2.a.
dansk.
Novelleskrivning.
Christina Jensen: Design
Jonas Gerberg Nielsen: Paradise Lost
KnivenSofie
Klokkerholm Rye: Kniven
Christina
Jensen
”Den største Sorg i Verden her
Er dog at miste den, Man har kjer.”
Det er frihed. Bare at følge trafikken på motorvejen uden at tænke videre
på, om man er nået de 130 eller ej. Alting suser forbi, uden man behøver at tænke
nærmere over det. Men eftermiddagssolen skærer i øjnene, så man må rynke
panden, og en trykkende hovedpine breder sig langsomt i kraniet. Den nærmeste
rasteplads skilter med en fransk hotdog og en cola for en tyver. Men jeg vælger
en kildevand fra Kildevæld – det skulle jo være så sundt.
Da jeg kommer hjem i lejligheden, er Sofie allerede i færd
med at flytte sofaen over i et nyt hjørne – det er nok tredje gang, den
bliver udsat for det i denne uge.
”Den kunne jo også stå her, ikk’ skat? Det passer også lidt bedre med
fjernsynet og lyset fra vinduet.” Jeg
ville ønske, de holdt op med at sende de der bolig-programmer.
”Kunne den ikke bare stå som den plejer?” Det hørte hun vist ikke.
Sofie læser design på universitetet. Hun har ambitioner, og hun er virkeligt
dygtig. Engang regner hun med at tage til New York og arbejde med tøjdesign.
Det er der fremtid i. Men lige nu er vi her, og her bliver vi, i hvert fald
indtil hun har læst færdig. Jeg er egentlig meget godt tilfreds med vores
hverdag. Til daglig arbejder jeg som smed oppe på teglværket, og hyren er fin,
så vi kan godt klare os. Sofie får jo også SU.
Vi er begyndt at skiftes til at lave aftensmad, og det er min tur i aften. Når
vi kører med den ordning, må vi gå på kompromis med kvaliteten, men
kvantiteten fejler til gengæld absolut ingenting.
”Jeg skal spille kamp på lørdag,” siger jeg med måske lidt for meget
mad i munden, da vi spiser den aften. I radioen spiller TV2 en af deres nye
sange, ”Skolens højeste snit”. Jeg ville ønske, jeg kunne høre teksten.
Det var vist noget om at stræbe.
”Jamen, skat, det kan du ikke. Der kommer mine forældre jo og spiser, det
vidste du da godt!”
”Nu på lørdag? Det kan du ikke mene. Vi skal jo spille mod Gistrup på lørdag,
de ligger nummer to i puljen, holdet kan ikke undvære mig!”
Det dér blik som lyn bag de bløde kontaktlinser bliver sendt af sted uden
varsel. Hvis øjne kunne dræbe. Det er næsten værre end ord. Så må du jo vælge,
Martin, betyder det. Vælg selv, hvad du har lyst til. Hendes far er
filial-direktør i Danske Bank. En stor mand i mere end én forstand. Der er
ikke så meget at vælge imellem. Dermed er valget truffet.
Alt står perfekt. Sofabordet, sofaen, designerreolen,
fjernsynet - alt er placeret sirligt i rette linier. Hun har støvsuget og støvet
af i stuen, kan jeg se. Efterårssolen skinner ind igennem de nypudsede vinduer.
På spisebordet er der dækket op, og maden er også næsten klar. Det er
simpelthen fantastisk. Snittede wok-grøntsager, oksemørbrad i skiver,
aspargeskartofler og en rødvinssauce lavet på en god bordeaux-vin – alt
sammen fedtfattigt, naturligvis. Pludselig ringer telefonen. Hun springer
energisk hen og tager røret.
”Hvad? ... Undskyld, jeg er ikke helt med.” Der er noget galt, kan jeg
se. Hun rynker panden.
”Nej, men… Hvornår skete det?” Hun står og bider sig i underlæben
nu og hendes øjne bliver blanke. ”Okay, nu med det samme.” Røret bliver lagt på. ”Kom. Vi ska’… Vi skal køre
nu.”
”Hvad er der sket?”
”Skynd dig nu bare ned i bilen!” råber hun med lynende øjne – hun er
lige ved at koge over. Make-uppen begynder at løbe. Jeg står vist bare og
kigger chokeret på hende.
”Undskyld. Det er… det er min far, han har fået en blodprop i hjernen,
han er lige blevet indlagt. For meget stress, siger de.”
Det var en forfærdelig køretur. Aldrig har hun været så hysterisk. Da vi
nåede hen på hospitalet, var det allerede for sent. Han var væk efter en kort
koma.
”Jamen du fatter det jo slet ikke!” skreg hun. Nej,
gu’ gjorde jeg ej, men jeg prøvede da i det mindste.
”Er det ikke lidt drastisk, synes du? Du kan jo godt fortsætte på dit
studium alligevel, det forandrer jo ikke dine muligheder.”
Men det var åbenbart lige præcis det, det gjorde. Jeg prøvede virkeligt
at hjælpe, men ingenting var længere det samme. Hun lukkede sig inde i sig
selv, hendes kampgejst forsvandt fuldstændigt, og hun blev så negativ, at hun
var ulidelig at være sammen med. Ikke engang et smil kunne hun fremtvinge, hun
græd det meste af tiden, og resten af tiden sov hun. Hun ville ikke snakke med
mig, selvom hun ellers altid plejede at snakke om alting til alle. Hun var så
forandret.
Efter 14 dage på den måde, besluttede hun at tage hjem til sin mor.
”Jeg orker ikke at være her – her er rodet og beskidt overalt! Dig kan
man jo ikke regne med – du ser først at vinduerne er beskidte, når solen
ikke kan skinne igennem skidtet mere! Jeg kan slet ikke... Jeg kan slet ikke
overskue det her!” Så gik døren og hun gik ud af mit liv. Men jeg forstår
det ikke.
At studere design var et valg, hun selv havde truffet. Det
var helt klart det, hun havde lyst til, havde jeg indtryk af. Den her hændelse
burde ikke forandre noget. Men tabet af hendes far havde sat hende fuldstændigt
i stå. Han havde været en rollemodel for hende, det, hun skulle leve op til.
Selvfølgelig var det et chok, at han døde – også så pludseligt. Hun sørgede,
men det var som om reaktionen var overdimensioneret i forhold til tabet. Eller i
forhold til hvad jeg troede, i hvert fald. Men hvis hendes fars forventninger
til hende i virkeligheden var primus motor i alt, hvad hun opnåede, måtte hun
da have et mindreværdsproblem. Det var som om, hun var blevet tom indeni, og
det eneste hun havde tilbage at klynge sig fast i, var hendes kontrol. Måske
kendte jeg hende slet ikke så godt, som jeg troede, jeg gjorde. Men hun er en
fornuftig pige, sagde folk altid, en pige med ambitioner. Hvem er Sofie
egentlig?
Man kan næsten mærke asfalten under dækkene. Den
alarmerende lyd af vejstriber, når man nærmer sig kanten af vejbanen. De
skilter stadig med en hotdog og en cola for en tyver. Nu har fornuften ligesom løsnet
sit jerngreb. Denne gang bliver det hotdoggen.
TOP
Jonas Gerberg Nielsen
”Den største sorg udi verden her,
er dog at skilles fra den, man har kjer.”
Den kølige vind blæste ind i ansigtet på mig. Brisen fra havet lå
som et tæppe inde i min åbne dyre Mercedes, som jeg havde gjort mig fortjent
til via hårdt arbejde og en smule held. Musikken spillede højt fra radioen, og
jeg kunne ikke lade være at synge med på de melodier, jeg mente, jeg kunne
huske. Solen stod højt på den åbne himmel, og storbyen stod pompøst i alt
sin pomp og pragt på Manhattan Island. Det var en dejlig sommerdag, og storbyen
strålede. Den lå omringet af vand, og hele billedet lignede en moderne udgave
af paradis; hvilket det på sin vis også var. Dagen var indtil videre forløbet
perfekt; jeg havde sendt børnene i skole, sagt på glædeligt gensyn til min
kone og var derefter kørt på arbejde frisk og harmonisk. Jeg arbejder for et
af de førende advokatfirmaer på Manhattan og har i en periode på 5 år
arbejdet mig op til en stilling som underdirektør. Der er meget arbejde, så
samvær med familien er en sjælden begivenhed, men pengene er gode og holder os
godt kørende. Så vidt jeg husker, så går mine børn på en privat skole inde
midt i byen. Isoleret fra kriminalitet og andre forkastelige ting. Mine børn er
henholdsvis 15 og 17 år på dette tidspunkt. Min kone arbejder som producer på
et tv-show i den anden ende af byen, og vi ses sjældent mere end et par gange
om ugen. Vi flyttede hertil for 6 år siden, da jeg blev tilbudt et fantastisk
job, som jeg ikke kunne afslå. Vi flyttede hertil og har siden hen været
lykkelige over at bo i denne fantastiske by.
Tidspunktet var midt på formiddagen, da jeg parkerede min bil i motionscentrets parkeringskælder. Motionscentret var det mest populære på denne del af øen, og det var her man kom, hvis man var noget. Ikke at det betød noget; det var bare et mere eksotisk sted at komme. Parkeringskælderen lugtede af benzin og afbrændt gummi, men hvilken befriende duft. Alt i denne by gjorde mig henrykt, og jeg kunne aldrig få nok af den. Folk var venlige overalt, man kom, butikkerne og attraktionerne var perfekte, og bylivet var noget, man ikke kunne undvære. Jeg kunne mærke, at jeg var født til at være endt i denne situation. Intet kunne rokke min verden.
Jeg promenerede ubesværet hen over den i dag utraditionelt utrafikerede vej og passerede et utal af smarte og prominente butikker og restauranter. Man skulle nemlig gå et pænt stykke vej for at nå op til indgangen af den store bygning, som rummede motionscentret. Jeg havde altid haft et blødt punkt, når det kom til de dyre steder i byen. Jeg tænker tit, at hvis man har pengene, hvorfor så ikke vise at man har dem. Jeg passerede også min yndlingsrestaurant; Spice Market. Et sted med god mad, fine mennesker og en altid anselig flok af bussinessforbindelser og kendte personer. Her kunne jeg være mig selv; en rigmand blandt lige folk med de samme positive livssyn. Restauranten stod for alt det jeg elskede ved byen. Jeg fortsatte og trippede op at trapperne til motionscentret.
Jeg begyndte som sædvanlig på løbebåndet, stod med mine høretelefoner på og skuede ud over maskinerne som betjente de utålmodige masser af perfektionistiske forretningsfolk. Sveden begyndte at dukke op, og jeg kunne mærke, at min efterhånden godt trænede krop begyndte at blive gennemsund. Når man stod her, følte man sig privilegeret og på toppen. Man boede i en storby i et land, hvor alle har det godt, og alle muligheder for et godt liv er åbne. Der var ingen risiko for at dette samfund kunne ødelægges, når det bestod af så retfærdige og gode mennesker. Sveden begyndte at dryppe og minutterne sneg sig af sted, og midt i mine glade tanker om mit perfekte liv, prikkede en finger mig på skulderen. Jeg vendte forskrækket hovedet og var nær ved at vælte ned af løbebåndet, da jeg endelig fik slukket maskinen og fik styr på situationen. Jeg kiggede en muskuløs, flot, midaldrende mand i øjnene og spurgte ”undskyld, vil du mig noget.” Manden løftede på smilebåndet og svarede ”ja, undskyld, ville ikke forstyrre, men spekulerede på hvordan denne maskine egentlig fungerer. Jeg har nemlig altid svært ved at tænde for den, og får for det meste en af hjælpetrænerne til at starte den for mig.” Jeg smilede forbløffet, og han smilede tilbage med et flot hvidt tandsæt. Han var faktisk utrolig køn af en mand at være. ”Jo, nu skal du se” sagde jeg ”du starter med at holde den røde knap inde og derefter trykker du på niveauknappen.” Han prøvede forsigtigt og fik den startet. Jeg vendte tilbage til løbebåndet, men der gik ikke mere end et par minutter, førend jeg igen blev prikket på skulderen. ”Undskyld jeg forstyrrer igen” sagde manden ”kommer du tit her?” han var stille og rolig også begyndt at løbe og hans krop svedte og udsendte et smukt gyldenbrunt skær. Hans muskler var flot markerede og hans stramme tøj bevægede sig i takt med kroppen, så man kunne se hver enkelt detalje på dette pragteksemplar af en mandekrop. ”Ja jeg er fast motionist her, men har sjovt nok aldrig set dig før” svarede jeg manden. ”Nej det er også kun anden gang jeg er her, men har hørt så meget om stedet og tænkte, at det lige var noget for mig. Men som du kan se, er jeg ikke særlig erfaren.” Jeg gjorde ham opmærksom på, at det lod hans kropsbygning ellers ikke til at vise, hvortil han smilede forlegent. Han havde et fængende smil. ”For resten, mit navn er Sam. Sam Collinwood”, fortalte han mig med stolthed i stemmen. En beroligende stemme. Samtalen udviklede sig, og det viste sig, at han var et fantastisk menneske. Han var sjov, intelligent og havde sit eget cateringfirma i den anden ende af byen. Han var veltrænet, og mest af alt mindede han mig om mig selv. Han var af udenlandsk oprindelse, men det forhindrede mig ikke i at beundre ham. Vi levede trods alt i et multikulturelt samfund. Vi snakkede sammen under hele træningsperioden, og vi svingede fantastisk godt. Der var et eller andet ved ham, der fængede mig. Han var tiltrækkende. Da vi var færdige udvekslede vi numre og aftalte at mødes fast i motionscentret til flere spændene samtaler. Jeg tog derefter på arbejde, men kunne sjovt nok ikke tænke på andet end mit møde med Sam, udlændingen.
Jeg sad i min lænestol og kiggede ud over byen. Hvilken fantastisk by. Intet i verden kunne røre denne by og dette vidunderlige liv. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ned på alle menneskene, som gik rundt i hvert deres liv og havde det pragtfuldt på hver sin vis. Dette var et isoleret paradis, her var alle lige og her var alle glade.
Månederne gik og jeg mødtes med Sam hver eneste dag og vi havde en fantastisk tid, når vi var sammen. Vi udvidede vores venskab ved at mødes i forretningspauserne og i fritiden. Sam var en spændende mand, med meget spændene synspunkter, som vi fik meget tid til at gå med at snakke om.
Vi mødtes ofte inde i midtbyen, som emmede af kaos men samtidig ubevidst forvissede en om, at alt var under kontrol; en fælles kontrol vi alle havde del i. De store reklamebillboards hang som opmærksomhedskrævende trofæer overalt i midtbyen, tusindvis af gule taxier strøg forbi i minuttet og synligt vigtige folk med deres brune sagsmapper traskede forbi i en slags trance, der mest af alt mindede om marionetdukker styret af den kapitalistisk fængslede Gud. Vi gik forbi Wall street, som lå i midten af dette pengestyrede paradis. Her blev både den nationale og internationale kapital styret, og den mindste fejl kunne udløse en katastrofe i forhold til den økonomiske verdensbalance. Men jeg var godt tilfreds med at det ansvar lå på denne ø i vores hænder. Vi gik og snakkede om det kaotiske liv der blev ført i midtbyen, om den udvikling den amerikanske nation var i og hvordan man kun kunne se på denne udvikling med stolthed og forbløffelse. Sam havde få men gode meninger, men vi var dog uenige på visse punkter; men til det trak han blot på smilebåndet. Jeg fastholdte dog min fascination; jeg var stolt.
En flot efterårsdag var Sam og jeg var ude at jogge i Central Park. Bladene var så småt faldet af træerne, og et gulligt skær hang hen over parken, som mest af alt lignede et guldbelagt maleri, som solens stråler skinnede hen over. Jeg var lykkelig over at løbe med Sam, og vidste på forunderlig vis at det var præcis på grund af ham, at jeg var lykkelig. Vi løb og snakkede om livet, fremtiden og vores opfattelse af verden. Tiden fór som sædvanlig af sted, og det eneste jeg kunne tænke på, var hvor lidt jeg ønskede at denne tur skulle stoppe. ”Fantastisk by, synes du ikke?” spurgte jeg Sam, men han svarede ikke, smilede bare til mig. Et smil der gjorde mig varm indeni.
Vi var på vej over de livløse blade og ud gennem parken, da han stoppede, trak vejret og sagde ”Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at jeg skal hjem. Min kærlighed er der, hvor jeg har tænkt mig at drage hen”. Jeg kunne mærke hvordan tiden gik i stå, og jeg må have stået der i lang tid uden at sige noget, for det føltes som en evighed. Jeg havde ingen anelse om at Sam var følelsesmæssigt bundet til noget. Han virkede ikke som en, der havde familie og noget at komme hjem til. Det var derfor han mindede så meget om mig, for efter at jeg havde mødt Sam, havde mit familieliv været på standby. Jeg kunne ikke længere identificere mig med min familie og mit gamle liv. Det var Sam jeg levede for, og kun han kunne gøre mit liv fuldendt i denne i forvejen fantastiske storby. Jeg var lamslået og kunne ikke få et ord over mine læber. Her stod manden, som jeg havde lukket ind i mit perfekte liv, og som jeg havde ladet vælte mig og min livsopfattelse omkuld, og nu svigtede han mig. ”Er der noget galt?” spurgte Sam efter et langt og akavet stykke tid. ”Hjem?” spurgte jeg tøvende. Sam rettede sig op og begyndte at spadsere. ”Du ville ikke kunne forstå” sagde Sam, og satte i løb ud af Central Park. Jeg blev stående tilbage forstenet og ulykkelig. Jeg vendte mig om og begyndte at jogge tilbage til byen, mit hellige hjem hvor jeg hørte til, og hvor jeg kunne være en smule lykkelig. Den sølvgrå by, hvis millioner af vinduer glimtede i lyset fra solen, modtog mig med åbne arme. Jeg traskede mut ind dens favntag og forsvandt tilbage ind i mit nu lykkeligt ensomme liv. På vej tilbage nåede jeg lige at kigge hen over den overrumplende by som udtrykte den selvstændighed, rigdom og kærlighed som jeg havde brug for nu, mere end nogensinde. Jeg løb hen over Villain Square og forbi de tusindvis af kontorer som udgjorde samme arbejdsplads for de mange lykkelige mennesker ligesom mig. Jeg kiggede ind gennem ruderne og fik øje på mit spejlbillede og de store episke bygninger som omringede mig. Følelsen af at være omringet og beskyttet slettede mine triste tanker, og mit spejlbillede bragte mig tilbage til Manhattan, mit liv og trygheden.
Næste dag var jeg som forandret. Jeg var tilbage i den samme gamle rutine med fart på og fokus på mig selv. Jeg tog ind på motionscentret for at forbruge tiden på noget konstruktivt og samtidig også med et lille håb om, at jeg ville møde Sam inden hans hjemrejse. Men forgæves.
Jeg stod på løbebåndet med mine høretelefoner og spejdede som sædvanlig ud over de heldige mennesker. De mennesker som levede trygt og dejligt i deres personlige paradis på øen, som isolerede dem fra alt det onde, som verden havde at byde på. Men verden var ond.
Jeg tænkte på, hvordan disse mennesker levede deres trygge liv, dag ud og dag ind, i en by i et land, hvor intet kunne røre dem. De havde gjort sig fortjent til denne tilværelse. De havde igennem livet arbejdet for at skaffe frihed og privilegier for dem selv, og nu kunne de nyde det uden frygt for at blive såret, hverken fysisk eller psykisk.
Mens disse tanker florerede, blev mit blik fanget af tv-skærmen som hang i hjørnet af motionscentret. Da alle de andre mennesker også rettede deres blik mod skærmen, tog jeg høretelefonerne af. Et billede af had ramte vores øjne, og i nyheden hørte vi: ”World Trade Center er her til morgen blevet angrebet af terrorister. Begge tårne er blevet ramt og er styrtet sammen. Ingen kender grunden til denne aktion. Det vides kun, at det er medlemmer af Al-Qaeada, der har påtaget sig ansvaret. Indtil videre er en terrorist blevet identificeret.”
Nyheden som derefter kom, har været printet i mit sind lige siden og har aldrig forladt mig. Jeg selv og eksistenserne omkring mig har alle levet i denne paradisiske dal med tryghed og beskyttelse. Vi har alle gjort os fortjent til at leve i en perfekt verden, hvor intet ondt sker. Men i modsætning til de andre på øen har jeg, som den eneste forrådt paradis, præcis som Adam gjorde det. Jeg lod slangen fordærve paradis. Mit paradis.
Nyheden som kom bagefter var ”Den eneste identificerede terrorist bar navnet Sam Collinwood. En tilsyneladende helt naturlig mand som boede i centrum af Manhattan”.
”Den
største sorg udi verden her,
er dog at skilles fra den, man har kjer.”
Sofie
Klokkerholm Rye
”Den
største Sorg i Verden her,
Er dog at miste den, Man har kjer”
”..22! ..23! .. 24!”
sjippetorvet smældede hårdt mod asfalten,
”..27!..28!..” mens solen skabte fiktive vandspejl længere opad alléen. Vejret havde været enestående, siden jeg flyttede hertil, og selvom træernes blade allerede var begyndt at visne en smule, stod de stadig fyrsteligt og bøjede sig over det trygge parcelkvarter.
”..45! ..46! ..47!”
Det var pigen med den lyse hestehale, der råbte op, mens hun ivrigt svingede tovet i store buer. Hun var iført en langærmet trøje og sorte gamachebukser på trods af den bagende sol; pandehåret klæbede sig ind til hendes fugtige pande, mens hun højrød i hovedet prøvede at holde et skarpt overblik over legen.
”..63! ..64! ..65!..”
En dør blev åbnet fra huset på den anden side af vejen; min genbo
”..69!”
”Maria!
Din klaverlærer er kommet; det er tid til at øve!” Hendes stemme knækkede
over midt i talrækken, da hun hørte sin far råbe inde fra entreen. Et
stakkels pigebarn faldt forover og hamrede begge sine knæ i asfalten, da buen
pludselig blev slap. Under høje skrig blev rebet samlet op af en køn, mørkhåret
dreng, der - som den eneste - ikke fokuserede på den tilskadekomne; i stedet
kiggede han indforstået på Maria og klemte kort hendes hånd.
Hun vandrede op mod huset med hagen klemt ind mod brystet og hænderne foldet stramt på ryggen; Blodet løb fra knoerne der blev hvide, da hun pressede sveddråberne ud mellem fingrene.
Sensommeren gled over i efterår og
træerne langs alléen stod nøgne i blæsevejret. Jeg var begyndt at falde til;
boligen var blevet indrettet og den sidste hækkeklipning havde naboen ordnet.
Desværre var der kommet svamp i vindueskarmen i køkkenet, som skulle slibes af
og males over, så huset overfor fik meget af min opmærksomhed. Der gik
adskillig mennesker ind og ud, og jo oftere Maria blev kaldt ind, des flere mænd
kom og gik.
Moderen tog altid af sted om morgenen før disen nåede at lette fra
forhavens velholdte plæne. Hendes blik flakkede, og de stikkende øjne glinsede
med et fugtigt skær før hun satte sig ind i bilen og kørte lydløst ud ad den
øde vej. Faderen havde jeg kun spottet et par gange; en stor, bredskuldret mand
med skægstubbe og et tyndt lag leverpostej redt ud over den glinsende isse og
videre ned ad nakken. Han stod ofte i entreen og tog imod de anonyme skygger,
der ubemærket gled ind og ud. Ind og ud og ind og ude sjippede børnene
med en bue, der aldrig blev helt rigtig igen.
En sen aften stod jeg og vaskede op efter at være
faldet i søvn på sofaen. Fra mit vindue havde jeg et godt udsyn, og da jeg var
i færd med at tørre et rødvinsglas af, kunne jeg se døren blive åbnet på
den anden side af vejen. En lyshåret barneskikkelse trådte ud på
trappeafsatsen, og kort tid efter dukkede der en ventende silhuet op ved
carporten. Maria kiggede rundt til alle sider og skabte sig et hurtigt overblik,
før hun listede sig over det dugvåde græs og greb fat om den afventende hånd.
Som to sorte katte løb de sammen
ud
i det mennesketomme og sorgløse mørke.
Kort efter bliver et lys tændt i soveværelset på 1.
sal. En stor skikkelse rejser sig fra sengen og træder hen til vinduet. Lyset
bliver hurtigt slukket igen, og de flimrende insekter omkring gadelygten er det
eneste liv de næste mange minutter.
Natten holder vejret, da døren bliver åbnet på klem
igen en halv time efter. Jeg skimter Marias tyssende og modløse ansigtsudtryk,
før hun vender sig bort fra drengen og tager et skridt ind i entreen, men han
holder fast i hendes hånd og trækker hende tilbage til sig. Hans øjne funkler
i gadelygtens skær, da han fortroligt putter en aflang skinnene genstand i
hendes lomme og smiler.
I det samme bliver døren flået op; en hånd griber ud
og får fat i pigens nakke. Hun bliver kastet hårdt ind mod væggen og falder
bevidstløs om på gulvet, som en vild snehare før pelsning; blodet breder sig
ud over gulvet fra begge næsebor.
Faderen råbte ud mod drengen, der allerede var sat i løb henover græsplænen
”Bliv borte! Hører du! Jeg vil aldrig se dig her igen! Aldrig mere!”
Døren
blev smækket i, og år efter år sad Maria på netop den trappeopgang og
ventede, mens det stigende vanvid lyste ud af hendes matglimtende øjne.
Efter faderen blev fjernet ophørte alle besøgene fra den ene dag til den anden. Moderen så allerede gammel ud, og mens græsset fik lov at gro til, sad Maria og rokkede frem og tilbage på trappeafsatsen med en glinsende lommekniv mellem sine fingre. Hun var blevet ældre og mere ranglet, men selvom hendes lyse hår havde mistet sit gyldne skær, brændte der stadig en levende flamme i hendes dunkle blik.
”Han kommer tilbage. Jeg ved det; han kommer”
En aften kørte der en rød Peugeot op ad den tilsneede
indkørsel; en fyr trådte ud og så frygtsomt op mod det forfaldne hus. Han
rodede lidt i det mørke hår, før han gik hen og bankede på døren. Jeg var i
færd med at pille de sidste billeder ned af væggen; de mange flyttekasser stod
allerede stablet og klar til afhentning. Maria åbnede døren iført en hvid,
gennemsigtig underkjole; hendes arme havde utallige snitsår og under dem var
der gamle, glinsede ar. Hendes krop var et levende maleri af abstrakte figurer i
alverdens farver; gul, rød, blå, grøn og enkelte sorte plamager. Fyrens knæ
sank sammen af synet. Hun kiggede på ham, som var han blot endnu et blad, der
var faldet ned fra træet. Maria trådte til side og gjorde plads. Han bevægede
sig forsigtigt ind og spejdede ud mod vejen, før døren blev lukket bag ham.
Da flyttebilen kom om morgenen for at hente de sidste
ting, var huset på den anden side af vejen afspærret, og utallige politibiler
stod parkeret midt på vejen. En flok nysgerrige mennesker havde - trods den hårde
vinterkulde - samlet sig foran huset for at følge med i hvad der skete. En
ambulance kom lidt efter, og et lig blev båret ud af to falckreddere.
Kroppen var allerede stiv, og knivstikkene i brystet
kunne kun ses som små huller i tøjet. Det blege ansigt så saligt ud; hverken
skræmt eller forfærdet, og bløde fnug faldt langsomt i det mørke hår.
Vinteren var kommet.
Sneen faldt tungere og tættere. Skyerne hang som dystre ansigter over det lille kvarter, da mørket begyndte at falde på. Træerne stod afklædte og sukkede dybt, da ambulancen kørte bort under dem.