A News
særnummer om Belgien marts/april 2005

En lang dag i Belgien

Jonas

Lørdag d.5 marts ankom 1.a fra Hobro Gymnasium til den belgiske storby Beveren, som ligger i den flamske region af landet. Eleverne så meget frem til at møde deres belgiske værter og den belgiske kultur. En uges ophold var i vente, og hver aften var da også nøje planlagt, så de unge ikke skulle spilde deres dyrebare tid; og hver aften blev da også nydt i fulde drag.

Dog var det en speciel dag, der stod klarest for mange elever, nemlig torsdag d.10 marts, som blev en dag fyldt med sammenhold og spændende aktiviteter.

Dagen startede med morgenmad hos de forskellige værtsfamilier, og derefter drog de unge i skole for at ordne dagens første opgave; Europæisk debat.

Der var dog ikke kun danske elever med i ugens udvekslingsprogram, henholdsvis elever fra Italien, Rumænien og Tjekkiet var også indlogeret hos belgiske værtsfamilier.

De danske elever skulle sammen med de ovennævnte nationaliteter skabe en ungdomsdebat omkring forholdene i EU. Hele formiddagen gik med heftig diskussion og havde til formål at munde ud i en vedtagelse af diverse lovforslag, som de unge havde debatteret sig frem til.

Da middagspausen var overstået, kørte de danske elever med deres belgiske venner til den lokale hal, hvor eftermiddagens program på forhånd var fastsat.

Eleverne blev delt op, og skulle begynde eftermiddagen med at spille volleyball. Eleverne nød spillet, selvom de foregående afteners byture så småt var begyndt at melde sig i kroppen.

Efter godt et par timers volleybold kunne man frivilligt melde sig til et spil basketball, og der var overraskende mange som meldte sig, til trods for svedeture og åndedrætsbesvær.

Indtil videre en dag med socialt sammenhold samt nye og bedre bekendtskaber; men dagen var langtfra over.

Da aftenen faldt på, og eleverne havde forspist sig i den gode belgiske mad, tog de på bar og forbedrede det sociale med lange dybe samtaler og sjov, som førte de fremmede kulturer ind på hinandens personlige tankegange og følelser. Alt i alt en dag eleverne sent vil glemme.

En uge i Belgien

Heidi

En uge i Belgien med landets mange seværdigheder og dejlige mennesker. En uge på udveksling i Belgien viste sig, at være spændende og lærerig.

Da vi havde en time til Antwerpen, hvor vi skulle bo hos vores familier var vi alle meget nervøse og helt vilde. Først der begyndte vi, at glæde os til, at se dem. Vi blev guidet ind i en stor sal, hvor de belgiske lærere delte os ud til vores værtsfamilier.

Vi skulle allerede i byen om aftenen, da vi ankom, så vi skyndte os, at gøre os klar. Vi tog på et stort diskotek kaldet;Togenblink, der var både italienere, rumæniere, tjekkere også os- danskere. Det var sjovt, at se alle de forskellige kulturer og mennesker mixet sammen på et sted.

I løbet af den uge vi var i Belgien skete der mange ting og vi lavede en masse spændende ting, som bla. Så vi Brügge, en by som tilbød en masse; der var vi på chokolade museum og vi smagte øl, som byen er kendt for, den hed; Straffe Henrik.

Vi havde en sportsdag med volley, det var sjovt, at se hvor dårlige og hvor lidt sport de belgiske elever egentlig havde. De var bange for fysisk krops kontakt, derfor skulle vi spille volley.

Fredag, den allersidste dag, så vi modeshow, som eleverne vores venner havde lavet. Derefter var vi i Antwerpen for, at se på fashionbutikker.

Om aftenen skulle vi til afsked fest på et diskotek, hvor vores venner selv havde arrangeret den. Festen bestod af både italienere, rumænere, tjekker og danskere og belgierne. Vi festede indtil vi skulle med bussen, kl.8.00 det var hårdt, men sjovt.

Man kan vist godt sige, at det var en meget vellykket og sjov uge. Vi fik en masse nye venner, som vi aldrig vil glemme.

Det er en oplevelse for livet og vi glæder os meget til, de skal opleve Danmark med os.

Om seks uger ankommer de til Danmark og der skal vi være klar og vise alt vores gæstfrihed, ligesom vi fik serveret i Belgien.

Mødet med min værtsfamilie

Louise M. J.

Det er første gang i mit liv at jeg har været på udveksling. Hele turen på vej til Belgien glædede jeg mig rigtig meget, og så virkelig frem til at møde min belgier. Men det var ligesom om at modet svigtede, da vi kørte forbi byskiltet hvorpå der stod Beveren, som var den by vi skulle bo i. Jeg begyndte ligeså stille at få hedeture og rimelig ondt i maven. Lynhurtigt ankom vi til skolen, hvor vi alle skulle hentes af vores værtsfamilier ( på dette tidspunkt havde jeg egentlig helst set, at vi vendte snuden om i retning mod Danmark igen). Vi blev sendt ind i et lokale, hvor alle danskernes navne skulle råbes op og derefter skulle vi pænt følge med vores familie hjem. Jeg havde med nød og næppe fået slæbt min store kuffert og en masse andre pakkenelliker med ind ( Min mor slæbte halvdelen i Hobro, da vi skulle med bussen) . Mit navn bliver så selvfølgelig råbt op som nr. 2!!! Nå ud igen, nu bare med en masse belgiske familier til at spærre døren, så Louise må mase sig igennem mængden og skubbe til alle. Da vi kommer hjem til familiens hus når jeg lige netop, at træde ind af døren, da en kæmpemæssig savlende boxerhund overfalder mig! Rimeligt svært hvordan man lige skal reagere på det, når man er så tør i munden af nervøsitet og næsten ikke kan snakke. Senere hvor der er kommet lidt ro over det hele, sidder vi og snakker lidt. Familien var rigtig venlige, og det var rigtig dumt at være så nervøs. Jeg bliver så nærmest beordret i bad, skønt tænker jeg. Lidt tid for sig selv, til at fordøje nogle af tingene. Da jeg kom ud på badeværelset, var der selvfølgelig ikke nogen nøgle, oven i købet var der et kæmpe hul i brusekabinen- lige hen til døren! Det krævede en lille snak i mobilen med mor, før at jeg fik taget mig sammen til, at tage et 30 sek. bad. Hvis der er noget jeg er, så er det blufærdig!

Den efterfølgende uge gik forrygende med en masse skæg og ballade. Min belgiske familie var så gæstfri, hensynsfuld og betænksoM hele tiden. De fik mig virkelig til, at føle mig hjemme og en del af familien. De sidste par dage holdt selv den store boxer så småt, op med at angribe mig konstant. Da jeg skulle hjem græd moren, hun sagde at jeg i en uge havde været den datter, hun aldrig havde fået!!! Nu glæder jeg mig bare meget til at min Belgier Angelo kommer til Danmark.

Jeg overlevede også på trods af manglende nøgle på badeværelset J

Fascinerede unge

Emilie og Anne Kathrine

Efter omkring 12 timers bustur ankom vi til Belgien. Vi lignede nok egentlig mest nogen, der trængte meget kraftigt til et lang bad og en seng. Men vores belgiere var spændt op til lir! Det blev dog til et bad, et hurtigt hej til familien, op på cyklen og til fest. Min belgier, Anja, havde fået lov til at medbringe 0,70 cl Smirnoff til forfesten. Jeg tænkte bare: ”Ja okay, det er vel okay. Det er jo ikke sikkert at vi skal være der så længe, så det er nok fint nok til os!” Vores flaske blev så brugt til velkomstdrinks, så det blev til et meget lille glas til en 10 mennesker! Så fandt de, de vilde flasker frem, Blue Bols, Pisang og Appelsin juice. Danskerne så rimelig målløse ud, da vores belgiere sad og blev småberusede.

Vi efterlod vores cykler hvor forfesten havde fundet sted, så gik vi hen til ”Youth Clubben”, hvor man på lang afstand kunne høre vej. Det var techno af vild kaliber. Tankerne i danskernes hoveder var nok: ”Oh my God!” Jeg tror, det mindede de fleste om et dårligt halbal i 8. klasse. Vi fik et kæmpe blækstempel, der ville være vores minde adskillige dage efter! Der var en lille bar i hjørnet, hvor man kunne købe lyseblå og røde breezere, så det lignede at vi befandt os til en børnefødselsdag, hvor man heller ikke rigtig kunne finde takten til musikken, så det var ikke så vellykket.

Belgierne lignede nogen der hyggede sig gevaldigt, men danskerne fandt sammen på en lille balkon, hvor vi stod og betragtede belgierne, som de var vilde dyr. Det der nok fascinerede os mest, var nok deres techno dans. De lignede mest en flok forvirrede nordmænd på langrend. De hoppede som små kænguruer, mens de kørte armene diagonalt frem og tilbage. Get the picture?! Efter nogen tids overtalelse fik vi dem lokket med over på den anden side af huset, hvor technoen var lidt mere behersket. Her kunne man sidde –hvis man var heldig!! Techno musikken bragede derud af, så snakke kunne vi godt glemme alt om! Vi sad og udøvede tegnsprog, men fortrød hurtigt at vi ikke havde taget et kursus hjemmefra, da der ikke var nogen, der kunne få en mening ud af det.

Der gik ikke længe før trætheden meldte sig, men vores små belgier venner var langt fra færdige, med at udøve de forbudte trin. Endelig, efter utallige signaler, forstod de, hvad trætte Sankt Bernhards øjne ville fortælle dem. Vi ville bare hjem og sove. Så vi måtte på cyklen igen, hvor kampen om at blive på var hård.

Alle danskerne kan hvis godt nikke ja til, at de også kunne høre deres puls i ørerne, da de langt om længe havde fået hovedet på puden, med frygten for begyndende tinitus.

Sociale belgiere og syngende danskere

Louise P

Vores første skole dag på den belgiske skole ’Sint Maarten’, var spændende. Vi fik stillede en gammeldagscykel til rådig. Det første vi møder, er en port, hvor vi straks tænker ’disciplin’! Fordi …

Lidt længere inde kunne man se børnehaveklassernes ”bur”, et lille areal med hegn på et par meter. Vi trækker vores cykler videre med følelsen af spænding og nervøsitet. Vi møder uden for et rum kaldet Poly 1, hvor vi straks finder ud af, at det er, der vi skal være. En af de belgiske elever fortæller os, at når den første klokke ringer, skal man begynde at gå til sin klasse og det skal man nå inden anden klokke ringer, ellers er man kommet for sent. Endnu et tegn på disciplin.

Det ringer ind og vi finder en plads i Poly 1, sammen med ”vores” belgiere. 3 af belgierne starter ud med et program der lyder på ’Who is who?’ Nogle forskellige lege hvor man i hver leg skulle mødes på en eller anden måde og derefter give hinanden et kindkys, et smæk i numsen eller stjæle stolen fra hinanden, en meget sjov måde at lære hinanden lidt mere at kende, både på væremåden og navnene. Vi danskere fandt hurtigt ud af, at belgiere er meget sociale, da de f.eks. giver hinanden kindkys når de ses.

Dagen gik og vi fik både lært lidt ’Dutch’, set skolen og smagt nogle typiske snacks fra Belgien. Men dagen gik og vi fik fri halv fem, og vi var alle halvtrætte efter en to timers længere skolegang.

Aftenen kom og vi var klar på noget sammenkomst og hygge. Vi var nogen der fandt ud af noget med en privat fest, og der kom snacks, sodavand og forskellige kager på bordet.

Belgierne er meget sociale og de fandt , da også guitaren frem og der blev sunget nogle sange. Der gik ikke lang tid før de fandt ud af, at vi danskere også kunne det der med guitaren. Så en af os fik stukket guitaren i hånden og ’Se min kjole’ blev fyret af. Vi kender ’Se min kjole’ fra børnehaven, den blev sunget 5-6 gange næsten hver aften i Belgien mest på dansk, men vi prøvede også med en engelsk version..

Selv om det blev en lang dag, kan vi hvis godt konkludere, at det blev en rigtig hyggelig og sjov mandag.

Gid det var os

Anne

Belgierne har noget vi unge danskere ikke har – rigtige ungdomsklubber.

Her i Danmark har vi unge intet sted, hvor vi kan mødes for at snakke, hygge eller spille lidt pool. Ganske vidst har man i Hobro noget, der hedder ’Ungdomsklubben’, men den bliver kun benyttet af unge mellem 13-15 år, da der hverken kan købes eller nydes alkohol. Samfundet er sikkert bange for, at der går for meget druk i hverdagsaftenerne, forståeligt nok, men belgierne har bevist os, at det ikke behøver at være sådan.

Den første aften vi ankom, tilbragte vi på en klub som også havde åbent i hverdagene. Der var højt til loftet og stedet var generelt lyst meget op i forhold til de danske diskotek. Der var stole og borde overalt, god og varieret musik, alkohol og et bordfodboldsbord. Et rart og hyggeligt sted at hænge ud. Denne aften blev stedet dog benyttet som fest-lokaler, så der var naturligvis mange mennesker og meget gang i den. Men da vi kom igen onsdag aften var jeg overrasket over at se så mange unge der var, på trods af at det var en hverdagsaften. Man mærkede at de havde en fornuftig morale om ikke at drikke i hverdagene. Men bare det, at man har muligheden, gør åbenbart en stor forskel. Vi oplevede også en anden lignende ungdomsklub i løbet af ugen.

Togenblick

Cecilie og Stine

Receptionen hos borgmesteren, som havde været mindre interessant, var endelig slut og folk begyndte så småt at bevæge sig mod det eftertragtede mødested for unge i Beveren: Togenblick.

Belgierne havde alle haft deres udvekslingsstudenter fra Italien, Rumænien, Tjekkiet og Danmark med, så stemningen var derfor allerede godt på vej mod en festlig aften.

Mange af danskerne var rimelig kvæstede og var egentlig opsat på at komme tidligt hjem, men belgierne var af en anden opfattelse, og de fik hurtigt de udmattede danskere på andre tanker.

Da vi ankom til Togenblick var festen godt i gang og de italienske latino lovers svingede ivrigt med deres solbrune hofter, hvilket hurtigt fascinerede pigerne fra det kolde nord.

Togenblick er en klub for den ældre del af Beverens ungdom. I underetagen er der en stor festsal, hvor de vilde technofester bliver holdt, og hvor belgierne energisk viser deres fantastiske moves.

Danskerne var dog ikke synderligt imponerede af denne afdeling, og vi fandt hurtigt sammen med vores belgiere op til første sal. Her er rytmerne roligere og mulighederne for at tale normalt sammen større. Det var også her de fleste udvekslingsstudenter holdt til. En af grundene til at aftenen hurtigt blev succesfuld for danskerne var tildels stedets fantastisk billige priser på øl – en øl, en euro.

Oven i købet er Belgien jo også kendt for deres kvalitetsøl, så danskerne var evigglade.

Belgierne benyttede sig dog ikke af de billige priser i samme grad som danskerne. Det var ikke fordi de ikke drak, men de kendte deres grænser lidt bedre end danskerne.

Alt i alt var det en god aften og de sidste danskere forlod stedet kl. 01.00.

Belgisk Fjernsyn

Simon

Tirsdag morgen og jeg er rimelig smadret – tror det blev en lang nat igen, men hey det er fint med mig. Jeg får slæbt mit hærgede korpus ned til Ingmars stue – Ingmar er navnet på min belgier, hvis nogen er i tvivl.

Lader ikke til at nogen er til stede; jeg går ud fra at han er ude at fodre høns. Tager lige noget slik fra en skuffe; han har sagt, det er i orden, at jeg tager noget slik til morgenmad – det er vist meget normalt hernede. Sætter mig ind i stuen og tænder for fjernsynet, og til min store glæde opdager jeg, at de ikke synkroniserer amerikanske serier. På dette tidspunkt havde jeg ikke store forventninger til at blive underholdt, men det her hjælper godt nok på det. Havde dette været i Tyskland, var der nok ikke store chancer for, at det samme var sket.

Jeg vil lige kigge alle deres kanaler igennem, opdager hurtigt at det ikke er til at forstå noget som helst af det her sprog. Vi er i den flamske del af Belgien, så jeg er rimelig fortabt mht. at få noget ud af nyhederne. De har en masse landsdækkende kanaler hernede, for at få hele befolkningens behov dækket. Jeg kan dog godt forstå, når jeg rammer en fransktalende kanal og når den står på flamsk.

Når alt kommer til alt var jeg egentlig meget glad for belgisk tv, ingen synkronisering og næsten ingen reklamer – belgisk tv, ja tak!

Belgisk humor

Jonathan

Humor er i særdeleshed et vigtigt værktøj i vores samfund. Vi bruger det til af formidle et budskab eller til at gøre os populære. I denne lille artikel har jeg gjort mig nogle tanker om, hvad belgisk humor er.

Faktisk har Belgien nogle store humorister og komikere; det er bare ikke hver dag, man hører om dem, og tit bliver det ukendte stof også sorteret fra til fordel for noget lidt mere velkendt.

Man kunne jo benytte et eksempel som den Belgiske Urbanus.

Urbanus er en komiker af mange ansigter i form af utallige figurer. Dog er den mest elskede nok en der minder utroligt meget om engelske Rowan Atkinsons mr. Bean, som er verdenskendt og elsket over alt på jorden.

Rowan atkinsons mr. Bean er blevet udråbt til noget af dette århundredes bedste komik; dog er figuren skabt af Urbanus, der har vundet langt flere priser, og blandt kendere skulle han da også være lidt af en favorit. Det lader til, at næsten lige meget hvorhen man begiver sig, er Urbanus totalt ukendt, hvorimod alle kender mr. Bean.

Selv har jeg oplevet, at for nogle belgiere er sarkasme og ironi en eller anden by i Rusland; de fatter det simpelthen ikke. Ofte blev man nødt til at køre det helt ud i ekstremer for at få respons, og ofte var det ikke andet end et ”årh – kan det nu også helt passe?” Så vi fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne betale sig at bruge ironi – en ting som vi ellers bruger flittigt i Danmark. I stedet blev vi bare nødt til at bruge hård, kontant humor.

Hvis man ser belgisk humor over for dansk, finder man snildt ud af, at dansk humor som oftest er brutal, sarkastisk og ikke mindst kritiserende. Den skal gerne gå ud over de svage eller anderledes. Dog har vi også en del selvironi, som viser, at man ikke skal tage det så højtideligt, hvorimod belgisk humor i høj grad går ud på at være lidt ”kæk.” Man kan nok bedst sammenligne det med afroamerikanernes ”rapkæftede” komikere – der er ikke den store selvironi eller store overvejelser om dybden i materialet. Ikke som oftest i engelsk.

Belgiere nyder dansk humor. Belgiere tager sig selv og deres omverden lidt mere højtideligt en danskere. Måske skyldes det, at Belgien er et katolsk land og derfor befinder sig etisk og moralsk på et helt andet plan. Man ser gerne katolikker som en flok stivnakkede konservative. f.eks. blev min værtsfamilie overrumplet, da de så et billede af min far lægge vasketøj sammen.

Belgiere benytter ikke humor på samme vis som i Danmark. En typisk belgier er ikke den vildt store komiker. Belgisk samvær er ikke i så høj grad baseret på at have det sjovt som dansk, men grunder vel i virkeligheden i noget mere dybt om at hygge sig.

I grunden går humor jo ikke kun ud på at formidle, men også om at forstå. Belgisk humor er små pudsige indskydelser, ikke søgende som dansk. Men de er fuldt ud modtagelige overfor det meste.

Måske gør den danske trang til at finde det sjove i alt, at vi ikke bliver nær så entusiastiske i vores fremførsel. Men hvis man bruger sit kropssprog godt, forstår de alt. Ergo: dansk og belgisk humor ligner meget hinanden, dog kræver det mere performance at fortælle en joke i Belgien, hvor det i større grad er det materielle, der tæller for en dansker.

Skal vi dele snotklud?

Line

Som udvekslingsstuderende i Belgien kan jeg hermed sige af erfaring. at Belgierne får pustet i trynen op til flere gange om dagen, hele året rundt. Som dansker er man vant til at forlade selskabet, hvis man skal pudse næse. Måske endda finde et toilet, hvor man kan holde alle bakterierne væk fra andre mennesker og smide det ulækre papir ud bagefter. I Belgien er disse bakterier ligefrem en fælles ting, de pudser næse når de har lyst og for at være ærlig, nok en 10-20 gange i timen. Lommetørklædet, ikke papiret for det kan jo ikke bruges ligeså mange gange som et stykke stof, puttes i lommen efter brug og benyttes flittigt næste gang man føler trykket i trynen. Jeg har sågar oplevet at et kærestepar delte snotklud. Da pigen var færdig med at tømme næsen godt for slimede bakterier, gav hun sin kæreste lommetørklædet som han gladelig puttede i lommen.

Ja der er ikke noget at sige til at de hele året rundt går og er forkølede, men de er ligeglade, de siger det er mere handy med et lommetørklæde, som kan stoppes i lommen.

Breendonck – en koncentrationslejr i Belgien

Nina

Bussen sænkede farten og kørte end på en sandbelagt parkeringsplads. Vi sad stadig alle og snakkede højlydt, men dette ville ikke vare ved. Vi steg ud af bussen og det syn, der mødte os, fik os til at dæmpe stemmerne.

En stor grå, kold betonbygning lå foran os, med en voldgrav rundt om, som adskilte den fra omverdenen.

Lidt tøvende gik vi gennem porten. Verdenen så lidt mere grå ud, da vi betragtede den gennem stålhegnet med pigtråd foroven. Vi var nu ankommet til ”Breendonck”.

En lidt små buttet fyr, ca. midt i 50’erne, iført en postkasserød regnjakke bød os velkommen.

Vi gik langsomt hen ad den grå betonbro, som førte os over voldgraven. Vi endte i en kold og klam gang. Her fortalte vores guide om, hvordan vagterne pinte de nye fanger, som ankom til lejeren. Vagterne havde tvunget de nyankomne fanger til at stå med næsen mod muren, uden de måtte bevæge sig, i flere timer. Ikke nok med det, så blev de også banket af en professionel bokser med jævne mellemrum.

På hele rundvisningen fortalte guiden om, hvordan fangerne blev pint og tortureret. Han fortalte om bestemte personer, som havde været på Breendonck, og bestemte situationer, hvilket gjorde, at man slet ikke kunne lade være med at leve sig ind i det. Alle - både elever og lærere, belgiere og danskere, drenge og piger - blev meget påvirket af besøget.

Ida J.

En af dagene var vi i Breendonck, hvor vi skulle et kæmpe fort, det blev kaldt Ford Breendonck, det var et sted hvor der blev holdt en masse fanger under Anden Verdenkrig. Guiden, som viste os rundt, var rigtig god fordi han virkelig levede sig ind i historien og alle de mange frygtelige situationer og handlinger fra den gang af.

Han brugte os, som ’fanger’ så vi virkelig kunne se og forestille os, hvordan det var dengang, jeg synes det var utrolig og spændende at høre om, men det var samtidig utrolig barskt, og han sagde op til flere gange, at vi skulle sige til, hvis det blev for barskt at høre om.

På mange tidspunkter af rundvisningen kunne man næsten begynde at græde. Overalt hvor vi gik var der vådt og gråt, og det lugtede også gammelt og gråt, og det var virkelig også med til at skabe denne stemning af død og grusomheder.

Men alt i alt var det en utrolig spændene rundvisning. Klokken 11 blev vi ’løsladt’.

Samme aften var vi ude at bowle, det var rigtig skægt, vi var nød til at bowle i to omgange fordi vi var så mange. Men det var rigtig sjovt, det var også sjovt at se vores eller så alvorlig lære, gå til den med både øl og sjovt humør…J

Gotiske Brügge

Pernille

Tirsdag d. 8 marts besøgte vi byen Brügge. – En gammel by med gotisk stil. Vi kørte fra skolen ’Sint Maarten’ om formiddagen og der var ca. en times kørsel derhen. Vi kørte i den bus vi også havde kørt ned til Belgien i.

Selvom vi havde været i Belgien et par dage, var mange af os stadig meget trætte, for vi fik i det hele taget ikke meget søvn, den uge vi var dernede. Derfor sov mange af os i bussen til Brügge. Da vi ankom, havde vi et par timer til at kigge os omkring i byen og få noget at spise, inden vi skulle være på chokolademuseet. Vi var delt op i 3 hold, og mit hold skulle være på museet kl. 13.00.

Først gik vi gennem de flotte gamle gader, ned til en stor plads hvor der holdt flere hestevogne man kunne købe en tur i, hvis man altså havde lyst. I baggrunden hørte man også en dame fortælle eventyr gennem en højtaler på ’dutch’.

Derefter gik vi ind på en lille hyggelig café og fik noget at drikke, nogen fik også belgiske pandekager.

Da vi forlod caféen kiggede vi lidt på butikker inden vi gik mod chokolademuseet. Vi fandt det da også efter lidt tid, da belgierne ikke var så gode til at finde vej. Vi kom også kun 5 minutter for sent.

Da vi stod og ventede i forhallen fik vi gratis chokolade, og da vi havde spist næsten det hale, smilede damen i bag skranken ikke så meget længere.

Derinde så vi et kæmpe chokoladeæg; det var ca. 2 meter højt og 1 meter bred. Overalt derinde var der rigtig flotte chokoladefigurer, og de viste også en film. – Men den var på fransk og dutch, så vi forstod ikke særlig meget af den.

Vi tog hjem igen ved 5-tiden, efter at have shoppet lidt igen. Så nåede vi lige hjem og fik noget at spise, inden vi skulle af sted igen til bowling om aftenen.

og det lød som om der fandtes mange flere i deres by. Gid vi bare havde én.

1.a’ere med værter på Torvet i Brügge

”En Udveksling”

Torben

Sofie & Ditte

De danske øl skuffer, da den belgiske stolthed kommer på prøve

En sen lørdag aften bevæger jeg mig mod Togenblik – et belgisk ungdomshus placeret i store, grå bygninger. En rystende puls fra technomusikken møder mig, og jeg forsvinder i mængden af festglade unge ved indgangen.

1. a samles omkring nogle borde, og med baren i sigte og en fast beslutsomhed baner jeg mig vejen frem mod den skummende øl.

En flippet pige smiler til mig bag fadølsanlægget og venter utålmodigt på en bestilling. Jeg kigger op på prisskiltene og fumler febrilsk mine euro op af lommen. Efter simpel hovedregning overraskes jeg af priserne. 1 euro for en pils! Men frygten for at ende op med et glas vand camoufleret som øl, får mig til at købe en mørk Leffe til 1.70 i stedet. Det virker mere lovende.

Pigen rækker mig - med en rutineret bevægelse - øllen, der straks skummer over.

Jeg maser mig tilbage på min plads og tager hurtigt den første slurk. – Ikke mindst for at slukke tørsten. Danmarks stolthedsbarometer - hvad øl angår - daler drastisk slurk efter slurk. Tuborg og Carlsberg er for længst glemt og den bløde, men stærke væske strømmer sitrende rundt i min krop. Allerede en smule beruset efter den første øl, skynder jeg mig op efter en ny. Aftenen skrider frem, og stemningen stiger. Det bliver bestemt ikke sidste gang.

Det belgiske skolesystem

Fra vor udsendte medarbejder

Jeg er lige hjemvendt fra en udveksling til Belgien, og nu er det tid tik at opsummere. En ting, som jeg synes var væsentlig anderledes dernede, var deres skole, og den stemning der var på skolen. Mange at de grundlæggende ting er nogenlunde ens, vi skal jo alle lære i vores skoler, men måden de underviser på er med mere disciplin og respekt. Da jeg synes at det danske skole system ofte har været oppe til debat og stadigvæk er, så finder jeg det relevant at sætte diskussion lidt i perspektiv.

Det var mandag morgen og vi skulle først høre viceinspektøren holde en velkomsttale og derefter et par præsentationer om morgendagens udflugt, og sikke en larm der var. Adskillige gange blev vi bedt om at være stille, men det lykkedes ikke. Det var nok blandingen af Belgiere, Italienere, Rumænere og danskere der gjorde det. I talen indgik der skolens regelsæt og mange af de ting, som var forbudte på deres skole, er tilladt herhjemme. Blandt andet var der regler som; Ingen tyggegummi på skolens område, ingen må forlade skolen i skoletiden og tøjvalget skal være passende. Dog var der fyldt med tyggegummi på asfalten i skolegården og tilsyneladende blev det ikke respekteret. Fra mit synspunkt virkede skolen som at lille fængsel, for der var porte ved samtlige udgange og i frikvartererne stod der endda vagter ved portene. Burde man ikke synes at 14- 18årige er ansvarlige nok til at passe på sig selv? – ingen forlod skolen.

En ting jeg må indrømme er, at disciplinen på skolen er større end det lige virkede til. I mellem lære og elev er der en klar distance, hvor man udelukkende tiltaler hinanden med efternavnet, ofte endda med Hr. og Fru. Min belgiske udveksling fortalte mig at der normalt ikke var larm i klassen og hvis de larmede ville det blive noteret i deres næste karakterblad. Samtidig sagde hun, at for dem skulle læren være et forbillede og nærmest et idol – de skulle se op til dem. Ikke som en ven, som man kan komme til med sine problemer. Giver det dygtigere elever, og en bedre skolegang?

Set fra Belgiske øjne var den uge vi var der, en lille ferie for dem. De slap for lektier og strenge lærer. Derfor var der konstant en uro og larm, selvom det ofte kun var korte og vigtige beskeder der skulle gives. Som dansker kan jeg godt forstå det, for hvis min skolegang var baseret på streng disciplin og kedelig teori, så ville jeg også udnytte hver en chance jeg fik for at slappe af.

En ting, som vi har diskuteret, er om vi skal møde lidt senere og få senere fri. Sådan var det i Belgien. De mødte normalt kl.08.30 og fik fri kl. 15.30.

Sammenfattende tror jeg mest på det danske skolesystem. Vi må gerne tygge tyggegummi, og vi har da ikke tusinde af gennemgnaskede tyggegummier på vores asfalt. At have ansvar for egen læring, og et godt forhold mellem lære og elev er det ikke et godt grundlag for en skole? Eller burde vi have mere disciplin?

Det belgiske familieliv

Sisse

Det belgiske og det danske familieliv minder vel på en måde om hinanden. Der er dog nogle punkter, der ikke er ens; Det er den belgiske mor, der laver alt i huset. Hun sørger for, at er er mad på bordet, rydder af bordet og gør rent. Det er mærkeligt, for selvom belgierne er meget gæstfrie og høflige, siger de ikke tak for mad, når de rejser sig fra bordet. Her i Danmark er det normalt, at man holder bordskik, hjælper med at rydde af bordet og siger tak for mad og der er også mange unde, der har pligter i huset.

Ankomst: Vi ankom til skolen lidt i 21 Lørdag aften. Lærere, elever og forældre stod og ventede på os ved skolen. Vores navne blev råbt op og vi kunne gå hjem med vores nye ”ven”. Jeg ankom til det store hus og blev modtaget af hans forældre og brødre med en masse kindkys. Hjemme i Danmark havde jeg fået et kram. Men de var alle så venlige. Jeg kunne pakke ud og friske mig lidt op. Der var redt op til mig på hans værelse.

Belgien er et rigt land og næsten alle dernede bor i rigtig store huse. Mine ”nye forældre” var læge og lærer og gik flotte klædt.

Allerede om Søndagen var jeg blevet inviteret med til en familiefødselsdag. Det var en 50 års fødselsdag. Her i Danmark praler vi altid med, at vi er så gode til at hygge, men til forhold den fødselsdag jeg var til i Belgien, så er det faktisk tæt på at det er hyggeligere i Belgien. Der går de meget op i snacks, som der også blev serveret til denne fødselsdag. Dette er endnu en gæstfri ting; at invitere en fremmed med til en 50 års fødselsdag.

Hver aften var vi på cafe. Det er en ting, de gør meget i Belgien. Vi fik mange øl af vores belgiere og vi hyggede os hver aften. Da det så blev Fredag, skulle vi op på skolen med de belgiske forældre. Jeg stod sammen med moren og faren ved et bord. Moren var meget glad for at have en pige boende, da hun selv har tre drenge.

Lørdag skulle vi så hjem igen. Selvom familien havde givet mig så meget den uge, så fik jeg både vin, chokolade og en shower gel med hjem.

Det var en meget god uge i Belgien. Den måde jeg blev modtaget på, var helt speciel. Jeg følte mig virkelig hjemme.

Fodbold på Belgisk

Mathias

”SKB Everybody” lyder det på ”Freethiel” KSK Beverens hjemmebane. Beveren tager i mod Oostende i den belgiske fodbold-række; Jupiter-League, hvis navn kommer af den kendte belgiske øl ”Jupiler”. En øl 1.a op til flere gange kom i kontakt med. Oostendes spillere løber på banen, under stor pibekoncert fra det knapt halvfulde stadion. Anderledes jubel hører man sekundet efter da de blå-gul klædte Beveren spillere løber på banen akkompagneret af den legendariske Liverpool-slagsang ”You’ll never walk alone”. Et overraskende syn møder vi tre danske drenge, der med vores ”hosts” er taget til den udsatte kamp. Ikke færre end 10 af de 11 startende Beverenspillere er sorte, kun målmanden er hvid, men vist kun på grund af at første målmanden (også sort) er skadet. Det viser sig at de sorte spillere er fra Elfenbenskysten, og er i Beveren pga. tidligere økonomisk krise i klubben. Ikke desto mindre viser det sig at disse spillere ligger på et teknisk niveau mindst en klasse højere end modstanderne, dog er de alle lidt for ”ego”, og lidt nogle Primadonnaer. Kampen bølger lidt frem og tilbage, dog med Beveren i størst boldbesiddelse, men pludselig er det sket. Oostende er kommet foran 0-1 til stor jubel for de mange tilrejsende tilskuere (ca. 30 stk.). Ikke længe efter pausen kommer Beveren dog igen, efter en solo-tur af deres store stjerne, #22 Koffi Romaric N'Dri, bryder jubelen ud på Beveren-fansenes tribune. ”SKB Everybody” synger de håbefulde Beveren-fans. Og ikke længe efter er der igen grund til jubel på den tæt besatte Beveren-tribune, En spiller, som jeg desværre ikke kunne kende, har bragt Beveren foran 2-1. Et par minutter senere falder en af udeholdets spillere, og vores tre ”hosts” begynder at råbe ”Tuuuudefjææææs”, vist nok efter længere instruktion af Torben, og også med en smule accent. Desværre holder føringen ikke helt hjem, da en X Beveren spiller udligner til resultatet 2-2. Min host forklarer mig, at Beverens fans anser ham for at være Judas, da han er skiftet til en rivaliserende klub.

Nu går turen videre til baren ”Togenblick”, hvor 1.a igen stifter bekendtskab med de mange gode belgiske øl - dog med en lille skuffelse efter den sene udligning.

“On The Road Again…”

Mette

Jeg ved det ikke kun er mig, der normalt herhjemme i Danmark ikke er den helt store cyklist, men i Belgien cykler folk rundt til alt. Og her efter en fantastisk uge i Belgien er det især den faktor fra turen vi tænker tilbage på – selvom den ikke virker særlig vigtig.

Mandag morgen efter en dejlig afslappet weekend med både bytur og koncert kom turens første udfordring; vi skulle cykle i skole. Jeg boede hos en familie, hvor alle var over 1.90 meter høje, så efter jeg fik slæbt mig op på den alt for høje cykel og lige skulle til at trille af sted, kom moderen, sagde jeg skulle hoppe ned og så sænkede hun den, så den kun var 10 centimeter for stor. Det var rart.

Så begyndte vi ellers at cykle mod skolen. Belgien er meget fladt – fladere end Danmark tror jeg faktisk – så turen gik lige så fint derudaf. Dejlig frisk luft i hovedet, gør virkelig en klar til at skulle i skole.

Men så efter et par timer med en underlig leg i skolen, hvor belgierne syntes det var helt vildt sjovt at vi skulle kysse hinanden, tog vi ud på en anden lille leg i Beveren. Legen gik ud på at vi i små hold skulle cykle frem og tilbage fra skolen og så ud til nogle særlige steder i Beveren.

Første opgave var simpel, vi skulle bare cykle ud til jernbanen og skrive en togtid ned. Jeg var på hold med Sisse, Ida J. og Stine fra min klasse og vores belgiere. Vi lagde godt ud med at cykle pænt efter belgierne, der kendte vejen. Men efter små 5 minutter blev det for kedeligt, så Ida og jeg cyklede op foran resten og begyndte at synge ”On the Road Again” af Willie Nelson rigtig højt for dem alle sammen. Det var med blandede følelser de lyttede til os.

Vi kørte meget tæt på belgierne foran, så midt i vores lykkerus over at kunne cykle rundt i det flade Belgien uden så meget som at blive træt, drejede belgierne og jeg kørte direkte ind i et træ. Ups…

Senere på vej tilbage til skolen efter at have været på vores favorit-opgave: Tag på ”The Mops” og find ud af hvilken belgisk øl du bedst kan lide cyklede vi igen, men denne gang mindre ubesværet. For efter en 3 timers cykeltur bliver man utrolig øm bagi og tænker mere på at komme hurtigt frem til skolen end på at nyde turen. Så da vi kom til en vej overså jeg en bil, kørte ud foran den og lige ind i et skilt.

Hvis det lyder klumpet, så forestil jer hvordan sådan en cykeltur går efter 7 ”Leffe” - belgisk øl med 8 % alkohol. Der er snart ikke et eneste træ eller skilt i Beveren der ikke har buler efter sidste uges danske besøg.

Sidste aften i Beveren

Cathrine og Maj

Snottet løber, ondt i halsen og øjenlågene er tunge. Det er den sidste aften i Beveren, og der er lagt op til fest.

Vinden bider i ansigtet, og det eneste som får mig til at blive ved med at træde i pedalerne, er tanken om, at det er den sidste cykeltur.

Da vi endelig er på skolen, bliver vi modtaget af skolens viceskoleinspektør, som holder en rørende afskedstale. I løbet af den næste halvanden time bliver vi bombarderet af rosende takketaler og sange fra udvekslingsstuderende fra Tjekkiet, Rumænien, Italien og Belgien.

Efter talerne bliver vi overladt til oste pinde og gulerødder, mens vores belgiere forbereder afslutningsfesten.

Så er der sateme party uartig. Tecno for alle pengene! Det er som at gå tilbage i tiden til blåmandagsfest og halbal. Efter utallige opfordringer fra vores danselystne belgiere, lader vi os rive med og viser vores dansefærdigheder inden for tecnogenren.

Vi modtager i løbet af den næste halve time utallige beundrende og misundelige blikke – den form for dans har de ikke oplevet før i Belgien.

Da vi føler os for overbegloede, går vi ud for at køle ned i en kold trappeopgang. Efter vi har dannet hæmorider og fået blærebetændelse, beslutter vi at gå ned og fortære en stor Hawaii pizza. Selvom vi bliver snydt af pizzamanden til at betale en ekstra pizza, bliver vi de næste 2 timer.

Med overfyldte maver og trætte øjne – efter en uges bar besøg – finder vi vores hyperaktive belgiere, som ikke har tænkt sig at forlade festen de næste par timer. Belgierne ignorerer os, da vi spørger, hvornår vi skal hjem. Til sidst bliver de tvunget af deres lærer til at tage os hjem klokken 02.00. Vi tilbringer den sidste tid på en gammelmandsbar, hvor vi spiser chokolade som om, det er det sidste, vi nogensinde skal smage.

Med tvang slæber vi belgierne med hjem. Der bliver ikke sagt meget resten af den aften, men det er heldigvis glemt den næste morgen, hvor der bliver sagt farvel med knus og tårer.

FAKTABOKS; Belgien.

Indbyg.: 10 mio.

Areal: 30.513 km²

Religion: Katolsk

Sprog: Flamsk og Fransk

Valuta: Euro

Statsform: Konge-

rige

Største byer: Bruxelles (1 mio.), Antwerpen (465.000)

Den typiske belgier (på den gode måde)

Marie

Det der med fordomme overfor fremmede kulturer kender vi alle til.

Tyskerne kendes som pølseædende folk i tyrolerstøj der drikker øl hele tiden. Englænderne er fornemme folk i trenchcoats der spiser

toast og drikker te. Og man kunne blive ved, men hvis man skulle sige noget om belgierne, ville der blive stille.

For at gøre noget ved det problem, giver jeg nu en ren beskrivelse af de flinke mennesker i det lille land.

Den første gang man støder på en belgier, kan man være sikker på at de kommer frivilligt hen til én, og åbner sit hjerte op.

De er meget åbne, endda så åbne, at de efter få minutter trækker deres stoflommetørklæder op af lommen/tasken/hånden

og fylder tørklædet og resten af omgivelserne med alt det snot der hele tiden hober sig op i deres hoveder. Første gang man

oplever dette, kan man godt blive temmelig forskrækket, men da de gør det konstant, kan man ikke andet end at vænne sig til det.

Belgierne er meget kendt for deres pomme fritter, deres fantastiske chokolade og sidst men ikke mindst de mange gode øl.

Hvis man ikke lige vidste dette, skal man hurtigt finde ud af det, da der er French Fries butikker overalt, ligeså vel som konstant

chokolade i de belgiske mundviger, og skummende øl i alle glas. Belgierne spiser simpelthen så meget chokolade at det er helt klamt. Til morgenmad er der alle slags chokoladevarianter, og det samme til middags- og aftensmad. Det er så billigt i butikkerne ar man nærmest får det smidt efter sig

når man går. Det er jo egentlig meget rart, for som belgierne siger: ”Chokolade er godt for humøret og feder ikke!”

En anden god ting ved det belgiske land, er deres gode øl. Der er så mange varianter, og alle er lige gode og lige billige.

Et total mekka for de danske gymnasieelever.

Når belgierne så har drukket deres øl, spist deres chokolade, og er på vej til de sjove youth houses tager de lige cyklen. For cyklen er den eneste måde de unge kommer rundt på. I skole, rundt i byen, til fester og alle andre steder. Fascinerende hvor lidt benzin der må blive brugt. For ikke at blive ved side op, og side ned, kommer her lige nogle flere små facts om de kære belgiere.

· Belgierne elsker techno, specielt:” because there ain’t no party like an alcoholic party”

· Belgierne har glasdøre overalt, og ingen låse på toiletterne.

· Belgierne drikker vand af flaske, selvom der intet er i vejen med deres vand fra vandhanen.

· Belgierne danser meget (Specielt til Schnappi-sangen)

Men til sidst skal det lige fremhæves at alle deres karakteristika er på den virkelig gode måde.

Belgien er meget mere end det

Ida T.

Det land som ingen ved noget om, og hvis man endelig kan forbinde det med noget er det øl og chokolade. Landet er Belgien og det er fyldt med øl og chokolade, som man kunne forvente – af god kvalitet!

Belgien er meget mere end det. Det er varme, sjov, åbenhed og fællesskab. Det jeg oplevede ved at komme ind til en fremmed familie, har jeg aldrig prøvet før. De tog imod mig med åbne arme, og jeg faldt til hurtigere end forventet, og blev nærmest en del af familien.

Belgierne var alle meget søde, venlige og interesseret i andres kulturer. De var udadvendt – hvorfor er alle ikke det? Alle kulturer burde være klar til at suge til sig af fremmede nationer, lære og lytte.

Denne ene gang jeg har været i Belgien bliver ikke den sidste, for det folk og den kultur bør, og skal, opleves mere end en gang. ”Belgium om my mind” er ikke en kliché for mig, og jeg tror en del af mit hjerte tilhører Belgien.

A News særnummer om Belgien marts/april 2005