Mange mener at politik er kedeligt og alvorligt, men er det sandt? Og hvad med ungdomspolitik? Her på Hobro Gymnasium findes flere politiske ungdoms-foreninger. Vi besøgte SFU…

Jeg har aftalt at mødes med halvdelen af formandskabet, for SFU-afdelingerne i Hobro og Mariager, og intet sted er mere oplagt end Hobro Gymnasium og HF-kursus, for som hun senere fortæller mig, er alle de aktive medlemmer elever på skolen.

Line Nielsen, som hun hedder, er 2. års gymnasieelev og er en smilende ung pige, og efter vi har slået os ned ved et bord i Grønnegården (elevernes fællesområde red.) starter interviewet: 
”Lige for at slå det helt fast – hvad står SFU for, både i bogstavelig forstand og holdningsmæssigt?”, spørger jeg meget direkte, men det er tydeligvis ingen usikkerhed inden svaret falder: 
”Jamen SFU står for Socialistisk Folkepartis Ungdom. Det betyder ikke, at vi mener det samme som vores moderparti, SF, men selvfølgelig er vi meget enige, dog er vi selvstændige. Da SFU er et venstrefløjsparti er vi f.eks. meget uenige med den nuværende regering på mange områder. Det vi går ind for er især ligestilling, og på dette års landsmøde erklærede vi os, i SFU, faktisk for feminister – det er rigtig fedt!” siger Line med et stort smil.

Hendes lettere flippede tøjstil og vilde hår får mig til at se en tidligere rødstrømpe i hende. 
”Hvad siger drengene så til at være feminister?”, spørger jeg lidt lumskt. ”Jamen de er helt med på den! At være feminist betyder jo ikke. at man undertrykker mændene, men faktisk bare udligner forskellen mellem kvinde og mand. Nogle mænd synes jo også det kunne være rart at få barsels-overlov, mens deres kone har en buissness- karriere – det er jo ikke så nemt i dag”, svarer hun og forsætter: ”Vi har lige nu en kampagne omkring feminisme og på vores intro-møde i SFU-Mariager og -Hobro (hvor interesserede og nye medlemmer kan komme), kommer der en oplægsholder og fortæller om feminisme, og det glæder jeg mig til.” Hun rejser sig og går over og henter en plakat, som hænger på en opslagstavle næsten ved siden af. ”Jeg synes altid vi får sådan noget super flot materiale tilsendt!”, siger hun og holder den op, og den er bestemt flot. Pæne farver, god kvalitet og et budskab der brager igennem: ”Jeg er feminist”, som der står skrevet.

”Hvordan kører man en afdeling i en by som Hobro, og er der overhovedet noget at lave?” spørger jeg, og Line ser helt forbavset ud og svarer, at selvfølgelig er der det, for hvis man vil lave om på samfundet, må man starte i det små, ved at komme frem med sine budskaber i hverdagen. ”Det nytter jo ikke noget, hvis man er med til landsmødet en gang om året, og ellers bare glider med strømmen og nikker ja, som en anden marionet-dukke! Så får vi hverken ligestilling eller ny regering.” svarer hun og forsætter med at svare på spørgsmålet: ”Her i Hobro er vi ikke så mange medlemmer lige nu, sådan noget går jo op og ned, men der er plads til alle hos os”, siger hun med et smil, ”det er faktisk rigtig sjovt at være i SFU, for vi hygger os og griner ofte til møderne, og det gør det afslappet. Politik er lige pludselig ikke kedeligt længere, og man behøver heller ikke læse en masse bøger, aviser osv. for at kunne udtale sig om noget – jeg siger bare mine holdninger og de stemmer overens med SFU’s, men det vidste jeg faktisk ikke da jeg startede!” Hun kigger på klokken, og jeg kan se vores tid er gået. Hun siger, at hun gerne ville havde forsat interviewet, men bussen venter desværre ikke.

På vejen ud spørger jeg hende, om det er svært at lave SFU arbejde ved siden af skolen, men det har hun et ret kvikt svar til: ”Vi er gode til at hjælpe hinanden og fordele arbejdet – sådan er det når man går ind for fællesskab og socialisme.” Hun blinker til mig, siger tak for i dag og går. Jeg står lidt og kigger på den folder hun gav mig om feminisme – et begreb, jeg ikke havde tænkt så meget over før i dag – men budskabet nåede frem. Nu mangler SFU bare resten af landet, folketingssalen og Anders Fogh.