a-visen  
2. a's skoleblad september 2005                                                     Tilbage til forsiden

Stress i gymnasiet

Af: Louise Moth Jensen 

At gå i gymnasiet handler om så mange andre ting, end lige det at studere og blive klogere. 
Ved siden af seriøsitet omkring skolen handler det om venner, fællesskab og det at være ung - med alt hvad der ellers hører til - her snakker vi fest, ballade og fuld fart fremad. Alt dette koster penge, så et fritidsjob er måske nødvendigt. Udover det er der fritidsinteresser, familie, venner, pligter, lektier og afleveringer….. Åh nej, stress.

  De fleste unge lever et meget fortravlet liv og det giver stress. For at komme lidt nærmere ind på dette, har jeg snakket lidt med Tine Christiansen fra 2.x, Hobro Gymnasium.

  Tine døjer meget med stress, hvilket volder hende spændinger i nakken og hovedpine. Hun synes, at det er hårdt at gå på gymnasiet med de mange lektier og afleveringer. Dog indrømmer hun gerne, at det tit ikke er skolen i sig selv, der gør hende stresset, men alt det hun skal nå uden for skoletiden. Tine har ligesom de fleste andre unge et meget stramt program. Flere gange om ugen arbejder hun efter skole. ”Det er dyrt med alle de byture. En stresset hverdag fører til druk i weekenden” griner hun! Familie, venner og kæreste er tilmed også en stor del af hendes liv. De forventer selvfølgelig også en bid af kagen, så der er meget at nå. Da jeg spørger hende, om hendes stress kan være selvforskyldt og om det måske ikke kunne være en god ide at aflyse en enkelt fest en gang imellem, kigger hun lidt sjovt på mig. ”Okay, det er det vel for det meste selvforskyldt. Man kan nemt have tendens til at udskyde tingene til sidste øjeblik, hvis der lige er en fest, eller vennerne lige ringer og har noget sjovt i tankerne. Tit føler jeg også, at jeg lige har brug for at afstresse med vennerne, men det er en ond cirkel, for i morgen er der bar endnu mere stress på. Det kan bare være meget svært at vælge fra, for man vil jo helst gerne nå det hele og gøre alle tilfredse. Det handler, også mange gange om at leve op til en hel bunke forventninger fra omverdenen, men når jeg tænker over det, er det måske i højest grad nogle krav jeg ubevidst stiller mig selv. ”

  Så vidt muligt prøver Tine at disponere og prioritere sin tid. ”Engang imellem går det hele alligevel i kage, men som gymnasieelev skal man også kunne klare lidt pres og stress.”

  Vi kan så til sidst begge konkludere, at det handler om at finde den hårfine balance imellem hvornår det skal være sjovt, og hvornår det er seriøsitet og fornuft, der skal træde til. 
Man er i høj grad selv med til enten at sænke eller forhøje stressniveauet. Det handler alt sammen om planlægning!
   

. Tilbage til forsiden

 

Hit Counter