DESIGN

Faget er et valgfag, der kan vælges af alle.
Der kræves ikke specielle forudsætninger – blot interesse.
Er du hf’er kan design vælges som tilvalgsfag i 2.hf
I gymnasiet kan design vælges på mellemniveau i 2. eller 3.g.

FORMÅLET MED FAGET
er at gøre dig til en kvalitetsbevidst bruger af design, så du kan stille krav til udformningen af vores omgivelser.
Undervisningen skal give dig indsigt i, hvorfor et design ser ud som det gør, og om det er en god problemløsning – altså om det er velegnet til at udføre den funktion, det er bestemt til – og helst på en æstetisk tiltalende måde.
Det opnås ved at eleverne selv arbejder med at løse designopgaver. Herved får du indsigt i hvad der er med til at bestemme et designs udformning.

HVAD ER DESIGN – OG HVAD KAN VI ARBEJDE MED I TIMERNE?
De stofområder der skal behandles praktisk og teoretisk i faget er:
Elevarbejde, model 1:4

- Industrielt fremstillede produkter
- Grafisk kommunikation
- Håndværk
- Arkitektur og byplanlægning

Vi kan altså beskæftige os med brugsgenstande af enhver art samt vores fysiske omgivelser, for eksempel tøj, redskaber, møbler, indretning, tryksager, emballage, skiltning, bygninger, landskaber.

HVORDAN SKAL VI ARBEJDE MED DESIGN?
Undervisningen er bygget op omkring en række projektforløb, som både er praktiske og teoretiske.
I et typisk projekt får du en opgave, for eksempel at lave en emballage til et bestemt produkt. Du arbejder dig så via skitser og modeller frem mod en mere endelig løsning af opgaven – ligesom den professionelle designer.
Elevarbejde, emballage

Processen er at undersøge:

- Hvilken funktion skal designet have
- Hvem skal bruge det og
- under hvilke omstændigheder
- Hvilke materialer er hensigtsmæssige
- Hvilken form
- Hvilke farver
- Hvad skal produktet kommunikere

Den praktiske side af faget handler altså om at stille spørgsmål, eksperimentere med svarene og virkeliggøre dine egne idéer til problemløsningen.

Det teoretiske stof inddrages undervejs.
I eksemplet med emballageopgaven kan det være en artikel om forhold der skal overvejes omkring emballagefremstilling.
Teoretisk stof kan også være at analysere professionelle løsninger på emballageopgaver.

DET STORE PROJEKT
I forårssemestret afsættes ca. 10 uger til ’det store projekt’, hvor holdet arbejder med et fælles område. Dette kan for eksempel være "boligen", "byforbedring".

EKSAMEN

Med eksamensspørgsmålet bliver du præsenteret for design, som du ikke har set før (ligesom man får en ekstemporaltekst i sprogfagene)
Det kan for eksempel være stole eller emballager (eller billeder heraf) som du skal:
- beskrive
- analysere
- vurdere
Elevarbejde: plakat

Karakteren gives udfra din analyse af det ekstemporale materiale og udfra dit store projekt, øvrige opgaver samt skitsemateriale, som alt sammen udstilles til eksamen.

 

ER DESIGN NOGET FOR DIG?
Ja, hvis du er interesseret i formgivning og gerne selv vil arbejde med opgaveløsninger.
Endvidere er faget relevant hvis dine uddannelsestanker går i retning af for eksempel:
arkitekt, formgiver, kunsthåndværker, ingeniør, konstruktør, teknisk tegner, tekstilbranchen, reklamebranchen eller den grafiske branche.

Mere om design