Fysik

På matematisk linje er fysik obligatorisk i 1. og 2.g. med 3 undervisningstimer pr. uge.

I 3.g kan fysik vælges på højt niveau med 5 undervisningstimer pr. uge.

 

Formål

Fysik udspringer af menneskets grundlæggende nysgerrighed og ønsker om at kunne forstå og forklare fænomener i naturen. Gennem fysikken er der opsamlet og systematiseret en stor viden om vores omverden. Fysiske størrelser og begreber sættes gennem regler og love i mere generelle sammenhænge, hvorved der sker en tolkning af naturen, som - ofte med udfoldelse af stor kreativitet - sammenholdes med observationer og eksperimenter. Vekselvirkningen mellem teori og eksperiment fører ofte til ny indsigt, hvorved begreber og teorier ændres og udvikles.

 

Fysikken udgør en vigtig del af grundlaget for den teknologiske og samfundsmæssige udvikling, ligesom tænkningen inden for fysik har stor betydning for den erkendelsesmæssige og filosofiske tænkning.

 

Arbejdet med fysik afspejler disse grundtræk. Forklaring og tolkning af omverdenen vil i vekselvirkning med eksperimentelt arbejde give indsigt i begreber, sammenhænge og metoder. Forståelse af naturen vil samtidig forbindes med indsigt i historiske forløb, tekniske muligheder og filosofiske overvejelser, hvor fysik spiller en rolle. Beskæftigelse med fysik udvikler kreativitet og nysgerrighed inden for naturvidenskabelig viden og forståelse.

 

Hovedemner i 1. og 2.g

Varmelære

Temperaturbegrebet, Termodynamikkens 1. hovedsætning. Energiforhold ved temperaturændringer og faseændringer. Indre energi. Tilstandsligningen for en idealgas.

 

Elektriske kredsløb

Ladning, strømstyrke, spændingsfald, resistans, hvilespænding (elektromotorisk kraft), elektrisk energi og effekt. Kredsløb med lineære komponenter og eksempler på ikke-lineære komponenter.

 

Bølger

Bølgers udbredelse og interferens. Lyd. Spejling, brydning og diffraktion. Optisk gitter. Linjespektre og kontinuerte spektre. Det elektromagnetiske spektrum, herunder synligt lys og røntgenstråling.

 

Atom- og kernefysik

Atomer og atomers bestanddele. Atomers emission og absorption af stråling. Fotoner. Radioaktive henfald, henfaldsloven og herunder aktivitet, halveringstid og henfaldskonstant. Eksempler på kernereaktioner, herunder fission og fusion. Ioniserende stråling og dosis.

 

Mekanik

Lineær bevægelse. Kraftbegrebet og Newtons love. Eksempler på kræfter, herunder tyngdekraften, opdrift og gnidning. Tryk. En krafts arbejde, kinetisk energi, potentiel energi, mekanisk energi. Effekt.

 

Hovedemner i 3.g

Mekanik

Elektricitet og magnetisme

Kernefysik

 

Eksperimentelt arbejde

Eksperimentelt arbejde har en fremtrædende plads.

Mange timer indeholder forskellige demonstrationsforsøg, som analyseres og diskuteres.

Derudover er der elevøvelser, som udføres i mindre grupper. Disse øvelser efterbehandles i rapporter.

I hvert skoleår skal der også vælges et eksperimentelt projekt. Her er der mulighed for at arbejde i en længere periode med et valgfrit emne i mindre grupper. Arbejdet afsluttes med aflevering af en grupperapport.

Dataopsamling kan foregå med PC, og databehandlingen foretages oftest i et regneark på en PC.

 

Eksempler på projektemner kunne være:

Fysik i musik (Guitar, fløjter)

Køkkenapparaters nyttevirkning (energiøkonomi)

Byg en kikkert

Farver og regnbuen

Solceller/vindmøller

Røntgenstråling

Radioaktivitet i bygninger (Radon forurening)

Laseren

Strålingsbeskyttelse

 

Ekskursioner og rejser

I løbet af de første to år arrangeres der ofte en fysikekskursion (evt. i samarbejde med andre fag). I de seneste år har vi f.eks. været på Elmuseet i Bjerringbro, et kraftvarmeværk, Steno Museet i Århus eller Århus Universitet.

I 3.g arrangeres der oftest en ekskursion til Århus eller København, hvor der er gode muligheder for at lave projekter på universiteterne.

Studie- og udvekslingsrejser vil i mange tilfælde indeholde programpunkter med fysikrelevans: Besøg på kernekraftværker, vandkraftværker, forskningsinstitutioner (Universiteter, CERN, JET), observatorier og naturvidenskabelige museer.

 

Læsepensum

På obligatorisk niveau læses der 200-300 sider afhængigt af det anvendte undervisningsmateriale.

 

Eksamen

På obligatorisk niveau afholdes der en mundtlig prøve med en forberedelsestid

På højt niveau afholdes der en skriftlig prøve og en mundtlig prøve med en forberedelsestid.

 

Vil du vide mere om fysik, så klik her på Undervisningsministeriets fysikside.