Huskeseddel for rapporter
Ved en rapport forstås her en redegørelse for et eksperiment, som man selv har været med til at udføre.
Rapporten skal laves
- fordi du skal lære, hvordan man gør rede for et stykke eksperimentelt
arbejde, så andre er i stand til at vurdere, om de resultater, du har fået, er
troværdige.
- fordi du til eksamen skal kunne gøre rede for eksperimentet
- fordi læreren gerne vil vide, om du så nogenlunde har forstået, hvad
eksperimentet går ud på.
1. Forside med navn og navne på dem du lavede øvelsen med.
2. Formål.
Formålet skal formuleres, så det i konklusionen er muligt at afgøre, om formålet blev opfyldt.
3. Materialer, udstyr og opstilling, evt. et diagram af opstillingen.I nogle tilfælde er det tilstrækkeligt at henvise til en øvelsesvejledning. Hvis vejledningen er tilgængelig elektronisk kan man nemt kopiere fra den.
4. Beskrivelse af arbejdsgang og fremgangsmåde.
Beskrivelsen skal være som du udførte forsøget. Det er ikke en ordret kopi af vejledningen!
5.Teori
I en del tilfælde kan man henvise til nogle relevante sider i lærebogen eller til et afsnit i vejledningen, men i nogle forsøg kræves der specielle teoretiske overvejelser, som skal medtages her.
6. Resultater.
Alle rå måledata skal findes enten inde i rapporten eller som bilag. Hvis der foretages bearbejdninger af måledata, skal det klart fremgå, hvordan du gør.
7. Databehandling og evt. sammenligning med tabelværdier.
Databehandling kan fx være fremstilling af en graf. Det skal fremgå, hvordan måledata indgår i den bearbejdede fremstilling, fx skal måledata afmærkes på en graf.
8. Fejlkilder, usikkerheder og usikkerhedsberegninger.
Relevante og betydningsfulde fejlkilder bemærkes. Usikkerheder anføres, hvis de kendes. Der skal foretages en vurdering af de forskellige fejlkilders og usikkerheders betydning for resultatet.
Hvis du kender en tabelværdi af forsøgets målinger, skal du beregne afvigelse i procent fra denne tabelværdi.
Egentlige usikkerhedsberegninger udføres normalt ikke i 1.g.
9. Diskussion og konklusion
I vejledningen kan der være forskellige uddybende diskussionsspørgsmål, som besvares her. Desuden skal du tage stilling til, om forsøget blev udført korrekt, fx om der blev der målt på de korrekte størrelser . Du skal tage stilling til om formålet med forsøget blev opfyldt, når man tager hensyn til fejlkilder og usikkerheder. Endelig kan du foreslå forbedringer af forsøget.
Punkt 3, 4 og 6 kan evt. placeres i et bilag.