a-visen  
2. a's skoleblad september 2005                                                     Tilbage til forsiden

En dag Lines gymnasieliv

Af:  Line Ziegler Ettrup Nielsen

Klokken er 7.50 og jeg træder ind på Hobro Gymnasium. Der er menneskefyldt i vindfanget, det må være alle eleverne fra Hadsund. Folk fra grønnegården maser samtidig på for at komme til time og en halv snes elever står og håbefulde og tjekker opslagstavlen for fritimer. Mange vil nok mene, at de fleste folk er morgengnavne eller i mindre godt humør om morgenen, men det er der ingen tegn på her. Der er larm og folk er glade og snakkesalige.

Jeg kommer ned til det klasselokale, jeg skal være i de næste to lektioner. Her er der også mange mennesker, som står og venter på, at deres lektor kommer og låser op, så de kan mase sig ind og få en god plads. I den klasse, jeg skal være i er der i løbet af sommeren blevet lavet en ”integrationslov” om at drengene ikke må sidde ved siden af hinanden, men skal blande sig imellem de mange piger. Den bliver ikke overholdt helt optimalt og læreren må bede nogle stykker om at rokere rundt for at det kommer til at passe.

De to lektioner er slut, og folk suser af sted for at komme ned i samlingssalen til beskeder og den omtalte ”underholdning”. Det er åbenbart noget, der bliver nydt med stor lyst: det er også forståeligt. Underholdningen er slut og man kan godt blive siddende de næste 2-3 min, hvis man lider af Klaustrofobi. Folk maser ud gennem alle 4 døråbninger, nu gælder det for mit vedkommende valgfaget fransk.

Klokken er 11.15 og der er 10 min til at det ”store ædegilde” går i gang, nemlig frokostpausen. 11.20 folk begynder at blive urolige og pakker sammen.

Løbet er gået og folk flyver af sted ned i grønnegården for at få en god plads eller komme først op i kantinen og få ”det gode” mad. En sang begynder at spille i højtalerne; sangen kender vi ”The final countdown”, som plejer at blive spillet den sidste tid inden 3. g’erne har læseferie. Men det er jo ikke andet end 2 måneder siden sidste års 3. g’ere havde læseferie. Hvad sker der lige, når man spiller ”The final countdown” ca. 8 måneder før læseferien. Jamen vi kan da også spille den i morgen i spisepausen, så tager vi lige en countdown for alle, der fylder 50 år i 2037.

Madkassen er tom, og vi begynder at pakke sammen. De næste to lektioner inden vi har fri er klassen samlet igen til geografi. Der er lidt uro, og lektor har svært ved at tysse os ned; han hæver stemmen, og vi er artige elever igen.

De to lektioner er slut og folk er ude af klasselokalet hurtigt; folk får sagt farvel til hinanden. Hjemturen foregår enten på cykel, gåben, i bil eller bus; jeg selv er på cykel og har 5 min hjem. Dejlig tur da det hele jo går nedad i hullet Hobro.

 

 

. Tilbage til forsiden

 

Hit Counter