Pressemeddelelse 081006

 

Danske gymnasieskoler etablerer partnerskab
med amerikanske high schools 

Ved en officiel middag torsdag d. 12. oktober i den amerikanske ambassadørs privatbolig, Rydhave i Hellerup, markeres etableringen af partnerskaber mellem 11 danske gymnasieskoler og 11 high schools i staten North Carolina. Ambassadør James Cain kommer selv fra staten North Carolina og omfatter projektet med megen interesse. 

I middagen deltager skoleledere og internationale koordinatorer fra de implicerede skoler i både North Carolina og i Danmark, og rektor Birger Axen, Hobro Gymnasium og HF-kursus, taler på den danske delegations vegne. 

For 2 år siden vedtog staten North Carolina et storstilet internationalt projekt, "North Carolina in the World" for hele sit uddannelsessystem, hvor den overordnede målsætning er at udvikle internationale kompetencer hos eleverne. Dette sker gennem et formaliseret samarbejde mellem North Carolina og 5 lande spredt ud over kloden: Kina, Sydafrika, Tyrkiet, Mexico og Danmark. 

Grunden til at Danmark er at finde i dette selskab er, at Birger Axen gennem de sidste 10 år ved-varende har udviklet et elevudvekslings samarbejde mellem Hobro Gymnasium og high schools i North Carolina. Samarbejdet er forankret på og videreudviklet fra rektorkontoret i Hobro og er udført i dialog med Cirius-organisationen i København og den tilsvarende amerikanske organisation  North Carolina Center for International Understanding i hovedstaden Raleigh. 

De deltagende danske gymnasieskoler dækker en bred vifte med deltagelse fra bl.a. Duborg Skolen, over Hobro, Skive, Ikast Gymnasierne til Avedøre Gymnasium, Ingrid Jespersen Gymnasieskole og Ålborg Studenterkursus m. fl. 

Staten North Carolina er 3 gange så stor som Danmark med et indbyggertal på 8 millioner. Det er den nordligste sydstat, hvor traditionel dyrkelse af  bomuld og tobak er vigende for en imponerende høj teknologisk udvikling centreret omkring en af de største forskerparker i USA, Research Triangle Park, hvor 55.000 mennesker arbejder til daglig. Forskerparken er ideelt placeret i  trekantområdet mellem de tre byer hovedstaden Raleigh, Chapel Hill og Durham, hvor de prestigefyldte univer-siteter NC-State, University of North Carolina og Duke University skaber og indgår i et frodigt forsker- og vidensmiljø. 

Således byder staten på oplagte samarbejdsmuligheder med gymnasier og universiteter, og Hobro Gymnasium sender sin 9. Amerika klasse på udveksling i North Carolina til marts 2007. "Det internationale aspekt er inde i en spændende udvikling her på skolen", siger rektor Birger Axen.

"Der er ikke tale om "udvekslingsturisme" eller "oplevelsesturisme"; vi sigter mod reel erhvervelse af interkulturelle kompetencer ud fra læreplans baserede forløb. En lærerarbejdsgruppe beskriver i øjeblikket vort mangeårige internationale samarbejde i Europa og i USA ud fra denne kompetence erhvervelse."       

Amerikanerne er ganske godt forberedt på den nye nordiske udfordring i form af indgåelse af partnerskaber med danske gymnasieskoler. For en måned siden holdt Center for International Understanding et to-dages seminar i byen Chapel Hill om danske forhold, dansk kultur, formålet med transatlantiske partnerskaber, praktiske forhold vedr. rejsen og opholdet her. En af oplægsholderne på seminaret var Birger Axen, der gennemgik det danske uddannelsessystem og sine flere års erfaringer med partnerskaber mellem Hobro og North Carolina. 

De danske gymnasiers samarbejde med high schools i North Carolina skal nu udmøntes praktisk på den enkelte skole. Amerikanerne mødes mandag d. 9. okt. i København hos Cirius, hvor de danske uddannelser præsenteres, og hvor  bl.a. Birger Axen holder oplæg om gymnasiereform og hf-reform. 

Derefter besøger amerikanerne deres kommende partnerskoler over hele landet for at returnere til ambassadør middagen i København torsdag aften. Hobro Gymnasium modtager besøg af 3 skoleledere fra Olympic High School i North Carolinas største by Charlotte. Fredag holdes der afsluttende møde om partnerskabernes udvikling, og  planlægningen af de danske skolelederes genbesøg i North Carolina sidst i marts 2007 vil blive gennemgået. 

Som "Grandfather" til den danske del af projektet "North Carolina in the World" skal Birger Axen lede den danske delegation, når turen går vestover til foråret, og herefter vil et etableret trans-atlantisk samarbejde udfolde sig til stor berigelse for danske og amerikanske gymnasieelever, således som man har kendt til det i Hobro igennem en årrække.     

På Hobro Gymnasium er næste skridt i partnerskabet nu en realitet. Igennem et par år har der været elev udveksling mellem Asheville high school i det vestlige bjergområde af North Carolina og Hobro Gymnasium. Den Amerikanske Ambassade har netop beredvilligt givet et rejselegat til en af Hobro Gymnasiums lærere for at kunne "team teache" afslutningselever på højniveau i engelsk i Shakespeare`s skuespil "Macbeth" i samarbejde med en amerikansk lærer. 

En engelsk lærer, Howard Shepherd, fra Asheville High School besøger tilsvarende Hobro Gym-nasium i 10 dage sidst i november i år for sammen med den danske lærer at undervise i "Macbeth" på 3.g højniveau. I pilotprojektet forudsættes det, at elever og lærere udveksler studieplaner og øvelses papirer over Atlanten, og at amerikanske øvelser rettes i Danmark og danske tanker rettes og videreformidles i North Carolina. For elever og lærere rummer dette nye projekt spændende og udbyt-terige perspektiver interkulturelt og pædagogisk. 

Med sig til middagen på torsdag har rektor Birger Axen en invitation til ambassadør James Cain om at besøge Hobro Gymnasium, når der skal team teaches i "Macbeth". Kender vi ambassadøren ret, vil der ikke gå ret meget af timen, før han aktivt vil deltage og sandsynligvis overtage  af under-visningen. En uforglemmelig transatlantisk engelsk time om ”Macbeth” venter i Hobro... 


rektor Birger Axen