 søgte jeg ind på Filmskolens instruktørlinje - og kom ind.
I dag drømmer jeg ikke længere om at blive noget stort. Jeg er jo på en eller anden måde blevet til noget. Min store drøm var at blive historiefortæller, og det er jeg blevet.
Som instruktør drømmer jeg om at kunne lave film både i Amerika og Danmark. Sådan noget lidt Stephen Frears- og Alan Parker-agtigt. Jeg har en drøm om, at min film »Drømmen«, som er blevet solgt til mange lande, også kan komme ud i Amerika. Jeg ved, at den ville have en impact dér. Den handler jo om det lille menneskes kamp mod autoriteterne og er på den måde en cadeau til den grundfæstede amerikanske tanke om individets ret og retfærdighed.
Jeg har i mange år været medlem af Green Peace og Amnesty International. På det store plan drømmer jeg om en verden i bedre balance. Det er ekstremt skræmmende at tænke på den måde, vi behandler vores hjemsted på. Jeg er sikker på, at vi kommer til at betale dyrt for det. Den slags ting tænker man meget over, når man har børn.
Filmene og drømmene
Dét, jeg drømmer om natten, kan godt påvirke mig en hel dag. I mine drømme kan jeg blive sendt tilbage på min fødegård. Min far, som ikke lever længere, har en utrolig evne til at dukke op. Det samme gælder mennesker, jeg ikke har snakket med i 20 år. Nogle drømme kan være meget interessante og surrealistiske. Ting bliver blandet sammen, og man træder ind i fremmede rum. Det samme oplever man tit i film.
Filmen »Portland« kunne jeg aldrig have skrevet, hvis jeg ikke havde lukket ondskab, vrede og had ind. Det kan godt give nogle meget voldsomme drømme. Man kan næsten blive bange for, hvad man rummer. Men jeg er dødeligt klar over, at jeg rummer alt i en kæmpe blanding. Jeg har aldrig haft brug for at udvide min bevidsthed med stoffer, for døren til min underbevidsthed og ret livlige fantasi står vidt åben. Nogle gange har jeg næsten mere brug for at kunne lukke lidt af, men det er enormt svært.
Når jeg er i gang med en film, dukker handlingen op i mine drømme. Nogle gange drømmer jeg, at jeg taber kontrollen over optagelserne. Det bunder vel i en eller anden form for usikkerhed og mindreværdskompleks. Uanset hvor god jeg er til at føre mig frem, så bliver jeg da også nogle gange ramt af tvivl. Man er jo for fanden da kun et menneske. Men for mig er tvivlen et værktøj. Når man tillader sig at tvivle, så får man flere lag ind, fordi man vender tingene endnu en gang.
Mere tid
Jeg drømmer også om min familie. Om at leve et liv med mere tid, men jeg må jo sande, at det er meget vanskeligt at få en tilværelse for en familie på seks mennesker til at hænge sammen, når man er freelance kunstner. Jeg er endda en af de mere privilegerede, men der skal edderrøvme løbes stærkt. Jeg har nok en drøm om at slå min økonomiske spændtrøje i stykker, men det er næsten umuligt, selv om jeg nu har lavet en film, som har solgt over 400.000 billetter. Nogle gange kan man godt vågne op efter en angstdrøm og tænke: Hvordan skal jeg betale regningerne i næste kvartal?
Det at have en stor familie - jeg og min amerikanske kone har fire børn - er også at få en drøm opfyldt. Det er et privilegium. Det er jo blevet meget moderne nu med store familier, men da den yngste blev født for seks år siden, havde vi pludselig tre børn i klapvognsalderen. Når folk så os på Strøget, kiggede de på os, gik ind i hinanden og tænkte, at vi nok var indvandrere. Hvad vi jo også er. Jeg er fra Jylland, og Florence er fra Amerika.«
ma@berlingske.dk
Fakta: Niels Arden Oplev
Instruktøren Niels Arden Oplev (født 1961) er aktuel med filmen »Drømmen«, der har mange selvbiografiske træk. På filmfestivalen i Berlin fik han tidligere på året en krystalbjørn for »Drømmen«. Med 404.000 solgte billetter er den årets mest sete film i Danmark. Niels Arden Oplev debuterede i 1996 med filmen »Portland«, og i 2001 lavede han »Fukssvansen«. Han har også være instruktør på TV-serierne »Rejseholdet«, »Taxa«, »Forsvar« og »Ørnen«.
Niels Arden Oplev gik efter et halvt års studier på filmvidenskab på Københavns Universitet på Den Danske Filmskoles instruktørlinje, som han blev færdig med i 1987. Han er gift med amerikanske Florence. Parret har fire børn på 6, 10, 12 og 16 år.
hd.