|
|
mf@mf-gym.dk |
|
| ||||||
|
To essays om USA Forord af 2.x's dansklærer, Henrik Rudfeld ”At rejse er at leve” er blevet gentaget så tit, at det næsten er for meget. Omformuleres sætningen til ”At leve er at rejse” bliver perspektivet lidt anderledes. Tages sætningen for pålydende er det selvfølgelig en reduktion af et menneskes liv, samlet set, men opfatter man det at rejse som den situation, hvor man møder noget nyt, noget anderledes – og dermed udvikler sig – bliver det et ganske godt billede på det moderne, åbne menneskes liv. På Hobro Gymnasium tager vi det at møde
det nye og anderledes ganske alvorligt, både i den daglige undervisning og i de
internationale møder, som studie- og udvekslingsrejser er udtryk for. Det
internationale møde finder ikke mindst sted, når vore USA-klasser besøger
North Carolina. I marts var 2.x i USA i 2½ uge, og i det følgende kan man læse
to af 2.x-elevernes refleksioner over det at møde det fremmede. Udvekslingsstudent
i USA 2006 Af:
Marie Brix Ley, 2.x I
marts måned 2006 rejste jeg med min klasse til USA i tre uger. Vores egentlige
rejse startede den 13. marts og endte den 1. april i Aalborg lufthavn, men for
de fleste af os, i hvert fald for mit vedkommende, startede rejsen allerede, da
jeg fik at vide, at jeg var kommet i den internationale klasse. Ikke i form af
selve rejsen, men som en forventning, der begyndte at vokse i takt med, at vi nærmede
os afrejsedatoen. Jeg er heldig at have en bror, der for to år siden gennemførte
samme rejse og derfor vidste jeg lidt om det, og jeg har selv tidligere besøgt
Amerika i tre uger sammen med min familie. Så på en måde var jeg lidt
forberedt på det, der skulle ske.
Men ikke desto mindre var forventningerne enorme, da jeg skulle af sted
sammen med min klasse, først til Washington DC og dernæst videre til Asheville
i North Carolina og bo alene hos en familie i to uger. Ligesom rejsen startede før
vi egentlig tog af sted, vil den formentlig heller ikke slutte, før vi er ude
af 3.g. Den vil leve videre som minder, og det vil være et emne, der kommer til
at præge vores samtale både til fester og i frikvartererne, og der er ingen
tvivl om, at der er andre end mig, der planlægger at komme tilbage.
Før vi tog af sted havde vi besøg af en amerikansk attaché, som
forberedte os lidt på den amerikanske kultur, og hvad vi kunne forvente af
befolkningen. Men det gik også den anden vej. ”Diplomater”, kaldte han os.
Vi var ikke bare en gymnasieklasse, der skulle ud og lære den amerikanske
kultur og historie på førstehånd. Vi ville også komme til at lære fra os og
formidle vores land og kultur til amerikanerne, ikke kun gennem tale, men også
gennem opførsel og adfærd.
Efter fire dage i Washington DC med monumenter og museer fløj vi til
South Carolina for at blive hentet af en ægte amerikansk skolebus, der skulle køre
os den 1½ time lange tur til Asheville. Men mens de andre havde haft kontakt
med deres værter før afrejsen, havde jeg ikke hørt fra min, så samtidig med,
at jeg var spændt, var jeg også virkelig nervøs. Alle mulige tanker fløj
gennem mit hoved: Var der ikke en amerikaner til mig? Var der sket en misforståelse?
Eller var de bare ikke særligt interesserede i at have kontakt med mig? Da vi
endelig ankom, var de fleste lidt tilbageholdende, men lidt efter lidt begyndte
de fleste at løsne lidt op, da de mødte deres værter og familierne og kom ind
i cafeteriet, som i dagens anledning var pyntet på bedste amerikanske vis med
store personlige velkomstbannere til hver elev, og vi kunne ikke føle os andet
end velkomne. Jeg blev selv enormt lettet, da jeg så et stort, blomstret skilt
med teksten: ”Welcome, Marie Brix Ley”. Efter lidt tid havde de fleste
fundet deres værter, og sat sig ned for at spise den mad familierne havde
medbragt. Der var stadig ikke noget tegn på min familie, og da jeg ikke vidste,
hvem jeg skulle kigge efter, var der ikke så meget jeg kunne gøre. Jeg gik
lidt rundt og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg blev
overfaldet af en smilende dame, som omfavnede mig og præsenterede sig som
Kathy, min ”mor”. Hun fortalte, at Jessamyn og Karla, hendes døtre, som åbenbart
var mine værter, begge var til sport og snart ville komme. Jeg fik også at
vide, at Jessamyn faktisk havde forsøgt at skrive til mig fire gange. Jeg var
meget overrasket, for jeg havde jo ikke modtaget nogen mail. Jeg fandt aldrig
helt ud af, hvad der var gået galt, men formentlig havde de brugt en forkert
e-mailadresse. Kathy fulgte mig op til bordet fyldt med en masse amerikanske
”specialiteter” og jeg blev fortalt, at det var en meget brugt metode, at
alle medbragte en lille del af et kæmpe måltid. Mens vi ventede fortalte hun,
at hendes datter Jessamyn var en rigtig dygtig fodboldmålmand, og som jeg
senere fandt ud af var fodboldtræningen noget, hun brugte rigtig meget tid på.
Hendes søster Karla ”ran tracks”, som formentlig svarer til atletik løb.
De var begge meget involverede i deres sport. Lidt efter kom deres far Craig: en
lille, tætbygget mand med en utroligt tør humor, som jeg i løbet af de to
uger kom til at holde rigtig meget af. De to forældre supplerede hinanden
rigtig godt. Kathy var en typisk snakkende, men omsorgsfuld og beskyttende,
amerikansk mor, mens Craig var stille og rolig og tog alt med et smil. Da de
fleste danskere var taget med deres værter, kom Karla direkte fra løbebanen.
Hun spiste hurtigt, og derefter tog vi hen til
deres hus. Jeg kørte med moren og Karla i en stor, blå van, mens faren kørte
med min bagage i sin store, orangefarvede klods
af en bil. Jessamyn så jeg ikke før hun kørte ind i indkørslen, selvfølgelig
i sin egen van, dog af langt ældre dato end forældrenes.
Huset, jeg ankom til, var et stort, gråt træhus og virkede helt luksuriøst,
men det var egentlig rimelig standard, fandt jeg senere ud af. Det var af ældre
dato, i hvert fald af et hus i Amerika at være som Craig sagde, men var selvfølgelig
indrettet med et moderne køkken med et enormt og altid fyldt køleskab,
computer og to TV-stuer. Selv om familien var rigtig nysgerrig, naturligt
nysgerrig, følte jeg aldrig, at de forstyrrede mig eller virkede anmassende.
Mit værelse var gæsteværelset, der lå ved siden af køkkenet. Udover en til
køkkenet var der en dør ud til entreen og en ud til trappeopgangen. Altså tre
døre i alt og der var ikke lås på én eneste af dem, heller ikke døren
indtil mit eget toilet havde en lås. Jeg er vant til at have lås på min egen
dør og på badeværelsesdøren, så da jeg først ankom, blev jeg lidt urolig,
da jeg så alle dørene og tænkte, at jeg ikke ville føle mig rolig i de næste
to uger Men jeg fandt hurtigt ud af, at familien på ingen måde kunne finde på
at forstyrre mig eller brase ind, selv om de var vant til at gå lige igennem
mit værelse. Deres hus havde to etager og en kælder, og alle steder var der
fri gennemgang i alle rummene; man kunne gå i cirkel. Søstrene fortalte mig
senere, at de havde haft meget svært ved at lade være med at gå igennem mit værelse.
Den første aften gik jeg tidligt i seng; jeg var så overvældet af alt
det nye, og jeg faldt lynhurtigt i søvn, hvilket jeg bestemt ikke havde regnet
med. Den næste aften var vi ovre at spise hos naboerne, som om muligt var endnu
mere imødekommende og nygerrige end min egen familie. Specielt var de meget
optagede af at lære om byen, jeg bor i, og om Mariager Fjord. En anden ting de
var meget interesserede i var, hvilke favoritting jeg havde: Hvad kan du bedst
lide at spise? Hvad er din yndlingsfilm? Yndlingsbog? Monument? Og det gik op
for mig, at selv om der er ting, jeg kan lide og ikke kan lide, har jeg ikke
yndlingsting, som de havde.
Den sidste søndag jeg var i Asheville, var vi i kirke. Familien var ikke
særligt religiøse og bad kun bordbøn en gang, mens jeg var der, men alligevel
var det deres kirke. Der er utroligt mange forskellige, kristne kirker i
USA, hvilket jeg aldrig har tænkt over. Min families kirke var en meget human
og demokratisk kirke. Det første jeg så, da jeg ankom til kirken – som
udefra bestemt ikke lignede en kirke, men et hyggeligt stenhus omgivet af træer
– var tusindvis af hvide flag, som hver symboliserede tusind dræbte under
Irak-krigen. Jessamyn og jeg ankom alene, fordi vi havde sovet hos en anden
amerikansk vært og skulle så mødes med resten af familien inde i kirken. Vi
gik ind gennem bagdøren og gik ikke ind i selve kirken først. I stedet kom vi
ind i et slags mødelokale fyldt med folk, der stod i små grupper og snakkede
ved forskellige udstillinger og plancher med protester mod krig lavet af børn
og unge. Der var også en udstilling med det, de forskellige kirkeungdomsgrupper
lavede. Både Jessamyn og Karla var medlem af en ungdomsgruppe på trods af, at
de ikke var meget engagerede i kirken. Efter lidt tid og lidt kage doneret af
forskellige besøgende gik vi ind i selve ”kirke-lokalet”. Det var et stort
og flot rum med lys fra kæmpe loftvinduer, bænkene, som stod i to rækker
udfra en prædikestol, var dækket af store skrig-orange hynder, og der var
hverken mosaikruder eller alter. Jeg mindes heller ikke engang et krucifiks
eller noget lignende, i hvert fald var det ikke centralt. Det centrale var prædikestolen,
som to rækker af bænke stod vinkelret udfra. Rækken efter den første var hævet
lidt mere osv. ligesom i en arena, så alle kunne se. Den tredje side var
forbeholdt bænke til koret, og den sidste var væggen bag prædikestolen.
Ceremonien gik i gang, og alle rejste sig. Der
var ikke nogen præcis tid, ceremonien startede,
men de fleste var der omkring kl. 11, og så kom de sidste ellers ind lidt efter
lidt. I mine øjne virkede det, som om de kom for sent, men ifølge Jessamyn var
det helt normalt. Det hele startede med, at alle nye i kirken skulle præsentere
sig. Alle, der ville sige noget rejste sig op, inklusiv mig tilskyndet af min værtsfamilie,
og en efter en præsenterede vi os, og blev så budt velkommen af alle i kirken.
På forhånd havde vi fået udleveret et program, så vi kunne følge
ceremonien, som forløb med salmer, få bønner, et stykke musik, så man kunne
side og reflektere, og en prædiken. Der var ikke
tale om hverken Biblen eller Gud, prædiken var om en dansefilm og handlede om
at gribe chancer, når de opstår. Det virkede slet ikke som en kirke. Under mit
ophold besøgte jeg sammen med klassen på en ”field trip” også en katolsk
kirke, som kan beskrives som den direkte modsætning af min værtfamilies kirke.
Den var dunkel og indelukket med et alter for enden og to i hver side, hvor man
kunne sidde i stille bøn. Der var mange udsmykninger og statuer og mindede om
nogle af de rigtigt gamle, europæiske kirker. I modsætning til Jessamyns kirke
fik man ikke lyst til at deltage i gudstjenesten for på en eller vis vidste
man, at den ikke ville handle om hverdagsproblemer, men om en tungere og mere
deprimerende del af kristendommen.
En stor overraskelse for mig på denne tur var de amerikanske fester. Jeg
havde forventet tre uger uden alkohol, men en af de første aftner fandt jeg ud
af, at jeg havde taget fejl. Danskerne var af en af værterne inviteret til
velkomstfest, og her opdagede jeg, at selv om der er strikse forældre og love
om alkohol, bliver de ikke nødvendigvis lyttet til. Festen foregik i kælderen,
som i modsætning til stueetagen var sparsomt indrettet med et billardbord, et køleskab
og et par gamle sofaer. Der var fyldt med mennesker, og man havde følelsen af
at være i en rigtig amerikansk teenagefilm, hvor der bliver holdt kæmpe
drukfest. Selvfølgelig var det hele med måde, og alle opførte sig ordentligt,
men det forbavsede mig alligevel at opleve det på førstehånd.
Den første rigtige skoledag, hvor vi skulle følge vores værter rundt
for at lære skolen at kende, foregik på et rimelig normalt niveau. Min vært
startede med amerikansk historie og engelsk i første periode, orkester i anden
periode, matematik i tredje og kunst i fjerde og sidste periode. Hver periode
varede 90 minutter, og sådan så alle hendes ugedage ud, og det ville de gøre
det næste halve år. Det var ikke så svært at følge med på trods af
sprogbarrieren, også selv om niveauet var relativt højt. Det, der overraskede
mig mest i løbet af de fire dage, vi var i skole, var alle de fag, som var
praktiske og kunstneriske, og som aldrig ville forekomme på et dansk gymnasium.
De havde fag som kosmetologi, hvor eleverne efter 4 år havde en frisør
uddannelse og kunne gå ud og få et arbejde, band-class, hvor eleverne lærte
at spille instrumenter i et symfoniorkester, keramik, sløjd, madlavning og
filmhistorie, hvor eleverne så film i alle timerne. En anden overraskende ting
var det lave niveau, som nogle af fagene var på. Vi ville ind til en fysiktime,
men fik at vide, at vi lige så godt kunne lade være, da niveauet var meget
lavt. I stedet fik vi lov til at deltage i en kemitime, hvor niveauet var lidt højere:
omkring folkeskoleniveau. Jeg kom ind i klassen, og det første, jeg lagde mærke
til, var, at klassen næsten udelukkende bestod af sorte elever. Her var der
desværre ikke nær så megen iver, og de var ikke så opsatte på at få
”extra credit”, som eleverne i Jessamyns lektioner var. Omkring halvdelen af
eleverne på Asheville var sorte, og mange af dem
gik omkring i grupper, så de kunne virke ret intimiderende, men i timerne var
de fleste venlige og nysgerrige på samme måde, som de fleste hvide var.
Ikke langt inde i de to uger blev jeg syg, ligesom adskillige andre
danskere og amerikanere. Men ikke desto mindre var det nærmest en ren fornøjelse
at være syg derovre. Min familie var ikke blandt de mest pylrede, men man kunne
sagtens få noget godt ud af at være lidt forkølet. Jeg skulle til en af
Jessamyns kampe og ankom sammen med nogle af de andre værter og deres danskere.
Det var en vigtig kamp mod deres rivaler, så der var en del, der ville med. På
stadionet mødte jeg Kathy og Craig og fik straks at vide, at der i deres taske
lå varmepude, tæpper, halstørklæde, vanter og hue til mig. Så selv om det
styrtregnede, fik jeg en god kamp alligevel. Da vi kom hjem, lavede Kathy varm
”chicken noddle soup”, som var familiens traditionelle kur mod forkølelse,
så hele huset duftede, og familien samledes om spisebordet og talte om kampen. En
af de største forskelle på Amerika og Danmark er nok, hvor meget vi går op i
vores religion. Den amerikanske attaché stillede spørgsmålet: ”Kan
amerikanerne bedre sammenlignes med muslimer end danskere, når det gælder
religion?”. Det er et interessant spørgsmål, som formentlig er rigtigt i
mange tilfælde. Amerikanere går meget mere op i religion end danskere. Da min
værtfamilies kirke var så fri og åben, kan den let sammenlignes med kirken i
Danmark, men den katolske kirke, jeg omtalte, ville kunne sammenlignes med
kirker fra et ældre Danmark eller kirker i Sydeuropa. I Danmark har religion i
dag ikke den store betydning, og det er ikke noget, vi afsætter særlig meget
af vores tid til. Selv om min værtsfamilie ikke var særlig religiøse, var det
alligevel en del af deres kultur, og gennem andre elever fik jeg et indtryk af,
at der var mange, der var meget religiøse og brugte meget tid på kirke eller
tempel. I Amerika er religion i mange familier en del af hverdagen, og mange
samles lige før aftenmåltidet, hvor de beder bordbøn. I Danmark ligger der
mange traditioner i kirken som bryllup, dåb og konfirmation, men for mange har
det ikke noget med Gud at gøre, og er virkelig ikke andet end traditioner.
I USA kender man intet til det fænomen,
vi i Danmark kalder for Janteloven. Danskere er opmærksomme på alt, hvad der
sker omkring dem, om der nu er nogen, der får for meget eller stikker næsen
lidt for langt frem. Det skal gå retfærdigt til, og der er ingen der skal tro,
de er bedre eller skal have det bedre. Måske er det det, der holder os fra at være
lige så gæstfri og imødekommende som amerikanerne. For sammenlignet med dem
er vi et utroligt indadvendt folkefærd. Danskere kan virke kolde og ligefrem
fjendtlige af og til i forhold til amerikanere. For mig var det et kæmpe chok,
hvor hurtigt jeg kunne falde til i det amerikanske hjem. I de fleste danske
teenage-hjem er der formentlig lås på dørene, og forældrene skal ikke blande
sig i noget. Det er der selvfølgelig også mange steder i Amerika, men man har
alligevel en følelse af, at de er mere åbne over for fremmede.
Til gengæld er amerikanerne utroligt lukkede omkring et emne som sex.
Det bedste præventionsmiddel betegnes formentlig mange steder, især i Bibelbæltet,
som afholdenhed, i stedet for sikker sex i form af kondomer og p-piller. De unge
amerikanere må heller ikke drikke før de fylder 21 år. At sex og alkohol er
forbudt område er medvirkende til at gøre det endnu mere spændende, og der er
mange, der ikke overholder reglerne. Forældrene bliver utroligt beskyttende
over for børnene og indfører ”curfews”. I Danmark er der en meget mere
afslappet holdning til
alkohol og sex , både mellem de unge indbyrdes og mellem de unge og forældrene,
måske for afslappet med hensyn til alkohol. Danmark er som bekendt et af de
lande i verden, hvor unge mennesker drikker mest, måske fordi vi er så åbne
omkring det, og bl.a. har mulighed for at købe alkohol tidligt. Det ville
sandsynligvis være nemmere at sammenligne os med andre lande som f.eks. USA,
hvor meget foregår i det skjulte, hvis der her var samme åbenhed. I
de tre uger i marts gennemgik min klasse en rejse, som ingen af os formentlig
vil glemme foreløbig. Vi var sammen som en klasse i Washington DC og oplevede,
hvordan folkene i en travl storby kan være utroligt nysgerrige og imødekommende,
og vi blev delt ud enkeltvis til ligeledes nysgerrige og imødekommende familier
i Asheville og skulle møde det fremmede helt alene. Det har ikke bare gjort os
mere flydende i det engelske sprog og givet os viden om amerikansk historie. Det
har styrket os hver især personligt og mentalt og har givet os en indsigt i
amerikansk kultur og amerikanske værdier. Noget som vi aldrig ville kunne lære
i et klasselokale.
At
møde det fremmede Af: Jonas Bøgh Pedersen, 2.x
The
United States of America, Home of the Free and the Brave, står for mange,
specielt i Vesten som en manifestation af frihed, demokrati og velstand, men USA
forbindes også med stærke konservative og religiøse - hovedsageligt kristne -
tendenser indenfor både politik og privatliv. Konservativ tankegang og en stærk
religiøs forankring er ikke noget, der ligger os europæere særligt nær og
amerikanernes regeringshoved nærer vi heller ikke dybe følelser for - disse
skulle ellers skulle ellers lige være foragt og undren.
Da jeg fik at vide, at Asheville havde stemt overvældende, dvs. over
90%, på John Kerry ved det sidste præsidentvalg, og i det hele taget var en
slags oase for liberal og tolerant tankegang midt i det konservative bibelbælte,
kom det som en glædelig overraskelse. Indbyggerne i Asheville skulle så at
sige være næsten mere europæisk-orienterede end amerikanske.
Da jeg havde boet i Asheville i et par dage, stod det klart, at dette var
et samlingspunkt for mange forskellige grupper af mennesker. Fælles for dem
var, at de var store modstandere af præsident Bush og hans politik og at alle
ikke bare respekterede hinanden, men tilmed havde en god dialog mellem hinanden,
både på gaderne, i butikkerne og på skolen. Som by repræsenterer Asheville således
sagt mange facetter af den amerikanske kultur og den rummer mange forskellige
befolkningsgrupper. Asheville er et fristed, hvor der er en forholdsvis høj
ratio af homoseksuelle, som nyder godt af den almene tolerance. Der er også en
stor gruppe rastafarier og hippier, som bringer deres charme til den særprægede
by med butikker der sælger røgelse, hashpiber og anti-krigs sloganer.
En aften valgte nogle af amerikanerne at tage deres danskere med ind til
en koncert på det, der hedder ”The Orange Peel – Social Aid and Pleasure
Club.” Denne aften spillede et reggaeband ved navn ”Toubab Krewe”, og der
var rigtig gang i stedet. Klubben myldrede med unge såvel som midaldrende
voksne, og til stede var også en del rastafarier, som tydeligt kendetegnes ved
deres lange dreadlocks, løsthængende tøj og typisk en stærk lugt af brændt
gran (gæt engang!). At se så mange folk, som i Danmark måske ville gå under
betegnelse autonome, samlet et sted, sammen med unge mennesker såvel som folk i
tyverne, trediverne, fyrrerne og halvtredserne fra alle sociale og etniske kår,
var en meget speciel oplevelse for mig. Mens vi stod med amerikanerne og
svingede til musikken, kunne man se en flok rastafarier danse vildt omkring med
kæmpesmil på. Kun få meter derfra stod et ægtepar i halvtredserne,
omfavnende og med lukkede øjne, mens rytmen brusede gennem dem. At bandet var
utroligt godt og der var en eminent stemning, forøgede bare oplevelsen tifold.
”The Orange Peel” har gennem årene kunne byde på navne som Bob Dylan og
Flaming Lips, og det ses tydeligt, at det er et populært samlingssted for folk
af alle typer.
Eftersom Asheville er et slags fristed for folk af hippie- og
rastafaritypen, var det utroligt let at få fat i diverse euforiserende stoffer
som pot og cannabis. Jeg lod mig fortælle, at det sågar blev dyrket i selve
Asheville området.
Mens vi gik med vore amerikanske værter i skole, skulle vi på diverse
”field trips” rundt omkring i Asheville og omegn. En af disse gik til
Asheville Downtown, hvor der var adskillige restauranter og butikker. En af
disse butikker var ejet af en ældre herre med langt, gråt hår og med en så
rasp og ru stemme, at jeg mistænker ham for at havde puffet lidt for meget af
den magiske drage i årenes løb. Han havde helt sikkert rødder i hippiemiljøet
og var således også en stærk anti-Bush tilhænger. Da han hørte vores
dialekt spurgte han ind til, hvorfra vi kom, og så snart han hørte vi var fra
lille Danmark, skamroste han Skandinavien for vores liberale holdninger.
På skolen fulgte vi de amerikanske elever rundt til diverse timer, og
jeg valgte at tage med Gustavs vært, Andrew, til biologi. Jeg havde knapt nok
sat mig ned og forklaret, at jeg var besøgende udvekslingsstudent fra Danmark,
før biologilæreren undskyldte for deres præsident og hans handlinger. Jeg
svarede, at det var i orden, og at han selvfølgelig ikke kunne gøre noget ved
det. Men det var bestemt ikke i orden mente læreren, som endnu engang begyndte
at svine præsidenten til foran de 30 elever, der gik i klassen. Ud fra mine
erfaringer fra dengang jeg boede i Los Angeles var dette komplet uhørt og kunne
i værste fald resultere i retssag og fyring, men der er åbenbart så stor
modstand mod Bush i Asheville-området, at dette er normal praksis. I hvert fald
oplevede jeg nogenlunde det samme til metalsløjd, hvor læreren haglede Bush
ned på så forskellige områder som Irak-krigen, indvandringspolitik og hans
almene formåen som politiker, denne gang også i fuld påhør af klassen, igen
uden en eneste modsigelse fra eleverne, ja de havde nærmest kun latter til
overs for Bush’ åbenlyse dumhed og manglende kompetence som overhoved for
verdens mægtigste nation. Selv fysiklæreren havde en ting eller to at berette
om Bush, og eftersom han var franskmand, kunne han roligt rakke ned på de
amerikanske værdier uden, at det rørte ham det mindste.
|
