Efterlysning:
Motivationen mangler!
Væk med den ”tørre” undervisning
og ind med mere gruppearbejde og socialt fællesskab
 |
Af: Sofie Klokkerholm Rye |
”Det
var tilbage i 70’erne, jeg gik på gymnasiet. Min far forstod ikke,
hvorfor jeg ikke tog direkte ud på arbejdsmarkedet efter Realen. Han så
gymnasiet som overflødigt og spild af tid, hvor jeg i stedet følte mig
privilegeret over at kunne fortsætte min skolegang” Sådan fortæller
skoleleder på Rødding Skole, Kate Klokkerholm, der beskriver gymnasieårene,
som nogle af de bedste år af sit liv.
Dog er det minoriteten af de gymnasie- og hf-studerende anno 2005, der kan nikke genkendende til den følelse. I en tid hvor de unge skal effektivt gennem uddannelsesmøllen, og hvor regeringen tilsyneladende ikke kan få malet melet hurtigt nok, mister mange motivationen og studielysten i uddannelsesræset. Til trods for det uundgåeligt stigende pres på de unge, mener Mille S. Simonsen fra 1.c dog stadig, at der er en række tiltag, man kunne gøre for at forbedre undervisningen generelt og derved mindske frafaldet: ”En spændende undervisning er enormt vigtig for motivationen! Men desværre synes jeg nogle af timerne på gymnasiet har tendens til at blive både kedelige og tørre. Desuden mener jeg også, at alt for mange gymnasielærere er direkte pædagogisk ukvalificerede og derfor ikke i stand til at formidle deres viden til eleverne”.
|
Den såkaldte ”tørre” undervisning er også et kendt fænomen på landets universiteter, hvor de mange søvndyssende forelæsninger er upopulære blandt de studerende. Aalborg Universitet og i særdeleshed |
 |
Roskilde Universitets Center (RUC) har taget konsekvensen af dette og satser derfor højt på mere projekt- og gruppearbejde. Med landets laveste frafald – sammenlignet med andre universiteter – ligner det en succeshistorie.
Den
nye gymnasiereform ser ud til at have taget problemet til efterretning og
har blandt
andet fået sat mere gruppearbejde på skemaet. ”Men for at få et
optimalt fagligt udbytte ud af gruppearbejdet, kræver det også et stort,
selvstændigt ansvar fra elevernes side, og jeg synes desværre de socialt
passive har tendens til at melde pas i den sammenhæng”, fortæller
Mille S. Simonsen, og pointerer at gymnasiet burde prioritere det sociale
fællesskab i langt højere grad end tidligere for at styrke det faglige.
Hvem
der i sidste ende har ansvaret for den optimale undervisning, er stadig en
uvæsentlig pingpongbold mellem lærere, elever, forældre og regeringen,
men først og fremmest må der være en motivation indefra. Desværre er
der alt for mange studerende, der går på gymnasiet fordi ”det siger
mor, jeg skal”, eller ”det gør alle de andre” og derfor ikke kan se
perspektivet i det. Og med sådan en indstilling fra start, er det svært
at vende kajakken.