Afsæt til fremtiden...

Af rektor Birger Axen


Her ved indgangen til år 2008, hvor jeg har min sidste arbejdsdag ved udgangen af marts måned, tillader jeg mig med optimisme at konstatere, at Hobro Gymnasium og HF-kursus er ’klædt på’ til at møde de mange udfordringer i fremtidens ungdomsuddannelser.

Medarbejdere og ledelse har sammen ført skolen frem til det, som den er i dag med de kvaliteter og de udviklingsmuligheder, som kendetegner os i dag. Vort optimistiske afsæt til fremtiden er et resultat af mange drøftelser og af en stor indsats fra alle medarbejdere, der hver har haft sin særlige tilgang til dagligdagens opgaver.

Som i det øvrige uddannelsessystem har vort fælles fokuspunkt været: hvordan kvalificerer vi bedst vore unge til at blive aktive, demokratiske samfundsborgere i en globaliseret og konstant foranderlig verden? 

Hvis vi linder på gardinet til fremtiden, ser vi en gymnasieskole, der i højere grad end i dag vil være karakteriseret af at arbejde både i ’højden’ med talentudvikling og i ’bredden’ for at skabe rum, for at så mange unge som muligt med anlæg for det kan færdiggøre en ungdomsuddannelse. Reformerne har åbnet for andre arbejdsformer og ændret uddannelsesindhold. Jeg tror, den fremtidsberedte gymnasieskole selv vil udforme underliggende, konkrete, nødvendige og ubureaukratiske uddannelsestiltag i både ’højden’ og ’bredden’. 

Vi kommer til at se en gymnasieskole med sikkert  ’udblik’, der vedvarende fokuserer på at udvikle sine internationale kontakter. Vi kommer også til at se en gymnasieskole med et årvågent ’indblik’, der konstant formår at justere sin organisation i takt med omverdenens udfordringer, og som er sig sin vigtige rolle bevidst i lokalsamfundet.

De seneste år er det blevet ’legalt’ at tale om talentudvikling i det danske uddannelsessystem, og talentudvikling skal der utvivlsomt til, hvis vore unge skal kunne stå distancen i den globaliserede konkurrence med unge fra andre nationaliteter.

Med projektet ”Talent-Hadsund” har vi i dette skoleår taget hul på talentudvikling i én form i nært samarbejde med Hadsund Skole. Den form for talentudvikling, tror jeg, bliver udbredt til de fleste af vore afleverende skoler. For flere af gymnasiets elever vil vi også se stigende interesse for talentudvikling i form af ekstra fagtilbud, praktikforløb og andet, som vil  skærpe elevernes faglige ambition og motivation. 

Den ændrede brobygningslov, der træder i kraft til august, indvarsler udvidede og mere nuancerede brobygningsforløb, og mere vil følge efter. Her i foråret byder vi med glæde 10. Klasse Centrets Gymnasielinie velkommen til at følge et udvidet brobygningsforløb her på skolen hver fredag i hele forårssemestret. Disse elever introduceres til nogle grunddiscipliner i gymnasiet, som afsluttes med tests og anden evaluering af forløbene, og dette koncept vil på sigt kunne udvikles til i et vist omfang at give merit.

For vore egne elever har vi ved starten af dette skoleår afholdt kortere såkaldte  basiskurser - udenfor normalt elevskema -  i tysk og matematik, som var åbne for alle elever på tværs af årgange og uddannelse. Evalueringerne signalerer, at denne idé bør udvikles til at omfatte flere fag og flere kursusforløb. Tendensen synes klar: i den fremtidsberedte gymnasieskole vil flere kursusprægede og individuelt tilpassede undervisningsforløb og lektiecaféordninger vinde indpas.  

Altsammen er det tiltag, der dels danner buffere mod frafald og dels medvirker til at opbygge den enkelte elevs selvtillid og erhvervelse af succesoplevelser, der er så vigtige for gennemførelsen af uddannelsen.

Uddannelsen til verdensborger er i fokus på det fremtidsorienterede gymnasium. I sit vigtige internationale samarbejde vil fremtidens gymnasium også komme til at arbejde med kursusprægede, længerevarende og individuelt meriterende undervisningsforløb i udlandet.

Vi har for flere år siden taget første skridt i denne positive udvikling gennem vore såkaldte enkelt-elev-udvekslinger, hvor individuelle elever på tværs af klasser og årgange i op til 2 uger indkvarteres privat og følger skolegangen på en af vore partnerskoler i Europa eller i USA (North Carolina).

En oprustning af  elektronisk projektarbejde mellem vore klasser og den udenlandske partnerskoles  elever vil finde sin naturlige og nødvendige plads i dagligdagen. Udvekslinger med udenlandske partnerskoler vil ske på baggrund af specifikke formål, hvad enten udvekslingerne sker mellem ledere, lærere eller elever.     

Men det fremtidsorienterede gymnasium glemmer ikke sin stærke lokale forankring. Det kan blive en spændende udfordring at udvikle samarbejdsrelationer med andre ungdomsuddannelser og måske med andre gymnasier.    

Sidst, men ikke mindst udvikler det fremtidsberedte gymnasium tætte samarbejdsrelationer med det lokale erhvervsliv, der på sin side ved, at tiltrækning af veluddannet arbejdskraft vil blive et kardinalpunkt i fremtiden. Samarbejdet giver eleverne spændende indsigt i en given erhvervsvirksomheds dagligdag og udfordringer, der kan påvirke elevens faglige motivation og fremtidige erhvervsvalg. 

De seneste to år er et bemærkelsesværdigt samarbejde spiret frem mellem den højteknologiske virksomhed Spacecom i Hobro og gymnasiets naturvidenskabeligt orienterede studieretninger. Samarbejdet byder på chefer og øvrige ingeniører som gæsteundervisere, når teoretisk fysik og matematik skal omsættes til praktisk højteknologisk udvikling og produktion, nyttig sponsering af undervisningsmateriale samt indsigtsfulde virksomhedsbesøg. De fremtidige relationer vil givetvis i endnu højere grad blive præget af projektsamarbjde mellem virksomhed og elev.

Med rette vækker samarbejdet med Spacecom opmærksomhed - ikke mindst, fordi denne internationalt agerende virksomhed i sjælden grad forener udviklingen af specifik højteknologi med stærk almen interesse for uddannelse, samfundsudvikling og almen dannelse.

Jeg ønsker et godt år 2008 og en levedygtig fremtid for skolen, dens elever, medarbejdere, ledere og bestyrelse med tak for 16 udfordrende, krævende og indholdsrige år. n