Billedkunst. Kompendium:

Oversigt over kunsthistoriske stilarter
fra renaissance til abstrakt ekspressionisme 

Af Henrik Damsgaard 

I. RENAISSANCEN: Storkøbmændenes, kirkens og adelens billedkunst i 1400- og   1500-tallet. Mennesket i centrum - kristendommen i baggrunden 

RENAISSANCEN er et brud med middelalderkirkens verdensbillede og billedverden. Kristen kunst i middelalderen stræbte ikke efter at ligne denne verden, men at symbolisere den guddommelige verden. De danske romanske kalkmalerier fra 1100 til 1400  er fx flade, symbolske - de repræsenterer det guddommelige i kirkerummet - ligesom vi kan se det på russiske ikoner. 

Ordet renaissance betyder ’genfødsel’ – nemlig af det antikke, græsk-romerske formsprog og af antikkens fokus på det jordiske enkeltindivid og på ikke-religiøs filosofi og videnskab.
Ved siden af den realistiske trend, finder man fra renæssancen og videre frem i barokken, klassicismen og rokokoen en udbredt anvendelse af den græsk-romerske mytologi, som bl.a. kom til udtryk i de såkaldte allegorier, hvor adelige selviscenesættelser fik form at mytologiske optrin, der billedlig og i overført betydning handlede om fyrsternes og kongernes herlige egenskaber.
Det er først med renaissancen, at interessen for denne verden og for det levende, individuelle menneske igen for alvor kommer til udtryk i billedkunsten.  Fra 1400-tallet opstår der fornyet interesse for at skildre det jordiske menneske som et selvstændigt og suverænt individ - uden religiøse overtoner. Enkeltindividet er verdens centrum – ikke Gud.

Et par af de mest geniale kunstneriske og videnskabelige udtryk for dette renæssanceideal finder vi hos Michelangelo og Leonardo da Vinci.

Interessen for at gengive verden på en realistisk måde og skildre mennesket som et individuelt menneske med selvstændig karakter og psyke opstår i Norditalien og Holland, hvor den nye, rige købmandsklasse tror ligeså meget på egen handlekraft, viden og talent som på Gud. Stilen i maleri og skulptur bliver mere og mere realistisk - og da oliemalingen samtidig vinder frem, bliver det teknisk muligt at male verden realistisk, “så det ligner”. Fra 1400-tallet og frem til impressionismen o. 1870  er malerne indstillet på at gengive verden realistisk - i et linearperspektivisk enhedsrum og med opmodellerede former i lys og skygge. Renaissancen bryder dog først igennem i Danmark i 1500-tallet. 

II. BAROKKEN - Kirkens, kongens og adelens propagandakunst (1600 - 1720) 

Renaissancens realistiske malemåde videreføres med barokken, men nu med forkærlighed for det storslåede, prangende og voldsomme.

Barokken er oprindeligt skabt i kølvandet på den romerskkatolske modreformation, der efterspurgte stærke kunstneriske virkemidler i forsøget på at vinde sjælene tilbage fra de nordeuropæiske reformerte kirker.

Da Enevælden i Frankrig - og senere i adskillige andre nordeuropæiske lande - blev indført i første halvdel af 1600-tallet, blev den barokke udtryksform også et slagkraftigt propagandamiddel for de nye kongelige diktaturer.

Lyskontrasterne gøres kraftigere og formerne svulmende. Det gælder om at repræsentere kirkens, kongens eller adelens legitimitet, magt og vælde i et tydeligt iscenesat miljø med rige stoffer og materialer.  Barokmaleriet er REPRÆSENTATIVT  - et slags reklamemaleri for magthaverne.  

III. BORGERLIG BAROK – købmandsstatens psykologiske realisme  

Allerede samtidig med barokkens “støjende” repræsentationsbilleder males der i borgerlige miljøer - fx i købmandsstaten Holland - mere beskedne og efter nutidens smag mere “ægte” billeder fra borgerstandens hverdag.

Her kan som et toppunkt nævnes Rembrandt, som søger det følsomme udtryk ved direkte iagttagelse - ligesom renaissancemalerne, men i sin helt egen stil.

De hollandske malere perfektionerede også landskabsmaleriet, som efterspurgtes af det opstigende borgerskab som udtryk for standens nationalfølelse og stolthed og glæde over landskabet,

Dog vedblev købmandsstanden at efterspørge mere repræsentative enkeltportrætter og gruppeportrætter, som overtog flere træk fra den adelige, barokke repræsentationskunst. 

IV. KLASSICISMEN – Den oplyste enevældes udtryksform 

I løbet af 1700-tallet blev den prangende og overlæssede barokstil langsomt afløst af en mere simpel KLASSICISME, præget af ro, rene flader, klassisk balance med lodrette og vandrette strukturer og mange direkte henvisninger til antikkens mytologi, arkitektur, skulptur og klædedragt.
Den mere fornuftprægede stilart svarede til overgangen fra absolut enevælde, der retfærdiggjorde sig religiøst – ’Konge af Guds Nåde’ – til oplyst enevælde, som begrundedes af fornufthensyn – kongen som garant for det fælles bedste, ’ almenvellet’. 

V. ROKOKOEN – adelskunstens ’sidste skrig’ inden den franske revolution 

I sidste halvdel af 1700-tallet blev adelskunsten påvirket af borgerlige naturfilosoffer som fx Jean Jacques Rousseau, der med slagordet ’tilbage til naturen’, vendte sig mod barokkens overlæssede kunstighed og anbefalede at mennesket vendte tilbage til det simple, nøjsomme liv i pagt med naturen og på tværs af civilisationens hegn og grænser opstået af begær efter rigdom og magt.

Adelens lidt pudsige reaktion på denne filosofi var, at man efterspurgte en hofkunst, der sværmede for motiver, hvor adelen optrådte som sirlige hyrdinder og hyrder i en velplejet og parkagtig ’natur’, malet med lette penselstrøg, svungne linjer og pastelfarver. Scenerierne var dog stærkt præget af tidens hofmode og stærkt ’parfumeret’ med rosenranker og erotiserede motiver: Naturen som et nuttet tableau iscenesat for et forkælet hof, som har mistet kontakten med folkets liv – sidste skrig inden den borgerlige revolution.  

VI. BORGERKLASSIK - Oplysningstidens udtryksform - borgerlig fornuft, mådehold og moral i antik form (1720-1850)     

I kølvandet på den franske borgerlige revolution i slutningen af 1700-tallet slår en ny, klassisk stil igennem. Borgerskabet brød sig ikke om adelens prangende barokkunst. De kunne heller ikke lide adelskunstens sidste skrig inden revolutionen, rokokoen. Rokokoen var en fornyelse af adels-motiverne i en pastelagtig og kælen glansbilledestil. Det sejrende borgerskab havde derimod de antikke græske bystater og den demokratiske romerske republik som forbillede. De valgte derfor den mere asketiske side af antikkens kunst  som inspiration til den nye, revolutionære kunst.

BORGERKLASSIKKEN udtrykker idealer som klarhed, fornuft, mådehold og menneskelighed (frihed, lighed og broderskab).

Frankrigs førende klassiske maler var Louis David, som danskeren C.W. Eckersberg stod i lære hos 1811 - 12. Eckersberg blev senere professor på Kunstakademiet i København og blev lærermester for den næste danske malergeneration,  GULDALDERMALERNE. Han lærte dem at male klassisk, men også at lægge stor vægt på egne, realistiske skitser. Mange af Eckersbergs elever tog romantiske motiver op, men holdt fast i den klassiske måde at udforme billedet på - og også interessen for den realistiske detalje - tegnet og malet ved selvsyn. 

VII. ROMANTIK - Følelsens oprør mod fornuften (o.1800 - o. 1870). 

Samtidig og ved siden af den fornuftstyrede borgerklassik opstod ROMANTIKKEN. Denne kunststrømning dækker over flere stilarter, der har det tilfælles, at de ikke som borgerklassikken appellerer til fornuft og mådehold, men vil vække følelser og stemninger.

Generelt set er romantikken et resultat af den fremstormende liberalismes fokus på det enkelte individs frihed. Romantikken er individualistisk med fokus på enkeltmenneskets følelsesliv.

Men Den romantiske Bevægelse reagerer samtidig imod den nye liberale købmandskulturs vægtning af penge og det materielle - på bekostning af åndelige værdier.

Den reagerer også imod den borgerlige livsforms snæverhed og ensformighed.

Fantasien sættes i sving for at bryde den daglige trummerum – ’småhedens mur’.

Mange romantikere sværmede for fjerne, eksotiske egne med ’oprindelige’ kulturer og mennesker - og endnu flere for svundne tider - guldalderen.

Romantikerens søgen efter det naturlige og oprindelige førte frem til idealtyper som sigøjnere, hekse (’kloge koner’), beduiner, jomfruer, ynglinge og børn, der opfattedes som uspolerede af en materialistisk civilisation.

Det var også almindeligt at opfatte fattigfolk som værende i tættere kontakt med det ideale end borgerskabet, hvis ånd var ’nedtynget af guld’. 

UNIVERSALROMANTIK (NATURROMANTIK)

Også den vilde, uberørte natur tiltrak mange romantiske malere. De fulgte den franske 1700-tals-filosof, Rousseau’s, opfordring til at “vende tilbage til naturen” for at finde de åndelige værdier, som den borgerlige hverdag ikke kunne tilbyde. NATURROMANTIKERNE – også kaldt UNIVERSALROMANTIKERNE - skildrer naturen som et spejl for de overjordiske åndelige kræfter, som også er gemt i menneskets sind. Nogle oplevede det som “Gud i naturen” - andre mere “hedensk” som en altomfattende “ånd i naturen”.

Naturromantikken er - stærkt påvirket af den græske filosof Platon. Den er IDEALISTISK, fordi den sætter åndelige værdier (idealer) over det materielle og synlige - ja, ligefrem opfatter det sjælelige og idemæssige som mere virkeligt end den fysiske verden, som kan sanses. Den synlige verden betragter romantikeren kun som en svag afglans af Skaberen eller “naturånden”, som gemmer sig i menneskets indre, i hele verden og i universet. Derfor kaldes naturromantikerne også for UNIVERSALROMANTIKERE. De søger i deres billeder at antyde den altomfattende “naturånd”, der trods virkelighedens forvirrende overfladeindtryk gør verden til en helhed - et kosmos.

Det er universalromantikerne, der lancerer tanken om, at kunstneren er det GENI, der kan gennemskue og skildre det skjulte kosmos midt i det synlige, jordiske kaos:                     

“Jeg aner gjennem Striden en evig Harmoni, fra Støvet til de yderste Sole”      (H.V.Kaalund. 1858). 

Det er tanken om, at der findes en samlende åndelig kraft, hvis pulsslag slår igennem alle levende organismer og forbinder dem i ’én samlet natur’, der er det grundlæggende for universalromantikken. 
I dansk litteraturhistorie kalder man denne idé for ORGANISMETANKEN. Den unge Adam Øhlenslæger udtrykker organsimetanken i sine ”Digte 1803”

OPRØRSK ROMANTIK  

Ude i Europa var nogle romantikere – inspireret af Den Amerikanske- og den Franske Revolution - politisk engageret .

Man oplevede særligt i Tyskland, England og Frankrig en OPRØRSK ROMANTIK, der udtrykte enkeltmenneskets  ret til individuel frihed - på trods af den herskende magt. Her finder vi bl.a. franskmanden Delacroix.

Men revolutionerne fandt ikke vej til Danmark, hvor Enevælden herskede helt frem til 1849, hvor kongen frivilligt gav plads for demokrati. Af  fuldblod Universalromantikere har vi faktisk kun Casper David Friedrich, der er uddannet på Akademiet i København, men er nordtysker, og I.C.Dahl, der er fra ’tvillingriget’ Norge.  

GULDALDRENS NATIONALROMANTIK  

I Danmark var der derimod vældig gang i nationalromantikken og guldalderforestilligen, som var med til at skabe den nationalfølelse, som var nødvendig for at tømre en enig, demokratisk nationalstat sammen – særligt op til Slesvigs-krigene i 1848 og 1864.

Den danske version af guldalderen var et mix af stenalder, bronzealder og vikingetid (oldtiden) suppleret med middelalderen i form af ’riddertiden’.

Scenarierne byggede på oldtidssporene i landskabet – som fx stendysser, oldtidsfund som lurer og hornede hjelme – og på den nordiske mytologi og middelalderlige saga- og folkeviselitteratur.

Dette historiske kulturgods dannede kulisserne til den danske forestilling om en national GULDALDER, hvor de åndelige værdier var i højsædet. 

BIEDERMEIERKUNST 

Ellers er meget dansk guldalderkunst præget af harmløs hverdagshygge og idylmaleri. Et yndet motiv var små rørende, folkelige scener med en lille anekdote af privat og hverdagsagtig karakter – de såkaldte genrebilleder.

Denne hyggelige og folkelige udtryksform kaldes med den dannede kritikers nedladende tyske udtryk for BIEDERMEIERKUNST - dvs. konfliktsky, idyllisk skønmaleri af en lukket, tryg, gemytlig og hyggelig hverdag – uden det store filosofiske vingesus.

Biedermeierkunstens foretrukne malestil er borgerklassikkens, der havde en fremragende dansk lærermester på Kunstakademiet i København: C.W.Eckersberg, som oplærte de fleste af de såkaldte guldaldermalere. Heraf kan Christen Købke og Vilhelm Marstrand nævnes blandt de mest fremtrædende. 

VIII. NATURALISME, REALISME OG IMPRESSIONISME - billedkunst i den ny industrialder. (fra o.1870). 

Naturalismen, impressionismen og realismen står for én fælles bestræbelse: AT SKILDRE VIRKELIGHEDEN SOM DEN FAKTISK ER UDEN AT TILLÆGGE DEN ÅNDELIGE ELLER OVERJORDISKE EGENSKABER. Samtidig med industriens gennembrud sker der i billedkunsten et opgør  med romantikkens sværmen for det åndelige, det fantastiske, det guddommelige og det idylliske. Ud med idealerne! Ind med den usminkede, synlige virkelighed, mente den nye industri-alders kunstnere. De forholdt sig til kunsten ligesom den ny tids naturvidenskabsmænd, der kun ville tage stilling til det, der kunne sanses, måles, vejes og registreres. Det fysiske har virkelig eksistens, mens det åndelige er tankespind og romantisk tågesnak, hævder naturvidenskabsmanden. 

NATURALISME 

Den naturvidenskabelige indstilling smittede af på NATURALISTISKE KUNSTNERE. Naturalisten ønskede at skildre virkeligheden “fotografisk” nøjagtig som den så ud - og uden at afsløre en personlig holdning til motivet. En ægte naturalist vælger sit motiv fordomsfrit: Et blodigt fårehoved kan være ligeså interessant som et grevindeportræt. Alle detaljer i et naturalistisk billede er udført med knivskarp realisme og ingen detalje fremhævet fremfor andre. Her i Danmark er Skagensmalerne  ofte naturalistiske.  

REALISME 

Den realistiske maler gengiver også den synlige virkelighed, men vælger sit motiv udfra en personlig holdning og fremhæver bestemte detaljer i motivet, så der kommer et personligt budskab frem. Det kan være moralsk eller politisk.

Er det politiske engagement meget tydelig i billedet, taler man om SOCIALREALISME. I slutningen af 1800-tallet tager mange socialrealister de fattiges parti og skildrer datiden sociale misforhold i oliemalerier, der kunne hænge i borgerskabets stuer som en slags dårlig social samvittighed. Det gælder fx. Frants Henningsen og L.A.Ring.

I andre tilfælde Skildrer realismen jævne folk i hverdagssituationer - uden på gammeldags romantisk vis at lægge et rosenrødt skær over motivet. Den folkelige realisme dukker op samtidig med at bønder og arbejdere i slutningen af 1800-tallet begynder at kræve demokratisk indflydelse. 

IMPRESSIONISME 

Den videnskabelige indstilling præger også impressionisterne, som først og fremmest var franskmænd.

P.S. Krøyer hentede et pust af impressionisme hjem fra et ophold i Frankrig - og Anna Ancher og Theodor Philipsen lod sig også inspirere af impressionisterne.

Mens naturalisten skildrede sine motiver med en skarpt udpenslet detaljerealisme og et dybt linearperspektivisk rum, er impressionisten mere interesseret i fladen. Naturalisten viser ofte luftrummet i en glasklar, atmosfære-fattig stil. Impressionisten prøver derimod at vise lysets spil i atmosfæren og tingenes overflader. Naturalisten fastholder de håndfaste, konstante sider af den fysiske virkelighed, mens impressionisten søger at fange det flygtige øjebliksindtryk: Sol, lys og luft gengives med vibrerende kommastrøg - ofte i intense spektralfarver. Tit opløses figurerne næsten i lys og atmosfære. Selv om virkeligheden ender med at blive ganske udvisket, var det altså impressionisternes hensigt at male øjebliksrealisme - ganske som det “ser ud”. Men de dristigste impressionister (fx Monet) nåede frem til en udtryksform, der opløste rummet og figurerne og næsten kunne opleves som abstrakte - på den måde kan man betragte impressionismen som slutningen på den realistiske billedkunst, der startede i renæssancen, og samtidig som startsignalet til den moderne, abstrakte kunst.  

IX. EKSPRESSIONISTISTISK SYMBOLISME  OG FAUVISME (ÆSTETISK EKSPRESSIONISME) 

Naturalismen og impressionismen var optaget af gengivelsen af det, man faktisk ser. De søgte objektivt at komponere det sete så virkningsfuldt som muligt. Det er billedet som synsindtryk og æstetisk arrangement, der interesserer dem - ikke så meget holdningen til motivet. Socialrealisterne lagde derimod vægt på indholdet og kunstnerens personlige, følelsesmæssige engagement i motivet. Man kan altså fra den moderne kunsts start se to hovedstrømninger: En ÆSTETISK (naturalismen og impressionismen) og en ETISK (moralsk - socialrealismen). Denne skillelinje kan følges blandt de følgende kunstnerårgange mellem 188o og 1914: De EKSPRESSIONISTISKE SYMBOLISTER viderefører socialrealismens etiske engagement, mens FAUVISTERNE (=DE ÆSTETISKE EKSPRESSIONISTER) videreførte interessen for billedets rent æstetiske sider fra naturalismen. Men de “nye årgange” er fælles om at arbejde sig fri af den realistiske, fotografiske opfattelse af motivet og gik i retningen af flere og flere abstrakte virkemidler. 

DE EKSPRESSIONISTISKE SYMBOLISTER 

De ekspressionistiske symbolister ønsker at udtrykke et personligt, følelsesmæssigt og moralsk engagement gennem deres værker (”Ekspression” = udtryk). Da de samtidig anvender et personligt symbolsprog, kaldes de også symbolister. Nordmanden EDVARD MUNCH hører til denne gruppe. Han var særligt optaget af psykologiske spørgsmål: Menneskets forhold til sin egen, indre natur og til den ydre natur, kønnenes indbyrdes forhold, fremmedgørelse og angst. Munch forlader den realistiske malemåde og søger stiliserede og abstrakte udtryksformer. Rummet og massen bliver mere fladebetonet. De rene spektralfarver kommer til at spille en større rolle end hos realisterne - og formerne understreges ofte af mørke konturlinjer. Ofte sniger Munch symboler ind i sine motiver (Symbolisme). Disse tendenser ses også hos franskmanden PAUL GAUGIN, der var kritisk overfor den materialistiske industrikulturs umenneskelighed, hvilket førte ham til stillehavskulturen, hvis naturreligiøsitet afspejles i hans malerier.

Hollænderen VAN GOGH kredser omkring sine egne psykiske spændinger, som kommer til udtryk, hvad enten han maler selvportrætter, land-skaber eller simple opstillinger - alle van Goghs motiver udtrykker i selve malemåden en dyb uro og et følelsesmæssigt pres - og samtidig en næsten manisk optagethed af lysets gennemslag i farven. Mange af malerierne har også symbolsk indhold.

I Danmark tog J.F. Willumsen ved lære af De ekspressionistiske symbolister - bl.a. opholdt sig i en periode i Frankrig sammen med Gauguin og Van Gogh. Malere som Poul S. Christiansen, Niels Larsen Stevns og Ejner Nielsen kan også kaldes symbolister. Men deres baggrund er mere traditionel - både maleteknisk og holdningsmæssigt. Deres stil er en moderniseret realisme og deres livssyn er kristent præget.  

FAUVISME (æstetisk ekspressionisme) 

Impressionisternes rent æstetiske tilgang til motivet overtages af FAUVISTERNE, som først og fremmest er ude på at videreudvikle de abstrakte muligheder i maleriet, samtidig med at de i deres malemåde søger at udtrykke det frie, spontane og “vilde” (fauves = vilddyr). Det er altså mere den moderne MALEMÅDE end et engagement i indholdet, det drejer sig om. Fauvisterne kaster sig således fra o. 1900 ud i voldsomme afvigelser fra virkeligheden: i abstrakt anvendelse af spektralfarver, deformering og stilisering af motiverne osv.

En førende fauvist var MATISSE, der videreførte impressionismens dyrkelse af fladen. Impressionismens kommastrøg “forstørres” ofte i hans malerier, så der opstår en pågående stoflighed i hans billeder. Matisse anvender - som fx også Gauguin og Van Gogh - konturlinjen, som ofte giver hans malerier et forfinet udtryk.

Det realistiske enhedsrum opløses oftest hos Matisse, der bliver endnu en pionér på vejen mod det rent abstrakte maleri. En anden fauvist, belgieren Vlaminck, kan med endnu større ret kaldes et “vilddyr”. Hans maleri er en ekstrem videreførsel af impressionisternes spontane malemåde: Grov stoflighed, knaldende farvekontraster og vidtgående abstraktioner. Noget lignende gælder landsmanden Kees van Dongen og franskmanden Derain.  

X. EKSPRESSIONISME, SURREALISME, DADAISME, KUBISME OG KONSTRUKTIVISME 

Efter år 1900 har industrisamfundet sat så stærkt et præg på kulturen, at også kunstproduktionen underlægges den industrielle rytme. Kunstmarkedet kræver bestandigt fornyelse og “produktudvikling”. Så snart en stilart og en udtryksform har “mættet markedet” fremkaldes nye stilarter. Kunstnerens almindelige trang til at afprøve nye udtryksmuligheder stimuleres i en sådan grad af markedsmekanismerne, at der fra o. år 1900 og fremefter opstår nye “ismer” med stadigt kortere mellemrum. Heraf nævnes kun nogle fremtrædende ismer her.

De mest markante INDHOLDSORIENTEREDE stilarter i begyndelsen af århundredet var den nordisk-tyske ekspressionisme, surrealismen, dadaismen, kubisme og konstruktivisme. 

EKSPRESSIONISME - 2. generation i Nordeuropa 

I Nordeuropa tog en ny kunstnergeneration tråden op efter de tidligste ekspressionister, fx Van Gogh, Paul Gauguin og Edvard Munch. Under indtryk af de stærke sociale modsætninger i industrisamfundet og inspireret af Sigmund Freuds psykologi to de fat i sociale og psykologiske motiver, som de ønskede at skildre med den størst mulige følelsesstyrke, spontanitet og temperament. Ved hjælp af forvrængninger, karikeringer, overdrivelse, stilisering og abstraktion opsøges den stærkest mulige udtrykskraft.

Særligt i det tyske samfund er de sociale og politiske spændinger stærke. Det er nok derfor, at netop Tyskland præges af mange samfundkritiske ekspressionister. Blandt disse kan nævnes: Käthe Kollwitz, Otto Dix og Emil Nolde. 

I Danmark ligger Jens Søndergaard tæt op af Emil Nolde i sin grove, temperamentsfulde udtryksform og sin interesse for det storladne landskab - Specielt omkring Ferring og Bovbjerg. Den barske natur, menneskets underlegenhed i forhold til naturkræfterne og den dystre livsstemning, som prægede Vestkystens mennesker, er de motiver, som Søndergaard kredser om fra 1920-erne.  

DADAISME  

Dadaisme er en anden samfundskritisk kunstretning, der opstod i 1916 under indtryk af 1. Verdenskrigs og industrialismens tiltagende kaos og meningsløshed. Gennem “skøre” kollager, abstrakte affaldsskulpturer, fotomontager og happenings søgte dadaisterne at give udtryk for en total foragt for den vestlige bykultur, som jo var skabt udfra idéen om en videnskabelig fornuft.

Dadaisterne afviser eksistensen af denne fornuft og fremstiller det stik modsatte i deres værker: Det kaotiske, splittede, tilfældige, vanvittige og absurde. Således opstod betegnelsen “dada”, da tyskeren Hans Arp sammen med sine kunstnervenner skulle finde et navn til gruppen i 1916. Man slog tilfældigt op i en fransk ordbog og ramte ordet dada, der betyder gyngehest. Det tilfældige valg markerer gruppens totale afvisning af nogen eksisterende fornuft og mening - verden fremstilles i alle måder som kaotisk og meningsløs. Blandt dadaisterne møder vi bl.a. malerne Hans Arp, Kurt Scwitters og Marcel Duchamp og collage- og fotomontagekunstnerne Raoul Hausmann og John Heartfield.

I Danmark kan man godt betragte humoristen Robert Storm Petersen som dadaist. Dadaisterne var pionerer for den del af den moderne kunst, som bryder med de traditionelle kunstgenrer: De lancerede collagen og fotomontagen som selvstændige billedformer - og de lancerede idéen om at fremføre dagligting som kunstobjekter (”objekter”, ”ready mades” og “installationer”). Det er også dadaisterne, der udvikler den kunstneriske udtryksform, som kaldes happening (en improviseret, teatralsk begivenhed med personer, der i handling udtrykker en idé eller holdning, der helst skal fremprovokere en reaktion og eftertanke hos et publikum).

Dadaismen påvirker den lidt senere surrealisme, men dens udtryksformer dukker op igen og igen i de efterfølgende tiårs modernistiske kunst. En samlet dada-revival oplever man i 50-erne og 60-erne med fluxus-bevægelsen, som bl.a. danskerne Asger Jorn og Arthur Köpke medvirker i.

Også poparten i 60-erne og 70-erne henter inspiration fra dadaismen (Andy Warhol og Roy Lichtenstein). 

SURREALISME 

Interessen for det psykologiske rendyrkes i surrealismen, der vender blikket indad - mod menneskets skjulte sjæleliv - dets drømme- og fantasiliv. Ligesom psykoanalytikeren Sigmund Freud samler interessen sig omkring de ubevidste og fortrængte sider af sindet..

Der var to hovedtyper af surrealister, de “psykofotografiske”, der i en realistisk udtryksform bestræbte sig på at fremstille virkelighedstro elementer, men sat sammen på den forvirrende og tvetydige måde, som vi kan opleve i drømme. Drømmescenarierne skulle således gøre os opmærksomme på det ubevidste og afsløre skjulte sandheder både om den ydre verden og menneskets indre. Blandt de psykofotografiske malere kan nævnes spanieren Salvador Dali og  og danskeren Wilhelm Freddie.

En anden gruppe  var de abstrakte surrealister, som afstod fra realistiske udtryksformer, men søgte ind til det ubevidste gennem en abstrakt og symbolsk udtryksform. Det oprindelige, barnlige og fællesmenneskelige (sådan som Jung opfatter det i Arketyper) var de abstrakte surrealisters omdrejningspunkter.

Det var denne strømning i surrealismen, der under- og efter Anden Verdenskrig inspirerede bl.a. Cobragruppen til den abtrakte ekspressionisme.

Den franske forfatter, André Breton, var surrealisternes chefideolog.

I 1924 udsendte han Det surrealistiske Manifest. Heri hævder han, at den indre, psykiske virkelighed er “mere virkelig” end den ydre realitet. Han mener, at “den overvirkelige”, sjælelige verden kan give os indblik i det underbevidste. Således, mener han, kan vi gennem surrealistisk kunst få styr på fortrængt og forbudt bevidsthedsmateriale (tabuer). Dette, hævder Bréton, kan medvirke til ændringer af samfundet i retning af mere personlig og samfundsmæssig frihed. For Bretón og mange af surrealisterne var denne frigørelse det samme som socialisme. 

KUBISME 

Kubismen kan betragtes som et af de væsentlige skridt i retning abstrakt kunst.

Stilen har det tilfælles med den lidt senere konstruktivisme, at kubisterne ’oversatte’ både naturens og kulturens former til geometriske figurer, Industrikulturens kantede former fik her et billedligt sidestykke.

Samtidig bryder kubisterne med realismens enhedsperspektiviske rum. Realisterne gengiver motivet fra én synsvinkel. Kubisterne, derimod, vender, vrider og drejer deres motiv frit – afhængigt af hvad det er, de vil berette om. Beskueren cirkler så at sige nysgerrigt og dynamisk omkring sit emne og skaber derved mange synsvinkler på én gang.

Samtidig søger kubisterne i stigende grad væk fra rumlige billeder. Vi nærmer og det abstrakte flademaleri.
Ofte genererede kubisterne – ligesom dadaisterne – deres motiver udfra collager.

Kubismen opstod før- og under 1. Verdenskrig i Paris. Pablo Picasso, Juan Gris og Georges Braque var stildannende.

KONSTRUKTIVISME

Efter 1. Verdenskrig var der i Rusland en gruppe kunstnere, der søgte en billedform, der i sin form afspejlede den moderne teknologi. De vil ’konstruere’ billeder uden motiver – renset for symboler, naturligt rum og uden hentydninger til andets end billedets egne former og farver. Billedets eneste fortælling eller budskab skulle være kompositionen (konstruktionen) og farvens klange og kontraster – altså helt igennem abstrakt kunst. Konstruktivisterne ville være en slags billedingeniører.

Kasimir Malevic og Kandinsky var førende i denne gruppe, der ved starten af den russiske revolution følte sig i samklang med bolsjevikkerne, men snart ragede uklar med Lenins kommunistregime og gik i eksil i Pris, hvor de inspirerede mange vesteuropæiske kunstnere i konstruktivistisk retning.

Hollænderen Piet Mondrian arbejdede på samme tid med det ’rene', konstruktive maleri. Han reducerede sine former til rette vinkler og indskrænkede sig til primærfarverne rød, gul, blå,  og neutralerne, sort, hvid - et tidligt bud på minimalkunst.

I Danmark dukkede konstruktivismen op i 1930-erne med Vilhelm Bjarke-Petersen, og fra 1940'erne har vi Richard Mortensen og adskillige efter ham.

XI. DEN ABSTRAKTE EKSPRESSIONISME

Som en udløber af dadaismen og surrealismen udviklede bl.a. Joan Miró og Paul Klee en psykologisk orienteret stil – en slags abstrakt surrealisme. De forsøgte at gengive sjælstilstande i abstrakt form. Ofte søgte de tilbage til barnlige tegn og kalligrafi.

Det er bl.a. med denne inspiration, at  Cobragruppen opstår i 1940-erne. Gruppen dannedes af danske, belgiske og hollandske kunstnere (Copenhagen, Bruxelles, Amsterdam).

De samles om den idé, at maleriet skal være det spontane udtryk for underbevidstheden (drømmen, fantasien, intuitionen og drifterne). Også Cobragruppen søgte inspiration i barnetegningen og ’primitive’ kulturers billeder – masken spiller en stor rolle i mange cobramalerier – ligesom det var tilfældet allerede hos kubisterne.

Men først og fremmest søgte de at male spontant – at lade lærredets møde med penslens farver inspirere og styre skabelsesprocessen. Cobramalerne talte ligefrem om tegning og maleri som ’spontanskrift’ – svarende til vores ’doodles’ – kradserier, vi laver mere eller mindre ubevidst, mens vi keder os eller taler i telefon etc.

Således ville billedkunsten blive et udtryk for oprindelige lag i kunstnerens sind – så at sige bag om ryggen på kunstneren egen fornuft.

Ejler Bille, Egill Jacobsen og Asger Jorn var fremtrædende medlemmer af Cobragruppen.