|
Valgfag i gymnasiet Valg af sprog Foruden engelsk skal du i gymnasiet have et andet fremmedsprog. Du må selv vælge, hvad det skal være ud af de fem sprog, som tilbydes på Hobro Gymnasium. Du kan vælge at fortsætte med det 2. fremmedsprog, du har haft i 8., 9. eller 10 klasse. Det er enten tysk eller fransk. Vælger du dit fortsættersprog, skal du have det på mindst B-niveau, og du kan så afslutte det i 2.g. Du kan senere vælge at fortsætte i 3.g og få faget på A-niveau. Du kan i stedet vælge et nyt fremmedsprog, et begyndersprog. Du kan vælge mellem italiensk, russisk og spansk samt tysk (hvis du har haft fransk tidligere) og fransk (hvis du har haft tysk tidligere). Vælger du et begyndersprog, skal du have det på A-niveau og dermed afslutte det i 3.g. Vælger du et begyndersprog, får du et frit valgfag mindre. Du skal angive hvilket 2. fremmedsprog, du vil have, allerede når du søger om optagelse. Du kan kun få det ønskede sprog, hvis der er tilstrækkeligt mange andre, som også vil have det. I 2005 blev der oprettet hold i tysk fortsætter, fransk begynder og spansk begynder. Valg af kunstnerisk fag Du skal i 1.g have et kunstnerisk fag. På Hobro Gymnasium kan du vælge mellem billedkunst og musik. Hvis du vil følge Musik-studieretningen, skal du vælge musik som det kunstneriske fag. Du skal angive hvilket af de to fag, du vil have, allerede når du søger om optagelse. Frie valgfag I 2. og 3.g har du i alt to eller
tre valgblokke, som du skal udfylde med de frie valgfag. På valgfagsholdene går du
i reglen sammen med elever fra andre klasser og i nogle tilfælde også fra
andre ungdomsuddannelser, fx hf. De frie valgfag skal du først vælge i slutningen af 1.g eller 2.g. Valgfag på A-niveau På Hobro Gymnasium kan du vælge mellem 12 valgfag på A-niveau: biologi, fysik, kemi, matematik, musik, samfundsfag og seks sprog: engelsk, fransk, italiensk, russisk, spansk og tysk. Ved at kombinere studieretning og valgfag er det muligt at få næsten alle kombinationer af A-niveau fag. Under beskrivelsen af de enkelte studieretninger, kan du se hvilke muligheder der er for at kombinere A-niveau fagene. Valgfag på B-niveau På otte af studieretningerne skal du vælge mindst et fag på B-niveau. På nogle af studieretningerne indgår der et naturvidenskabeligt fag på B-niveau i selve studieretningsforløbet, men på de øvrige studieretninger skal du vælge mindst et af fagene biologi, fysik, kemi eller naturgeografi. Sammen med de naturvidenskabelige fag på B-niveau udbyder Hobro Gymnasium 13 fag på B-niveau: biologi, billedkunst, filosofi, fysik, idræt, kemi, matematik, musik, naturgeografi, psykologi, religion, samfundsfag Under beskrivelsen af de enkelte studieretninger, kan du se, hvilke muligheder der er for at vælge B-niveau fag. Fag på C-niveau På fem af studieretningerne skal du vælge et fag på C-niveau. Du kan vælge helt frit mellem ti valgfag: astronomi, biologi, billedkunst, datalogi, design, erhvervsøkonomi, filosofi, kemi, latin, musik, naturgeografi og psykologi. Under beskrivelsen af de enkelte studieretninger, kan du se, hvilke muligheder der er for at vælge C-niveau fag. |