mf@mf-gym.dk
+45 98 52 08 55
Amerikavej 5, 9500 Hobro
EAN-nr: 5798 000 557536
CVR-nr.: 29542643

 
Optagelsesprøver 

Mariagerfjord Gymnasium 

Derfor skal du til optagelsesprøve

Hvis du har klaget over UU-vejledernes afgørelse af din uddannelsesparathed:
Du bliver indkaldt til optagelsesprøve, hvis din UU-vejleder har vurderet, at du ikke er uddannelsesparat
og dine forældre har klaget over afgørelsen. Optagelsesprøven er i disse tilfælde både en faglig prøve og skolens vurdering af, om du er parat til at starte en ungdomsuddannelse. Disse optagelsesprøver afholdes i 2011 mandag den 11. april og varer hele dagen.

Hvis du mangler afgangsprøver:
Du bliver indkaldt til optagelsesprøve, hvis du mangler at aflægge en eller flere af de obligatoriske afgangsprøver fra folkeskolen. Disse optagelsesprøver afholdes i 2011 den 23. juni.

Sådan er prøverne organiseret

Optagelsesprøve med vurdering af uddannelsesparathed:

Du skal møde på skolens kontor kl 8.00 den 11. april og prøverne varer i praksis en hel skoledag. 
Optagelsesprøven begynder med en skriftlig prøve i dansk (1 time) og en skriftlig prøve i matematik (1 time). 
Senere på dagen er der en mundtlige prøve i engelsk og en samtale med en studievejleder. 
Når du møder om morgenen, får du de præcise tidspunkter for, hvornår i løbet af dagen de mundtlige prøver finder sted. Det kan godt være, at du får nogle længere pauser i løbet af dagen, men prøverne afsluttes senest kl ca. 14.30.

Optagelsesprøve hvor du mangler en eller flere afgangsprøver:

Du skal møde på skolens kontor kl 8:00 den 23. juni, hvis du skal til prøve i dansk eller matematik. 
Du skal møde kl 10:00 den 23. juni, hvis du skal til prøve i et af de andre obligatoriske fag. 
Når du møder, får du de præcise tidspunkter for, hvornår i løbet af dagen de mundtlige prøver finder sted. Det kan godt være, at du får nogle længere pauser i løbet af dagen, men prøverne afsluttes senest kl ca. 14.30.


Sådan er de enkelte prøver

Alle prøverne er tilrettelagt efter målene til 9.klasses afgangsprøver.

Den skriftlige prøve i dansk rummer dels en læsetest, dels en række grammatiske og forståelsesmæssige spørgsmål, der besvares via et elektronisk spørgeskema. Besvarelsen rettes umiddelbart efter prøveafslutning af en dansklærer, der efterfølgende vurderer dine færdigheder og eventuelt uddannelsesparathed.

Den skriftlige prøve i matematik er en skriftlig prøve, hvor der udleveres et opgaveark, og du har derefter 1 time til at besvare opgaverne. Du skal kun medbringe skriveredskaber, lineal og vinkelmåler. Du må ikke benytte lommeregner til matematikprøven. Prøverne rettes umiddelbart efter prøvens afslutning af en matematiklærer, der samtidig vurderer dine færdigheder og eventuelt uddannelsesparathed.

Prøverne i engelsk og tysk former sig som samtaler mellem dig og to lærere. Udgangspunktet for samtalerne er en ukendt tekst, som du får udleveret 20 minutter før samtalen. Du må bruge ordbog i tysk, men ikke i engelsk. Skolen sørger for ordbogen til tysk-prøven. Efter samtalen vurderer de to lærere dine færdigheder og eventuelt uddannelsesparathed. 

Prøven i fysik/kemi er en samtale mellem dig og to lærere med udgangspunkt i 2-3 faglige emner, som du selv er med til at udvælge. Der inddrages typisk forskelligt fysik- eller kemiudstyr og illustrationer af eksperimentelle opstillinger. Efter samtalen vurderer de to lærere dine færdigheder. 

Samtalen med studievejlederen (uddannelsesparathedsvurdering) starter med at du udfylder et spørgeskema, som efterfølgende danner udgangspunkt for samtalen. Studievejlederen giver på den baggrund sin vurdering af uddannelsesparatheden.

Hvis der er mange til optagelsesprøve, dubleres prøverne, så sluttidspunktet kan overholdes.

Rektor tager stilling

Når den sidste mundtlige prøve er afviklet, deltager en lærer fra hver prøve og evt. studievejlederen i en konference med rektor, hvor det ud fra en samlet vurdering af prøveforløbene besluttes, om du kan optages eller ej. 

Umiddelbart efter konferencen skriver skolen et brev til dig om resultatet og konsekvenserne af resultatet. Målet er, at du har modtaget svaret senest to dage efter prøvedagen.

Et afslag kan indklages til Undervisningsministeriet. Klagen sendes til rektor inden 14 dage efter modtagelsen af afslaget.

Optagelsesprøven er tilrettelagt efter Bekendtgørelse nr. 694 af 25.juni 2009 med ændring iflg. Bekendtgørelse nr. 1245 af 8.november 2010.